RÅT OG RØRENDE
Ditte Gråbøls Dario Fo-monolog på Kaleidoskop
*****
Man hører det for sig – udslynget på rablende italiensk. Italiensk af den art, der er for viderekomne. Dario Fos kvindemenneske i ’Una donna sola’. Eller ’Kvinden alene’ som stykket er oversat til på dansk.
Det er svært at forestille sig ret mange andre end Ditte Gråbøl, som er i stand til at ramme netop den rå syndflod af hjertegribende aggression blandet op med dødsforgående humor og selvironi, som holder liv i den kvinde, Dario Fo har plantet foran os i monologen, der oprindelig er skrevet til Fos kone Franca Rame.
KONFRONTATION
Virkelig plantet foran os, publikum. Vi er i sjælden grad konfronteret. Direkte. Med øjenkontakt. Langt mere end fra de fleste stand up’ere, der flakker rundt med blik og krop i håb om at holde liv i sig selv og deres show. Men i Ditte Gråbøls tilfælde alligevel med det filter, der får os til at opleve hendes enetale som et filmisk øjebliksbillede – det kunne være en Anna Magnani, der spontant ruller sig ud fra vinduet i en sidegade i ’Miraklet i Milano’, eller hvor der ellers er naboer at råbe til.
Vi er med og mod, som man er i teatret, når det rusker. Og alligevel i vores fantasi rykket ind i et italiensk, folkeligt regi.
SNAKKETØJ
Konen afleverer med sit snakketøj hele skyller af sit frustrerede privatliv i hovedet på os: Manden, der har spærret hende inde i lejligheden, fordi han er jaloux. Den sindssyge telefonterrorist, der plager hende med perverse forslag. Svogeren, der er husstandens pensionær, hårdt tilskadekommet efter en ulykke, men rundtosset af evig liderlighed, som konen forvalter ved at made staklen med pornoblade og snak. Telefonterror, ægteskabsterror, sexterror. Krænget ud i verbal runddans.
SUVERÆN MIMIK
Ditte Gråbøl klarer med suveræn mimik at vrænge hele skalaen af irritation, sladrelyst, forurettelse, ensomhed, vrede og grinagtig selvironi fra sig, så vi fastholdes – også gennem de pauser, hun provokerende lægger ind, mens minespillet fortæller videre. Taler hun til naboen? Fra 2. sal til 2. sal, tværs over gaden? Eller sidder hun i en park og råber til de forbipasserende. Scenen har tre bænke. Taler hun til sig selv? Snakker hun virkelighed, eller fabulerer hun?
Snakke gør hun i hvert fald. Alle skal høre om hendes fortvivlende, dødssyge tilværelse. Hverdagsproblemer og eksistentielle.
FORFRA
Da hun rejser sig i slutningen, sætter hun sig igen på en anden bænk og begynder forfra. Totalt forfra. Indgangsreplikkerne. Kværnen er uden ende. En båndsløjfe.
Som teater er det pågående, rørende og råt. Ditte Gråbøl har os.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
