'4'48' psykose' Skuespilhuset Portscenen 10.9.10 Anm.

IGEN: INGEN PARDON

Trine Dyrholm sætter endnu en gang livet ind på Sarah Kanes testamentariske ’4’48 psykose’.

*****

Hvad får en skuespiller til det? At byde sig selv det maksimale.
Jo, jo – det dér med udfordringer selvfølgelig. Det hører med til standardkataloget at snakke om de nødvendige udfordringer. Men Trine Dyrholm går undertiden efter det vildt særlige.
Det gjorde hun i marts 2002 med Sarah Kanes ’4’48 psykose’. Alene på scenen som en kvinde i sjæleopslidende selvopgør forud for sit selvmord – for hvad var det med de 4.48? Det var klokkeslættet, den nat Sarah Kane selv hængte sig på et psykiatrisk hospital i England.
Den slags skubber man ikke uden videre sig selv på scenen for at spille med venstre hånd. Overskriften på min anmeldelse dengang var ’Ingen pardon’. Den nådesløse skuespillerpræstation i et nådesløst stykke dramatik.
Siden har vi for et par sæsoner set Trine Dyrholm spille Roland Schimmelpfennigs ’Mand møder kvinde’, et totalkrævende stykke om to mennesker, der mødes og cirkler rundt om hinanden i et replikskifte, der var som splintret glas, en teknisk dybt kompliceret dialog, der samtidig for rundt mod mentale afgrunde, som krævede den yderste omstillingsevne og tæt, tæt forståelse af teksten hos de to spillere. Den anden var Jesper Lohmann.

TOUR DE FORCE

Sara Kanes stykke ville man mene var et, man ikke byder sig selv to gange som skuespiller. Men altså jo. Trine Dyrholm gør det. Og det er ikke uforståeligt, når man oplever, hvordan hun og Jakob F. Schokking, der igen har formet iscenesættelsen, kan få denne provokation til at give mening og mere end det: Få genoplevelsen til at blive uddybelse.
Uden at sige det med sikkerhed: Der må være skabt en del nye billedmæssige rammer omkring Trine Dyrholms spil på den nøgne scene, nye videoprojektioner og især en ny lydside. Begge dele forøger oplevelsen af desperation hos denne kvinde, der kæmper med sit eget image, sin vrede, sin usikkerhed og sin had-kærlighed til både det omgivende liv og til sig selv. Hendes stemme rammer tilbage som ekko. Skikkelsen som et spøgelse. Hun er en omvandrende dobbeltgænger, spaltet, skizofren og samtidig totalt klar på sin eksistens og identitet.

HALKENS PSYKIATER

Det nagende, pinagtige modspil fra den elskværdige, forstående, klichésvulmende psykiater, der vokser og vokser på bagprojektionen, ser til gengæld ud til at være overlevet fra den tidligere opførelse på Betty Nansens Edison Scene. I hvert fald er Kristian Halken lige en tand yngre, end vi ser ham i dag.
Hvis Shel Silversteins ’Der er 25 minutter endnu’ er besk stand up, så er ’4’48 psykose’ det benhårde sceniske attak på psykoanalysen. Og endnu en tour de force fra Trine Dyrholm.

GregersDH.dk

Shel Silverstein ’Der er 25 minutter endnu’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *