Husk deadline

ANMELD KONCERTEN – HUSK DEADLINE!
Anmelderiet af kulturstoffet er igen til debat. På nogle aviser hænger det endda i en tynd tråd. Navnlig det klassiske musikstof har det svært. Artiklens forfatter har levet et langt liv i den mærkelige branche. Her skriver han om det miljø, han har været en del af. Om sære størrelser, kloge folk og galninge, om op- og nedture.
DE danske musikanmeldere har en forening, der fejrer 100 år i denne januar 2024. En nobel klub, som sjældent gør sig voldsomt bemærket i det offentlige ud over en årlig Tivoli-koncert, hvor man uddeler en hæderspris. Foreningen spørger mig, om jeg ikke – inden støvet lægger sig helt – kan fortælle om min egen generation af musikanmeldere. Det gør jeg så her. Altså noget om folk, der stort set har forladt denne verden, eller måske – som jeg – sidder her ved jul og nytår og gnægger meninger om levende musik, salmesang, klokkers klang og nye toner i luften. I en slags kor med andre anmeldere som Politikens Simon Lund, der skriver i sin avis: ”Når man hører Justin Bieber pibe sig ind under misteltenen, lugter det mere af spekulation end af sprøde klejner.” Du godeste! Eller hans kultiverede kollega i bladets musikredaktion Henrik Friis, der siger: ”Når jeg sætter Bachs Juleoratorium på, kommer jeg i julestemning.” Der er tryghed hos Friis.
SÅDAN reagerer nogle musikanmeldere altså den dag på, hvad der melder sig af musik. Bieber eller Bach. Henrik Friis er medlem af den 100 års jubilerende Musikanmelderringen. Som jeg selv har været det i tidligere perioder. En klub af folk, der skriver om klassisk musik, altså rigtig klassisk musik. Og dér roder jeg mig straks ind i hvirvelvinde af diskussion – også med mig selv. For hvad vil det sige: rigtig klassisk? Jeg nøjes med at melde, at jeg er fra et hjem med klaver, og at jeg i min studietid har bakset med at skrive nødtørftige fugaer og korrekte koralharmoniseringer. Ikke nødvendigvis et adgangskort til anmelder-branchen. Men brugbart, når jeg skal holde humøret oppe og stabilisere selvrespekten.
SÅ kan jeg i øvrigt bare kigge ned over navnene på de musikere, der gennem de sidste tyve år har modtaget Musikanmelderringens årlige pris og fået den overrakt ved en festkoncert i Tivoli. De har næsten alle været gennem klassisk skoling og spillet eller sunget regelret partiturmusik af den art, hvor publikum sidder stille, holder kæft og lytter uden at fægte med armene, trampe i takt eller synge med på omkvædet. Så dér er vi leveret: Vi er til klassisk på hver vores side af rampen. Formanden, der i disse år prisoverrækker til de udvalgte, er Thomas Michelsen – virksom i en generation ved Politiken. Ham kan man have fidus til. Han har skrevet en bog i nærmest disputatsformat om komponisten Vagn Holmboe, der er på randen af glemsel.
MUSIKANMELDERRINGEN har varetaget sin udkikspost som overvåger af dansk musikliv siden starten i 1924, da den blev dannet af en anmelder ved navn Kai Flor. En mand, der skrev og skrev. Anmeldelser, digte, bøger om næsten hvad som helst inden for horisonten – listen over skriverierne på hans gravsten er alenlang. Biografier om kunstnere, musikere og komponister, malere og forfattere. Titler som ’Darwins udødelige tanker’, ’Kvinder i fransk kunst’, masser af oversættelser, f.eks. af Robert Louis Stevensons ’Skatteøen’. Intet emne synes at være kommet bag på ham. I Berlingske Tidende skrev og anmeldte han fra 1914 og frem til slutningen af 1950’erne, mens han ufortrødent passede poster som bestyrelsesmedlem i forskellige musikinstitutioner eller i Det Kongelige Haveselskab. Medlem af Modstandsbevægelsens kunstneriske udvalg. Sådan et fandtes altså. Kai Flor var aktiv så længe – og jeg i gang så tidligt – at vores veje krydsedes en kort tid. Jeg gengiver af og til en myte, jeg måske selv er ophavsmand til. En myte, der handler om Kai Flors hurtige pen. Ved en koncert i Christiansborg Slotskirke var jeg blevet hængende for at høre et ekstranummer med Københavns Drengekor. Da jeg forlod kirken, mødte jeg Kai Flor på Højbro Plads på vej hjem fra Pilestræde efter at have afleveret sin håndskrevne anmeldelse på Berlinger-redaktionen. Sandt nok – han var en hurtig mand. Og velskrivende.
JEG genfortæller myten som eksempel på en egenskab, som utallige anmeldere har måtte mobilisere: Kravet om at aflevere til tiden. Redaktionssekretariaterne var nådesløse. Der var stramme deadlines. Men lyttede med spidsede ører under koncerterne. Reflekterede over mulige formuleringer, afvejede ordvalg. Sprang ind imellem fra i koncentrationen, når man blev distraheret af et eller andet – et menneske, der sad uroligt på rækken foran, måske småmumlede med sin kone. Eller en anmelderkollega ved siden af, der diskret tændte sin lille lommelygte for at studere programmet og skrive et guldkorn på sin notesblok. Hvad skrev hun mon? Hun var sjov og præcis i sine formuleringer, BT’s Birgitte Grue, og savnet i dag for sit rapmundede humør… Men hovsa! Med et sæt er man tilbage i intens opmærksomhed mod 2.satsen af den Beethoven-sonate, der var pianistens hjerteblod. Senere bliver man afbrudt af en hurtig overvejelse om kommende besvær med at forlade rækken efter bifaldet uden at jokke nogen over tæerne. Det gjaldt om at komme hurtigt ud og af sted på cyklen. Fungerede cykellygten i øvrigt? Skammelige spekulationer, mens en glimrende pianist spillede Beethoven. Jeg har i en af Teatermuseets fine bogudgivelser fortalt om min allerførste opgave som anmelder ved det hedengangne Dagens Nyheder. Jeg har vel dengang været 25 år, mobiliseret af musikredaktøren Sigurd Berg til at gå til en tenordebut i Palæets lille sal og berette om begivenheden. Jeg tumlede ud fra 6. række, kom i nervøsitet til at tabe min blyant og smække med døren, stormede gennem aftenmørket til avisen, der lå Ved Stranden 18 og memorerede nye sætninger i elevatoren på vej op til kontoret på 2. sal, hvor en gammel Remington stod klar med sine knirkende taster og et billede af den italienske sopran Angelica Catalani hang på væggen – for resten med et digt skrevet på bagsiden om hendes ophold på Hotel Royal, da hun optrådte på Det Kgl. Teater i 1827. Bladhuset Dagens Nyheder havde været hotel indtil 1876. Digter lyder: ”Europas største sangerinde/Da notabene hun var ung/var i Hotellet inde/Og tømme artigt der sin pung/Dog vi slet ikke persiflerer/Man meget billigt dér logerer.”
MIN anmeldelse af tenor-debuten den aften leder jeg i dag forgæves efter i mit arkiv. Jeg husker kun, at sangeren havde tyske lieder på programmet, og at han i øvrigt tilbragte hverdagen som lærer og senere rektor ved Zahles Seminarieskole. Nu var det bare et opkald til min gamle anmelderkollega Peter Dürrfeld på Kristeligt Dagblad. Han har undervist i årevis på Zahle-skolen og er et menneske, der har lige så mange antenner ude som Kai Flor havde, skriver om alt, hvad der rører sig af musik, og derfor også kan fortælle, at lied-debutanten i Odd Fellow Palæet dengang hed Niels Holm. Dürrfeld havde oven i købet overværet koncerten med elever fra Zahle og huskede, at Niels Holm havde sunget Schubert. Mennesker som Dürrfeld har ubegribelig lagerplads for viden og oplevelser ligesom mange af de virtuose erindrings-atleter, der medvirker i tv-programmerne ’Jo færre jo bedre’. På Kristeligt Dagblad er han en solid forvalter af klassisk musik og bringer også sin viden videre i bog på bog. Lige så grundigt som Jyllands Postens mangeårige anmelder John Christiansen, som ved siden af var leverandør af store artikler til Den Jyske Operas programmer. Christiansen var desuden en perfekt rejseleder for kolleger på koncert- og operaekspeditioner i udlandet, vidste f.eks. hvor man spiste ordentligt i musikkens hovedstæder. Han aflyste engang et enkelt af de kulinariske arrangementer – jeg tror, det var i Helsinki. Christiansen gjorde stilfærdigt Politikens Jan Jacoby opmærksom på, at hippie-påklædning næppe var velset det valgte sted. Det kunne han have sparet sig. Jacoby var Jacoby – en ubestikkelig mand med en sikker dømmekraft som anmelder.
HVORFOR skal det gå så hurtigt med at skrive anmeldelserne? Det skal det heller ikke. Det kommer an på, hvem man skriver til. På dagbladene er hurtighed med det dagsaktuelle en tradition. What’s the news! Den konservative Dagens Nyheder fik sit navn i 1868 for at gøre folk opmærksom på, at bladet skriver om det, der er aktuelt. På dagen! Socialdemokraten ændrede navn til Aktuelt i 1980’erne. Mere her og nu. På med vanten. Jeg havde fået en slags visitkort til Dagens Nyheder med en stribe freelance artikler i kronikformat – om opera, om komponister og om ny musik. Gå hen i Palæets lille Sal, lød det så. Det er en sangdebut. Komponisten Jan Maegaard skulle have anmeldt, men var rejst til U.S.A. for at studere Arnold Schönbergs efterladte papirer. For Maegaard endte det med en doktorafhandling.
DAGENS NYHEDER havde i forvejen flere musikanmeldere i de år. Sigurd Berg var nestoren på området frem til bladets pludselige lukning i 1961. Fliden selv. Og alsidigheden. Efter en af disse løbebaner, der sætter farve i kinderne på mange i anmelderbranchen: Han havde puslet med forskelligt efter studentereksamen, jurastudiet, gået på malerkursus hos Harald Giersing, taget en eksamen som tegnelærer og været reklametegner, indtil han blev tændt for alvor at musikken, især med en magisk opslugthed af at nedfælde og ordne alt muligt musikalsk materiale. Også som arkivar for Musikhistorisk Museum og for Claudius’ Samlinger. Der var orden i sagerne. Spørg Sigurd! Sagde vi. Det var før-google-æraen. Hans tilværelse som anmelder sluttede med freelance opgaver for Information og Berlingske Tidende, indtil han døde i 1984.
PÅ Dagens Nyheder havde Berg som redaktør været fastansat – vi andre kunne hæfte et ’fast freelancer’ til vores position. VI – det var foruden mig som nyankommen især Flemming Weiss, komponist af kammermusik af lys og venlig karakter, ind imellem eksperimenterende. Bartok og Stravinskij var tæt på som forbilleder. En stilfærdig, ældre herre, som jeg hilste på, mere end jeg snakkede med ham. Det var sjovt senere at finde hans navn som medlem af det panel, der i 1957 udvalgte de melodier, der blev sunget til det første danske Melodi Grand Prix. Han har altså været medansvarlig for kåringen af ’Skibet skal sejle i nat’. Uforglemmeligt hit med Birthe Wilcke og Gustav Winkler. Det husker jeg ikke, der blev snakket om dengang på redaktionen.
DAGENS NYHEDER endte som nævnt sit liv i 1961, da ejeren Arbejdsgiverforeningen lukkede det på grund af bladets underskud. Redaktionen var så venlig at anbringe et stort interview, jeg netop havde lavet med komponisten Niels Viggo Bentzon, i finalenummeret af avisen. Titlen var ’Løvebrøl i dansk musik’, ledsaget af et billede, hvor Bentzon som en hvalros stiger op af Kattegat foran sin bolig ved stranden i Hornbæk. Interviewet var med til at bringe mig videre til musikanmelder-jobbet på Ekstra Bladet kort efter. Nok sammen med den stak skriverier, jeg netop den sommer havde ekspederet til spalterne fra en musikfestival i Wien. Herbert von Karajan var utilnærmelig, men den unge dirigentstjerne Zubin Mehta var med på at fortælle om sine musiker-erfaringer i hjemlandet Indien.
VI er altså i 1961. Ekstra Bladet var den på Rådhuspladsen hjemmeboende lillebror til Politiken og bestykket med en højt kvalificeret musikanmelder ved navn Jürgen Balzer. Født 1906, student 1924, mag.art. 1930 – der var fart over feltet og disciplin over hans professionelle fremfærd. Når han anmeldte koncerter, sad han som regel med noderne foran sig for at tjekke, at alt gik rigtigt til. Det var på hans forslag, at jeg kom til Ekstra Bladet. Selv flyttede han kort efter til Berlingske, hvor han fortsatte de næste otte år. Ekstra Bladet var ikke rigtig ham længere, jorden gyngede under bladets oplag, kulturstoffet haltede, chefredaktøren Ole Cavling (søn af den berømte Cavling, ham med Prisen) var ved at tabe tråden oven på mange års succes. Musikanmelderiet levede en del år fremover på hævdvundne traditioner, mens andre nyskabelser haglede ned over spalterne. Anmeldelser af koncerter og opera var noget man bare sådan havde, hvis man var et dagblad. ’Concert!’ proklamerede redaktionschef Sjölin højstemt, af en eller anden grund på fransk, når jeg afleverede en anmeldelse til viderebefordring i sekretariatets rørpost, så den sekunder efter havnede hos typograferne, det muntre folkefærd på 4.sal, son engang om ugen samledes omkring en af blokkene i sætteriet og sang temaet fra ’Troldmandens Lærling’ flerstemmigt så det summede som en flok fagotter på orlov.
JÜRGEN Balzer havde lagt arbejde og sjæl i avisen gennem årene, siden han begyndte som Ekstra Bladets musikkritiker i 1938 – han havde været formand for bladets medarbejderforening og også formand for Musikanmelderringen. Det sidste fortsatte han med, også da han kom til Berlingeren. En lærd sagkyndig, der udmærkede sig med flere bøger om musik. Min egen læsning omfatter hans bog om Debussy. Han hed altså Jürgen, kaldte sig Jørgen og protesterede, hvis man sagde navnet på tysk.
SÅ broget skaren af musikanmeldere altid har været. Individualister. Mest af mandlig race. Dog havde Birgitte Grue en interessant kvindelig forgænger på BT i 20’rne og 30’rne, hvis rygte levede i årevis efter hendes død i 1936. Hun hed Hedevig Quiding, havde en fortid som operasanger i Tyskland, men slog sig siden ned som sangpædagog i København med bopæl i det gamle Frederiks Hospital i Bredgade – i dag Kunstindustrimuseet. Hun skrev så råt, som hun talte – direkte og på underklasse-københavnsk. Hun var født i Adelgade-kvarteret. Liva Weel har fortalt om Hedevig Quiding – hvordan hun omgav sig med horder af dyr, katte og hunde og sågar en abe. Hun tjente godt som sangpædagog og testamenterede en lille formue til dyrebeskyttelses-formål.
EN mand som Balzer, der skrev indsigtsfulde anmeldelser, gk samtidig løs på den voksende pladeindustri. Han var konsulent på klassisk dansk musik for selskaberne i den grad, at en pladeserie fik titlen Edition Balzer, og han selv blev tilkendt Nordisk Polyphons ærespris i 1952. Selvfølgelig var han ikke den eneste musikanmelder, som havde akademisk baggrund. Andre gjorde ham rangen stridig. Berlingskes Nils Schiørring kunne spille cello, men var først og fremmest musikvidenskabelig professor ved Københavns Universitet, en mand, der livslangt specialiserede sig i 15 og 1600-tallets verdslige viser og Brorsons salmer, og i øvrigt sad i alt, man kunne sidde i af udvalg og institutioner, der beskæftigede sig med dansk musik. Han skrev letlæseligt, aldrig indviklet eller udfordrende. Hvis han var på vej ud på dén bane, kunne han bare læse den irske forfatter George Bernhard Shaw og hans måde at spidde anmelder-nørder for deres tørlagte, musikalske analyser. Shaw vaklede ikke, når han anmeldte: ”Jeg kan nu engang ikke udstå Brahms, når han er højtidelig. Hans Requiem er der kun liget, der kan udholde.”
DEN bemærkning var næppe faldet Nils Schiørring i pennen. Snarere måske en senere arvtager på Berlingeren som Søren Schauser, der bemægtiger sig sproget på sin facon. Mit første møde med ham var som sidemand till ham i Aalborg Hallen ved en operaforestilling. Han sagde skæve og lidt uberegnelige ting. Ordrig det ene øjeblik, lakonisk det næste. Som når han skriver. Schauser er lektor på Musikkonservatoriet i København. Som kritiker har han bekendt kulør, som det fremgår af Anne Middelboe Christensens bog ’Begejstring og brutalitet’, en farverig analyse af kunsten at anmelde. Hans indgang til kritikerfaget er ’at oplevelsen skal blive til et digt eller et eventyr’. Det krav lever han op til med større eller mindre held. Men det sker da, at vi går på eventyr med den digtende anmelder, også når han medvirker i DR TVs succesrige ’Den klassiske musikquizz’.
HVAD drejer anmelderiet sig om? Om at skrive om det, man hører. Men hvordan? Anne Middelboe slynger svaret ud som et krigsråb: ’Begejstring og brutalitet’. Det er bogens titel. Du kan hæve til skyerne. Eller slagte. Enten eller. Men så der alt det, der befinder sig mellem yderpunkterne. Det kan man jo blæse på, men så kommer man ikke langt i det professionelle musikliv. Anne Middelboe opstiller nuancerede kriterier for, hvordan man kan skelne mellem skidt og kanel. Det kan bære brugbart at skille journalistik og analyse fra hinanden. Men så er der alt det andet. Hensyn eller hensynsløshed over for venner, kolleger, arbejdsgivere, renoméet, særtjenester, honoraret, bemærkninger, blikke, lammende tavshed. Alt det man skal kunne se køligt tværs gennem og lukke ørene for i håb om at komme frelst gennem død og skærsild, når den tid kommer. Du står ved, hvad du skrev. Er du for tæt på dem, du anmelder? Kender du dem privat måske? Man kan sagtens lege med idéen om vandtætte skodder. Ikke være i lommen på nogen. Berlingskes anmelder Jens Kistrup nægtede engang at modtage et gratis program, når han gik til en forestilling. Ubestikkelighed. I hvert fald for en aften eller to.
MAN kan opstille firkantede regler for, hvad en anmeldelse skal indeholde. Ligesom når man i underskolen skrev dansk stil: Indledning. Indhold. Slutning. Det kan være ok og nyttigt. Men det bliver man sjældent anmelder af. Her og nu sidder jeg med en artikel i Weekendavisen fra november 2022. Den er skrevet af Madame Nielsen, d .v. s. den anmelder, der under sit oprindelige navn Claus Beck-Nielsen skrev musik- og teateranmeldelser i Politiken i årene 1996-99. Hans karriere har fra starten bragt ham via løsslupne holdepunkter som musiker, skuespiller, sanger og forfatter til rollen som dramatiker, en skrivende performer med både identitets-, køns- og navneskift. Han fik en Reumert-pris for det kontroversielle teaterstykke ’Black madonna- White nigger’ på Teater Sort/Hvid i 2018, hvor han føjede en facet til professionen ved at hælde en balje kulørt vand over sin nøgne krop. Artiklen i Weekendavisen er et orgie af irritation over publikums-halløjet ved en premiere på Wagners ’Niebelungernes Ring’ på Statsopera Unter den Linden i Berlin i efteråret 2022. De første hundrede linjer i anmeldelsen er uden punktum en rablende latterliggørelse af den opulente dekadence hos premierepublikummet. Bruset af silkeknitrende damerober, sværmen af aldrende rigmænd og tjenere i hvidt liberi med ”højt løftede små lystyachter med bittesmå smagsoplevelser og vippende champagneglas”. Madame Nielsens hån fortaber sig ikke, da han derefter spalte på spalte udmaler de endeløse wagnerske tonestrømme og en scenografi med associationer til alverdens kulturelle mytologier ’som om Wagner monstrøse ambition kun kan forløses gennem endnu mere monstrøse ambitioner. Madame Nielsen synes kort sagt, at det hele er for meget. Man kan i Weekendavisen gå til bladets faste musikkritiker Peter Johannes Erichsen og få lige så mange og endnu flere linjer om Wagners ’Ringen’, linjer, som smelter sammen ii konstruktiv analyse og den blanding af begejstring og brutalitet, Anne Middelboe taler om i sin bog. Erichsen har en årelang interesse for Wagner, og Ringens niebelunger måles og vejes med oparbejdet erfaring, som videregives med sproglig rigdom. Erichsen er både film- og musikekspert. Som journalist eksklusiv i form og detalje og personligt nærværende i sine anmeldelser. En skrivekunstner. Mundtligt er fænomen. Hans billedrige associationer udfolder sig som et kapløb mellem hans tanker og hans galopperende, verbale formuleringer. Svær at forstå af og til. Nem at læse. Wagner er kun en af hans slagmarker. Ligesom det var for Informations Hansgeorg Lenz. To forskellige sprogkunstnere. Erichsens skriftsprog er som en luftig rokoko-jungle. Lenz’s som et forrevet klippelandskab.
DET personlige stempel hos en musikanmelder er afgørende. Skema-anmeldelser efter bogen så kedelige som kongrestaler i det gamle Sovjetunionen. Men ikke hos Hugo Seligmann, der skrev i Politiken fra 1919 til 1943, da han måtte flytte til Sverige. Et udvalg af hans anmeldelser findes under titlen ’Efter koncerten’. Seligmann skrev med et hjerte bankende af livsglæde, sarkasme eller lyksalighed, og sagkundskaben var i orden, ikke erhvervet gennem universitet eller konservatorium, men ved at stå i lære på gammeldags håndværkerfacon hos komponister som Fini Henriques og Carl Nielsen. Du kan få nerverne i galop bare ved at læse bogens første anmeldelse ”Sangeren uden stemme’. Om tenoren Ludwig Wüllner, internationalt berømt for sin Lied-sang, solist i 1910 i den første U. S. A.-opførelse af Mahlers ’Kindertotenlieder’. Wüllner havde overvundet et årelangt problem med at stamme og gav koncerter, bl.a. i København. Seligmann skriver: ”Andre mennesker synger Schubert. Wüllner iscenesætter ham. Med kæmpemæssig suffisance og fantastisk egoisme tog han Schubert i krebsen og rystede dramatik ud af ham som man ryster et blommetræ, og det gibbede i os alle sammen…” Når Seligmann ikke anmeldte, greb han nodepennen og skrev sange som ’Pigerne udi Spanien’ eller ’Tre røvere fra Rold’, der stadig har en vis livskraft.
DER er anmeldere, man ærgrer sig over ikke at have kendt bedre. En mand som Bernhard Lewkovitch. Undgik han anmelderkollegerne? Måske. Eller var det omvendt? Han var knyttet til BT fra 1957 til 1973. Senere til Kristeligt Dagblad. Jeg så ham til koncerter. Han virkede som i sin egen verden. Man gætter: En verden opfyldt af hans egen musik, selvom han kunne skrive klogt om andres. Så sent som i 2008 skrev han i Kristeligt Dagblad en meget positiv nekrolog om DRs musikchef Mogens Andersen, der gennem 60’erne og 70’erne havde ført en konsekvent kamp for avantgardemusikkens nødvendighed. Lewkovitch var organist og kantor ved den katolske St. Ansgar Kirke i Bredgade, han var katolik, født i Ukraine i 1927 og kommet til Danmark med forældrene som dreng. Moderen fødte syv børn, og Bernhard blev 12 år gammel anbragt på et Cistercienserkloster ved Roskilde. Han gennemgik musikkonservatoriet, og hans gøren og laden har siden været koncentreret om kirkemusik. Værklisten er spækket med orgelmusik, med kor og motetter. Omhyggeligt, måske også møjsommeligt komponeret, hvis man skal tro en ironisk og muligvis jaloux kollega: ”Komponisten Bernhard Levkowitch har i sidste uge nedfældet en node.”
Levkowitch så næppe sig selv primært som anmelder. Han var komponist. Ligesom Poul Rovsing-Olsen, der anmeldte først i Information, derpå tyve år i Berlingeren, men mest befandt sig fjerne steder i sit hoved. I min anmeldelse af hans Lorca-opera ’Belisa’ på Det Kgl. kalder jeg ham ”en af de sære planter i dansk musik… hyppigt opført, velkendt som musiketnograf… hjemme i fjerne landes musik. Alle kender ham, men ingen kender ham, når det kommer til stykket. Tilknappet, elskværdig, distancerende… En snak med ham i København kan handle om hans andet hjem Frankrig. En snak i Frankrig om de arabiske lande, hvor han flere gange har været på forsker-ekspedition. Og jeg er sikker på, at han i et telt i Bahrein kan blive fjern i blikket og tale om grønlandsk musik…” Carl Nielsen-prisen i 1965 indbragte ham penge, som han købte hus for i Frankrig. Jeg så stedet under en af mine egne rejser: Et ensomt hus i en dal dybt inde i Provence. Ro til at komponere. Rovsing-Olsen var først fransk gift, men giftede sig senere med Louise Lerche, som stod for mange års koncertaktiviteter i sit hjem, herregården Lerchenborg ved Kalundborg.
VAGN HOLMBOE, Poul Rovsing-Olsen, Per Nørgaard, Pelle Gudmundsen-Holmgren, Ib Nørholm. Listen over komponerende anmeldere er lang. De skrev anmeldelser ind imellem, som regel på opfordring, ofte klogt og forstående, kun med større armsving, når musikdebatter brændte på. Dem meldte der sig mange af omkring de år, Dagens Nyheder måtte lukke. Uden sammenhæng i øvrigt. En flodbølge af nyorientering satte i gang med de års meget omtalte Darmstadt Musikdage for ny musik og røret omkring komponisten Karlheinz Stockhausen. Dodekafoni, tolvtoneteorier, seriel eller elektronisk musik skabte uro og energi i en ny generation af komponister. Idéer – sat i gang omkring Arnold Schönberg, Anton Webern og Alban Berg allerede i 1920’rne – var blevet holdt nede i 30’rne og 40’ne under nazismen og brød nu igennem i slutningen af 50’erne.
HVORDAN befandt man sig som anmelder i de oprørte vande? Foruroliget, nysgerrig, engageret, afventende. En som var stærkt skeptisk, var Politikens Frede Schandorf, der anmeldte i Politiken fra 1949 til 1972. Uddannet pianist fra konservatoriet, debut med Ravel i 1941. Han anmeldte godt og solidt, men oparbejdede efterhånden sine egne teorier som en slags parallel til atonalitet og dodekafoni og ikke mindst sit eget alternativ til det djævelskab, han syntes bredte sig med nedbrydning af alle traditioner.: Især den provokerende antikunst-bevægelse med fanfarenavnet Fluxus, som vi havde fornøjelsen af i København under den såkaldte Fluxus Festival, som fik husly i Nikolai Kirke i november 1962, et ugelangt virvar af happenings og ubegribelige hændelser. Publikum sivede gradvist og efterlod til sidst en af Fluxus-kunstnerne med fingeren på én og samme orgeltone, mens natten stundede til. For de fleste anmeldere havde det meste tvivlsom relation til musik. Ligesom andre begivenheder, der indtraf i de sæsoner, bl.a. besøget af den koreansk-amerikanske Nam June Paik, der på Louisiana målbevidst splittede klaveret til pindebrænde og klippede slipset af Informations anmelder Hansgeorg Lenz, der sad på 1. række. De utrolige hændelser, der udfoldede sig i de dage, førte til et stormfuldt møde, arrangeret af Det Unge Tonekunstnerselskab i 1966, hvor Frede Schandorf på et tidspunkt sprang til en tavle med kridt i hånd og tegnede og beskrev sine alternative ideer til bekæmpelse af mislighederne. De bestod i noget, han kaldte cronomatik og var baseret på hans undersøgelser af overtonerækker. Han videreførte idéerne efter årtusindskiftet gennem stiftelse af et Cronomatisk Institut, der fik til huse i Augustenborg på Als. Som anmelder sluttede han på Politiken i 1972, men anmeldte siden sporadisk i Ekstra -Bladet, hvor min stol var kølet ned for en årrække.
DET med de ’vandtætte skodder’ mellem anmeldere og dem, de anmelder? Fint princip. Men vi er tæt på hinanden i vores lille land, og det kan være en overvejelse, om man er med på øretæver, hver gang man selv giver øretæver. De skal i hvert fald være slagsmålet værd. De gensidige aggressioner smuldrer nemt. I mine første dage på Dagens Nyheder modtog redaktionen engang en stribe klager over mig fra en koncertarrangør, hvis ’Palækoncerter’ jeg var grov ved. Chefredaktøren kaldte mig ind og dumpede alle brevene i papirkurven for øjnene af mig. Absolut urimeligt. Lige til en diskussion i TV’s ’Presselogen’. Men for mig dengang billigt sluppet, så jeg har rejst en buste af redaktøren i min erindring.
INFORMATIONs Hansgeorg Lenz er blevet berømt og berygtet for sin fremfærd mod noget, der bød ham imod. Brysk, virtuos, uforskammet, ironisk. Der var mange variationer i hans respons. Man kan få syn for sagen i den samling af anmeldelser og artikler, som er udgivet med titlen ’Lykken er en ener’ redigeret af musikskribenten Jacob Levinsen. De giver godt indblik i sproget og tankegangen hos en af de mest originale musikkritikere, vi har haft i min levetid. Hansgeorg Lenz var kommet til Danmark få år efter 2. verdenskrig, han var født 1926 et sted nær Gdansk og havde haft slemme oplevelser under krigen. Gennem et tilfældigt møde med danskere kommer han til Danmark og studerer filosofi og teologi i Aarhus. Han tilegner sig en fabelagtig beherskelse af det danske skriftsprog og imponerer derefter med sine analyser af musiklivet, først på Dagens Nyheder, derefter fra 1955 på Information uden pause frem til 1994. Det er overdådig læsning, ofte i kringlet, germansk-syntaktisk formulering. Ikke altid læsning for de utålmodige. Utrættelig skarp i sin kritik. Var man sårbar, så kunne hans kritik byde på morderiske hug. Vé f.eks. dem, der havde ansvar for balletten ’Salome’ i Cirkusbygningen i 1978. Ikke mindst Flemming Flindt, ballettens ophavsmand og koreograf. ”Dansere, der flintrer spjættende omkring eller glider i slow motion ind i fladtrådte klichéeer. Ballet for de hoved- og benløse”. Lenz fortsætter: ”Og så kommer – som hele landet længe har vidst – Vivi Flindt nøgen. Med en udstråling som en dybfrossen poulard. Og lige så grydeklar i sine bevægelser…” Hansgeorg Lenz’ sarkasme kan lande på et sårbart niveau, når han gribes af mangedoblet væmmelse. Hans humor og ironi kan miste sin elegance. Musikken til ’Salome’-balletten, som var skrevet af englænderen Peter Maxwell Davies, kalder Lenz ”ulidelige clichédannelser… som en novelle tværet ud til en tobinds slægtsroman.” Stærk læsning blandt de 60 udvalgte anmeldelser i ’Lykken er en ener’.
LENZ’s nedgøring af kunstnere kunne komme uventet og lammende. Det gik f.eks. ud over den rumænsk-tyske dirigent Sergiu Celibidache, der trods en formidabel status i dansk musikliv, især gennem sin ledelse af Det Kgl. Kapel, blev så rasende over en Lenz-anmeldelse efter en opførelse af Verdis ’Requiem’ i Odd Fellow Palæet i 1963, at han derefter nægtede at dirigere i København. Jeg bad ham fortælle hvorfor, da jeg i september 1967 interviewede ham i forbindelse med en koncert i Stockholm. Der var gået næsten fire år siden koncerten i Odd Fellow Palæet, men Celibidache kunne stadig ikke styre sin vrede: ”Jeg kom til København. Åben som et barn. Uforudindtaget og forventningsfuld. Der var harmoni i arbejdet. I denne forbilledlige atmosfære optrådte pludselig et ondt menneske, en fuldstændig ukvalificeret dilletant med sine forgiftede, negative synspunkter. Med en uhyre arrogance kritiserede han mit arbejde så grundløst, at jeg mærkede, at grunden blev slået væk under harmonien…” Hvad Lenz’ kritik helt præcist var gået ud på var svært at få en forklaring på under interviewet – muligvis noget Lenz havde sagt eller skrevet om vokalsolisterne i Verdis ’Requiem’. Celibidaches vrede var bare rettet mod Lenz. ”Musikerne er mine venner – jeg mindes ikke, at jeg har en eneste fjende i orkestret. Men jeg kan ikke stille noget op med sådan et menneske i nærheden…”
INDBYRDES forholdt de danske anmeldere sig dengang en smule reserveret over for hinanden. Man talte sammen, oplevede sammen, rejste sammen, kunne være uenige, men vi kastede os sjældent ud i offentlige opgør. Dog. Det skete. I 1967 skulle DR have ny musikchef. Det blev medarbejderen Mogens Andersen. Gennem flere år hyldet elle angrebet for sin indsats med radioprogrammet ’Vor tids musik’. Elsket af nogle, hadet af andre. Op til chef-valget røg afdeling ind i hidsige konflikter om den måde Radiosymfoniorkestret fungerede på. Hvor langt rakte musikernes forpligtelse til at spille, hvad de blev sat til? Orkestrets funktion og repertoire blev bestemt af Musikafdelingen. Ikke af orkestret. Det røg op i en spids i sommeren 1966. Musikafdelingen lod det år afholde en konkurrence om nye kompositioner til orkestret. Et af de indsendte værker var fra den Fluxus-inspirerede danske komponist Eric Andersen. Det havde titlen ’Opus 51’, og partituret bestod i en sætning, der blev stillet på musikernes nodepulte. Også på dirigenten Francesco Christofolis. Sætningen lød ’I have confidence in you’. Der var med andre ord frit slag til at spille, hvad man havde lyst til i de minutter, der var fastsat. Musikerne skummede af raseri. Nogle få forsøgte at lege med, og situationen røg hurtigt ud til offentlig latter og debat. Og blev samtidig et argument i spørgsmålet om, hvem der skule være afdelingens nye chef. Sangeren Aksel Schiøtz blev opfordret til at søge stillingen. Den berømte sanger, der havde gjort danske sange og wienerklassikens lieder til livsledsagere for Gud og hvermand. Nu sad han som professor ved et konservatorium i U.S.A. efter forgæves at have forsøgt at komme tilbage i sangerkarrieren oven på sygdom og stemmeoperation. Han søgte DR-stillingen. Men forgæves. Musikafdelingens egen mand – ’Vor tids Mogens Andersen’ som han blev kaldt. Han var dygtig. Men sandelig ikke en mand, som fodrede radiolytterne med hyggetoner til køkken-opvasken. ’Opus 51’ blev hængt om halsen på ham som en strikke. Men han fik jobbet. ’Opus 51’ levede til gengæld videre hos mange som et mareridt. Blandt anmelderne valgte Hansgeorg Lenz ikke at kaste sig ud i værkets musikalske udfordringer, men til gengæld i de argumentationer, der blev leveret fra begge sider. Forsimplede og provinsielle, skrev han. Især da det mere og mere kom til at handle om penge, om støtte, om bevillinger, om hvem der havde økonomisk fordel af at være imod avantgarde-musik. Om magten i musiklivet.
Det var en problematik, Politikens Robert Naur kunne boltre sig i med sin smidige, men ikke altid helt sikre og konsekvente vinkel på tingene. For ham tydeligvis en tumleplads med mange muligheder for at få helte og slyngler til at figurere i et dramatisk og humoristisk skær. Det var Naurs underholdende styrke. Naur var født i Frederikslund ved Aalborg i 1926 (samme år som Lenz blev født ved Gdansk). Han var søn af maleren Albert Naur og gennemløb hurtige impulser fra journalistiske jobs på aviser i det nordjyske, tilbragte en periode på musikkonservatoriet i København, hvor han lærte at spille klarinet, derpå et års studier i U.S.A. og et år som musikmedarbejder på Information, indtil han kom til Politiken i 1955. Her kom han til at fungere sideløbende med Frede Schandorf som anmelder – et makkerskab af temmelig uforenelig karakter. Den hurtigt skrivende, charmerende og udadvendte Naur ved siden af den seriøst og tungere arbejdende Schandorf.
NAUR og jeg fik et godt forhold til hinanden. Jeg har andetsteds beskrevet den natteekspedition, vi fik Leonard Bernstein med på efter Sonningpris-koncerten med Det Kgl. Kapel i Odd Fellow Palæet i 1965. Vi havde været på vores respektive redaktioner, skrevet og afleveret vores anmeldelser i hver vores ende af Politikens Hus og fortsatte så til en reception for Bernstein hos Wilhelm Hansens Musikforlag i Gothersgade, som v så forlod sammen med Bernstein ved midnat for at vandre gennem gaderne til Jazzhouse Montmartre i Store Regnegade, hvor vi tilbragte timer med afslappet snak, inden Bernstein blev ledsaget hjem til det nærliggende Hotel d’Angleterre. Jeg har genopfrisket den usædvanlige aften i en programartikel om Bernstein til Det kgl. Teaters ’West Side Story’-opførelse i vinteren 2022-23.
DET var en af den slags oplevelser, der gjorde anmelderfaget ikke bare udfordrende, men også underholdende.
Gregers Dirckinck-Holmfeld

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *