Josephine Nørring i ‘Dannebrog’ (Foto: Ard Jongsma)
ALL WHITE –
ET NYT
DANNEBROG
Kors og rød farve ud af nationalflaget – all white må prøves i Baggårdsteatrets ’Dannebrog’.
Manuskript: Petra-Leonie Pichler og Danijel Szeredy. Iscenesættelse: Petra-Leonie Pichler. Scenograf: Mai-Britt Schultz. Medvirkende: Josephine Nørring.
’Dannebrog’ spiller også 29. maj kl. 17 på Folketeatrets Hippodromen. Varighed: 1 t. 10 min. uden pause.
***
DER er ordentlig rusk i den forestilling, som Baggårdsteatret i Svendborg medbringer til CPHStage bombardementet af små og store forestillinger fra sæsonen. Godt at få set den på Folketeatrets Hippodromen, hvor den spiller nogle dage.
TITLEN ’Dannebrog’ kan pege på hvad som helst: Et nationalt drama med udgangspunkt i myten om, at Dannebrog drattede ned fra himlen under et slag i Estland i 1200 som et budskab fra Vorherre. Det kunne jo også være en slagfærdig ode til brug for Dansk Folkeparti, der synes korsridder-flaget bør hænge bag Pia Kjærsgaards formandsstol i Folketinget. Eller det kunne være et folkeligt drama om livet i de danske kolonihaver?
DET kunne være så meget. Men det er altså et friskt, om end temmelig forvirrende drama om danskhed i en forvirret tid, hvor definitioner og beslutsomhed går i mange retninger, hvor flaget kan være symbol for hvad som helst, og hvor stykkets eneste person, skuespilleren Josephina Nørring på et tidspunkt frejdigt stryger kors og rød farve og danner sig et rent hvidt nationalflag. Signal til overgivelse. Hun overgiver sig til sin egen tvivl om, hvad det egentlig er for noget, vi kæmper så tappert for med det flag højt løftet.
OG hun gør det i et lettere amourøst ledtog med Orla Lehmann, den nationalliberale kanon fra 1800-tallet, der proklamerede ’Danmark til Ejderen’ i kampen for den ’helstat’, der skulle at gøre Danmark større end virkeligheden tillod, da det kom til 1864, og jorden skred under den indbildte storhed. Det er et lidt pudsigt kærlighedsforhold mellem figuren Dana, som Josephine Nørring udvikler til en danskerkvinde på jagt efter et demokratisk ståsted i det kaotiske, politiske landskab, og så den noble, nationalliberale politiker, der i en af sine sidste, store taler sagde, at ’magten tilkommer de begavede, de dannede og de rige’. En erkendelse, der trods alt ikke kan frakende Lehmann betydning for både vores grundlov og de idealer, den udtrykker. Han er interessant at bruge i stykket. At han figurerer, hænger formodentlig sammen med, at stykket er skrevet af to sydslesvigske dramatikere Petra Leonie Pichler og Danijel Szeredy. Der kan hæftes det ambitiøse og forvirrende ’Danmark til Ejderen’ til hans navn. Altså et Danmark, der inkluderer Slesvig og Holsten i kongeriget.
JOSEPHINE NØRRING svinger sin tvivlens hvide fane med en glimrende blanding af pågåenhed og ironi i et sceneri, som i skiftende, abstrakte lyssætninger og med et fåtal af rekvisitter bringer hende vidt omkring, inklusiv i dynerne et øjeblik med den ellers kun fiktivt tilstedeværende Orla Lehmann.
VI rinder ud til sidst som vi er begyndt til tonerne af ’Lascia ch’io pianga’, den bortførte Almirenas klagesang i Händels ’Rinaldo’, hvad der jo nok – med lidt god vilje – kan passe på pigen Danas tvivl og kvababbelser med at får orden på sine politiske overvejelser. Men den bliver nu noget misbrugt, den arie, til lidt af hvert.
gregersDH.dk