Foto: James Alexander Thisted

BLUES I ASCENDANTEN!

Tommy Kenter væltede Reumert-festen på Folketeatret i aftes med et forrygende blues-show som tak for hædersprisen.

*****

MUSIK SKAL DER TIL – SPIL SELV! Det stod der engang på en plakat. Vistnok en reklame for et klaverfirma. Det kunne stå i flammeskrift over Tommy Kenter. Ved Årets Reumert-fest i aftes i Folketeatret susede nomineringer og priser som stormvinde over skuespillere og teaterfolk i alle hjørner af branchen. Der var glædessuk og jubel i bølger. Mundbindene røg af i flugten rundt omkring, og der blev jublet og klappet.

OG SÅ kom Tommy Kenter. Overraskelsen. Den indtil i aftes hemmelige modtager af hædersprisen. Han satte sig kultiveret på en høj stol og lyttede stilfærdigt til Reumert-juryens Me Lund, der smukt og formfuldendt begrundede juryens valg af Kenter som modtager af årets hæderspris. Hun karakteriserede bl.a. Kenter i den rolle, der aktuelt i denne sæson har givet ham prisen: Hans rolle som den jævne mælkemand i ’Spillemand på en tagryg’ på Det Ny Teater ved årets begyndelse. Blandt så mange egenskaber, de musikalske f.eks. også hans eminente talent for at spille ’the underdog’, den lille mand, der finder sig til rette med sin skæbne.

KENTER takkede. Og så eksploderede han i et vildt entertainer-show. Vi har før set hædersprismodtagere takke for prisen med musikalske udfoldelser: Operasopranen Lisbeth Balslev kvitterede i sin tid med en Richard Strauss-arie fra ’Die Frau ohne Schatten’, så stilheden sænkede sig. Jytte Abildstrøm vakte for nogle Reumert-år siden jubel ved at fremdrage en sav og spille så smukt på den. Tommy Kenter kunne ikke nøjes med at erobre klaveret, han startede i hvert fald med en grotesk historie om Hamlet som barn, en historie, der var en vanvittig og absurd kædesang af ’I dag er det Hamlets fødselsdag! Hurra, Hurra, Hurra – han sikkert sig en gave får’ o. s. v. plus en masse mere kaotisk sanggods, limet sammen med assistance fra hans faste pianist ved klaveret, jeg har glemt hans navn. Jo – dér var det: Esben Just!

USTYRLIGT! Og da det ikke var undsluppet hans opmærksomhed, at Me Lund i sin tale havde slynget ud, at Tommy Kenter havde ’blues i ascendanten’, så kastede han sig til klaveret selv, puffede sig på plads sammen med pianisten og sammen drønede de løs i tangenterne med et tordnende blues-nummer, der sikkert kunne have stået på til den lyse morgen. Det var en festforestilling, der bragte os på infernalske Kentex-bølgelængder.

JO – ’Musik skal der til – Spil selv! Hos Kenter, når lysten og de musikalske drifter kører som eksplosioner i kroppen.

NOGLE af os oplevede det i vinter lige før coronakrisen. Et forbløffende sted. Det var under forfatteren Frederik Dessaus begravelse i Christians Kirken på Christianshavn. Pludselig springer Tommy op fra sin plads, sætter sig til kirkens flygel og tordner en Kentex-improvisation ud i kirken til ære for den afdøde forfatter. Overrumplende. Umanerligt og provokerende. Men også mærkeligt og smukt som hilsen til Dessau, til kirken, til os alle sammen. Mest til Dessau. En spontan hilsen fra en teatrets og musikkens kunstner til en ordets kunstner.

SÅDAN tog vi det også i aftes i strakt arm. Her og nu en musikalsk hilsen til teatret, til Reumert-prisernes ære, til den elementære udfoldelse af kunstnerisk drift og uimodståelig kreativitet. Den spontane lyst til udfoldelse.

I dette natteskriveri oven på festen på Folketeatret for Året Reumert skal jeg selvfølgelig ikke glemme, at der skete alt muligt andet. Alle mulige andre priser blev fejret. Men lige nu vil jeg holde mig til, at det var ’Spillemand på en tagryg’ på Det Ny Teater, der var den nærmeste anledning til, at Tommy Kenter skulle have hædersprisen. Derfor et par citater fra den anmeldelse, jeg skrev efter premieren i januar 2020.

ANMELDELSEN begyndte sådan:

”Tommy Kenter har snakket om, at den rolle bliver hans sidste. OK. I så fald så slutter han som fattig mælkemand i en jødisk landsby, en mand, der selv må trække sin vogn med mælkejunger, fordi hans hest har brækket et ben. En mand, der ser på os med et blik som en bedrøvet bulldog. En mand, der råber højt om sin ret til at bestemme, hvem hans døtre skal giftes med, for sådan er traditionen der, hvor han kommer fra. En mand, som siger, at penge er en pest, men så må Herren da for resten gerne smitte ham med den pest. En mand, som nynner med violinspilleren på tagryggen ’If I were a rich man’… Hvad så? Så ville han ikke behøve knokle så hårdt. Så ville han bygge sig et hus med tolv værelser og tre lange trapper op, den sidste bare for sjov. Og så ville han have sig en kone, der bare ser ud som en rig mands kone – med dobbelthage og et hoved, der stritter som en kalkuns…

… Tommy Kenter synger sangen allerede i starten af ’Spillemand på en tagryg’. Den sætter tonen an til dette mesterlige, jordiske portræt af en mand, der lever i sin egen trygge, jødiske verden, et minisamfund blandt tusinder i det gamle Rusland før 1. verdenskrig…

… Tommy Kenter som mælkemanden. Determineret og naiv, troende og godtroende, omstillingsparat, sikker på, at alt vender sig til det bedste. Varme og lyssyn strømmer fra denne figur midt i skepsis og nedture. Ankre rives op i hans tanker og vaner, men ét holder: Det skal nok gå alt sammen. Kenter omsætter alt med sin indbyggede karisma og musikalitet til et tema med variationer og et kernepunkt af harmoni… Tommy Kenter fylder scenen med sin magtfulde, rørende tilstedeværelse. Hans sidste store rolle i dansk teater? Så er det i hvert fald et skønt punktum…   

I MIT baghoved melder sig også noget andet: Den utroligt vellykkede Samuel Beckett-forestilling i Østre Gasværk for tre år siden, da Tommy Kenter spillede Becketts monolog ’Krapps sidste bånd’.

KENTER som Krapp, som sidder ved sit skrivebord og lytter sine egne gamle bånd igennem i jagten på sin fortid. En småfordrukken, mimrende Krapp, der raser, når båndet løbet ud og skal skiftes, og knækker sammen i fnis og latter over, hvad han hører, når det kører. Grotesk og morsomt – et klimaks på denne forrygende forestilling, hvor Ellen Hillingsøe med sindssvag professionalisme havde afleveret monologen ’Ikke jeg’ i et infernalsk tempo – kun med hendes læber synlige gennem en sprække, og hvor Morten Grunwald i ’Hva’Joe’ sad ensomt på en sengekant, ikke sagde et ord, men kun lyttede til Ulla Henningsens stemme, der listede sig ind på ham med erindringer, der kun aftegnede sig i Grunwalds ansigt som pinefulde, næsten umærkelige trækninger.

NU i Folketeatret var det Ellen Hillingsøes klingende stemme, der på skift med Tore Leifers talte teksterne til mange filmede indslag af klip fra de prisbelønnede forestillinger. Sådan! Jeg må nøjes med i denne omgang at lade Kenter og hans hæderspris få spaltepladsen.

SOM hæderspris-præmisserne er formuleret ved Årets Reumert skal modtageren have sat sit mærke på dansk teater gennem en lang periode, men også være aktiv i det år, prisen tildeles. Tommy Kenter opfylder kravet i stormende format med i ’Spillemand på en tagryg’ på Det Ny Teater i begyndelsen af år 2020. Det kunne have været Morten Grunwald på tilsvarende præmisser med Beckett-forestillingen i 2017. Kenter og Grunwald er begge enere med voldsom vægt og substans i dansk teaterliv. Kenter nævnte i aftes Morten Grunwald ved Reumert-festen som en stor skuespillerkollega og forbillede. En teaterkunstner, som burde have haft en hæderspris, som den, han nu selv modtog i Folketeatret.

gregersDH.dk