PRUTTER OG HÅNDKANTSLAG
Morild og Co leverer gode frækheder og stinkende julefis i ’Sne hvad der vil’ på Café Liva.
****
I Sudan vil man skyde en lærerinde, fordi hendes elever har sagt, at man kunne kalde en bamse for Muhammed.
I Café Livas julekabaret griner vi fornøjet, når Jacob Morild stiller op som ’Jesus Fucking Christus’ og søger asyl som flygtning, hvad der nok skulle være belæg for i betragtning af, at han er blevet både tortureret og korsfæstet.
ALBUERUM
Vi er i en verden, hvor vi lykkeligvis kan tage gas på de helligste køer. Nummeret er et af de virkelig morsomme i julekabaret’en ’Sne hvad der vil’, som Café Liva i år har måttet henlægge til PH Caféen på Halmtorvet, fordi den gamle Nyhavns-båd er hugget op og først genopstår i ny skikkelse til sommer. Det har den fordel, at publikum har albuerum ved store runde borde og de medvirkende albuerum på scenen.
ASULSØGER
Den frejdige, blasfemiske satire udvikles i ’Asyl’-sketchen. Jacob Morild står over for sagsbehandler Ole Fick og argumenterer på sit brokdansk for ’asul’. ’Fucking’ er stort set det eneste danske ord, han kan håndtere korrekt. Han må gøre rede for sin tilknytning til Danmark. Ud over, at tilknytningen fremgår af hans autonome desperado fremfærd, kan han fortælle, at hans biologiske far er hjemløs på jorden af den gode grund, at han bor i himlen, og at hans stedfar ikke kan få job i sit egentlig fag som tømrer, men må klare sig som taxachauffør.
SKÆVE VINKLER
Morild har en sjælden evne for skæve vinkler. Det er lige på og hårdt, frækt og sjofelt, når det stikker ham. Julen går ikke ram forbi – kom og varm mine røde julekugler lyder en af opfordringerne, kvædet på Johnny Reimarsk.
Vi skal eller ikke være i tvivl om, hvor vi befinder os: Et nummer handler om, hvordan det nymondæne Halmtorvskvarters beboere nu pludselig er i likviditetskrise, og husejere må have hatten fremme for at tigge sig til en skilling for at klare den smuldrende friværdi.
UDLØSNING
Morild har skrevet langt de fleste af teksterne. Ole Fick et par stykker, bl.a. en hamber en om opdelingen af prutter i kategorier, som i hans egen soloversion antager dimensioner, der udløser så mange konvulsiviske grin hos publikum, at man frygter kollektiv, fysisk udløsning. Velbekomme og ’Seid umschlungen’, som Schiller sagde.
En berømte franskmand, ’Le petomane’, kunne på kommando prutte Marseillaisen. Han ville have tilføjet nummeret den musikalitet, vi ellers ikke savnede i denne forestilling, som er gennemsyret af god rytme og vokale slag med halen af den samlede gruppe, Morten Wedendahl, Thomas Pakula og den nævnte Fick og Morild.
FEDTSUGNINGER
Morilds egen begavede verbal-ekvilibrisme tager en stribe lette ture. Én over det netop eksekverede valg – håndkantsslag i flæng – og én, hvor han kører helt ud i tovene som døddrukken julefrokostvrag, der synes, vi fortjener beretningen om hans kones galopperende fedtsugninger, ansigtsløftninger og hårtransplantationer. Ikke noget, der tilfører kabaretgenren uprøvet stof, men stadig:
Stærkt morsomt og afleveret med suveræn professionalisme. Som det allermeste i denne veloplagte kabaret.
Gregers Dirckinck-Holmfeld