Lili Boulanger. Ferielæsning i Mijas maj-juni 2023

BEDRE SENT END…

En genfundet bog om Lili Boulanger er omsider læst. En lidt haltende læsning af en delvis roman, delvis biografi om det franske komponist-talent, der døde som 25 årig i 1918 af tuberkulose.

LEDER i arkiverne efter et DR-tv interview, jeg lavede i Paris i 1975 med den franske komponist Nadia Boulanger. Støder undervejs på roman-biografien med Nadias yngre søster Lily Boulanger, som også var komponist, men døde som 25-årig af tuberkulose i 1918, allerede bemærket som talentfuld komponist.
LILI-biografien er skrevet af Bodil Steensen-Leth og udkom i 2004 på Gyldendal. Den har slumret på reolen, siden jeg for tyve år siden satte den tilbage efter at have læst halvtreds af dens 257 sider, træt af forfatterens kamp med at få det dokumentariske stof omsat til roman. Nu har jeg hentet bogen frem og læst den til ende. Jo. Formen trætter stadig, men man vænner sig nogenlunde til uberegneligheden mellem hovedpersonens monologe passager, den dramatiske dialog og fortællingen. Stoffet er interessant, du kommer gennem de mange, lidt diffuse glimt ind i forløbet omkring den syge, unge kvinde og hendes omgivelser – søsteren Nadia Boulanger og forskellige musiker-kolleger vokser til markante bipersoner, bl.a. pigernes russiskfødt mor og kvinderne i husholdningen – et billede af velsitueret middelklasse, hvor musikken er gået i arv gennem flere generationer, fastholdt i klassisk disciplin og tradition. Også Lilis og Nadias far var komponist, hans baggrund lå i 1800-tallets klassisk-romantiske udtryk – Lili blev han far til i en alder af 77 år i 1894. Begge husets døtre, både Lili og Nadia har trukket opmærksomhed til sig i det parisiske musikmiljø, begge har i deres pureste ungdom fået tilkendt fransk kulturs sikreste vidnesbyrd om talent – store priser, ikke mindst studieopholdet i Villa Medici i Rom, som husede de årlige vindere af romer-prisen. Lilis tragisk korte livsforløb og stædige komponeren med inspiration fra ikke mindst Debussy har aflejret musik, som stadig spilles. Søsteren Nadias eftermæle er navnlig en musikpædagogisk indsats, der har sat sig spor hos talrige komponister fra Stravinskij til Leonard Bernstein – hun blev gennem et halvt århundrede søgt af komponister fra hele verden – blandt danskere er Povl Rovsing Olsen og Per Nørgaard.
BODIL Steensen-Leths bog kan læses som et interessant tidsbillede, ikke mindst omkring de vanskelige år i Paris under 1. verdenskrig, men altså også et godt indblik i en kvindelig komponists insisteren på at få plads til sine ambitioner.
gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *