DVÆLEN OG FORTROLIGHED
Du lytter til den musik med spidsede ører. Ro, klang og skønhed er nøgleord
Uden alder. Kompositioner af Jakob Davidsen til tekster af Ole Sarvig og Det Gl. Testamente. Davidsens Kammerat Orkester og Kor. Musikere fra Figura Ensemblet. ILKmusic147cd
*****
DETTE er usædvanlig snak. Jeg kender ikke Jakob Davidsen og hans kompositioner fra tidligere. Han har bevæget sig i grænseområderne mellem rytmisk musik og komposition. ’Uden alder’ er en god titel til indholdet på hans cd – vi er i et land af stilfærdige betragtninger, bygget til tekster af Ole Sarvig, den store digter, der bevæger sig i intime naturbilleder, nærværende, korte, lyriske strejf af levende liv – dengang under krigen skrevet af Sarvig som fra en verden, hvor grumme realiteter var holdt i skak. Jakob Davidsen bruger minimal, men vokal og instrumental og omsorgsfuld kraft til at bevæge sig rundt i en musik af intim kvartetsang fortolket af Katrine Vindelev, Signe Asmussen, Anne Caroline Olesen, Bo Kristian Jensen og Teit Kanstrup (to sopraner, alt, sopran og bas) og lige så intim instrumental ledsagelse. Sangene er Sarvigs koncentrerede lyriske ungdomsdigte og hans senere gammeltestamentelige fortolkninger – Davids Salmer især. Der er en forunderlig ro og tonal skønhed over Jakob Davidsens uforskammede dvælen i og fortrolighed med sit materiale. Provokationen befinder sig i den sublime, selvsikre fortrolighed med teksterne og Davidsens forhold til traditioner og grundfæstet tillid til harmonisk og behersket udtryk. Hans eget udsøgte og ultra-afmålte, pianistiske bidrag til flere af sangene fra Sarvigs ungdomsdigte ’Grønne digte’ og ’Jeghuset’ får os til at lytte og indsuge teksternes lige så intime spinkelhed, indsunget og indspillet i den københavnske Brorson Kirke og i Trekronerkirken ved Roskilde.
gregersDH.dk