KAN JEG FÅ EN STATUE
Morten Sabroe har lavet tre tv-programmer – en ’komisk road movie ind i dødens landskab’ kalder han det. Baseret på temmelig rystende egne oplevelser.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam
INTERVIEW
”Vil du godt lade være med det dér!”
Replikken sidder nagelfast i Morten Sabroes hoved. Den er hans mors sidste ord i levende live. Han sidder ved hendes seng i et lille lavloftet bondehus i Sydsjælland. I hans netop udkomne bog ’Du som er i himlen’ fortsætter han:
”Hun blev siddende oprejst nogle sekunder og stirrede blindt på mig. Så lagde hun sig tilbage på madrassen. Lagde sig for at trække vejret så godt og så længe hun kunne. Hun døde videre.
Jeg gik ind i stuen. Jeg lo. Så fik hun det sidste ord.”
Morten Sabroe lo. Som han ler nu, da jeg sidder over for ham og han genkalder situationen. En mild, sardonisk latter. Grusom. Kærlig. Siet igennem et filter af journalistisk forfatterrutine. Rædsler ses, gengives, filtreres, holdes ud i strakt arm for at blive tålelige. Og til at genfortælle.
HILLARY FORSVINDER
Oplevelsen af morens død er en gruopvækkende kulmination i hans nye bog. Og en af nøglerne til den tv-serie på tre programmer, der begynder søndag på DR2 under titlen ’På udflugt med døden’.
Udsendelserne blev til i marts-april 2007. Optaget, redigeret på et par måneder, hvor Sabroe samtidig forbereder en opgave, han har fået af Politikens Forlag: Tag til USA. Bliv et par måneder. Skriv en bog om Hillary Clinton.
Det gør Sabroe. Men i New York, under hvileløse, paniske vandringer i gaderne, sprænger erindringer om moren sig vej gennem hans hjernevindinger: Jernlady’en Hillary bliver i hans summende hoved en slags reinkarnation af moren, der døde i 1997. Det er moren, han vil skrive om. Hillary forsvinder bag horisonten. Han kaster sig over tasterne i en rus af genkaldelser fra halvtreds år med – og navnlig uden – moren. Billeder, ord og tavshed. Mest det sidste. Had-kærligheden vokser som en kræftbyld i ham og bliver til bogen ’Du som er i himlen’.
DEN FEDE GRAVSTEN
Latteren? Den ligger som et befriende modangreb. Han er i udsendelserne på udflugt med døden. For at ramme den, endevende den, stirre den i øjnene, rende panden mod dens mur med løftet hoved.
I januar 2007 har han haft et blackout. Det er ikke første gang. I august 2006 faldt han på cyklen i St. Peders Stræde i København, slog hovedet og blev lettere forstyrret med en kort periode af ’kludder i konsonanterne’. Men i januar 2007 er han på vej tilbage efter fem dage på Glostrup Sygehus’ apopleksi-afdeling.
”Vi kommer kørende ad Roskildevej forbi en stenhugger, der laver gravsten. Jeg siger til Do, min kone: ’Gad vide, hvor meget man egentlig må skrive på sådan en gravsten? Hun er jo frisk i slaget. Hun siger: ’Ja, sådan en som dig, du kan vel ikke nøjes med én gravsten. Du skal have flere med alt det fede, du gerne vil skrive om dig selv.’
…Den fanger jeg, og så har vi et ping pong-spil hele vejen ind ad Roskildevej. Vi skal da lave noget fjernsyn om det her! Hvor vi rejser rundt og finder ud af, hvad man gør, når en er død. Skal man brændes? Skal man have gravsten? O.s.v. Sådan en road movie, hvor vi drøner af sted og finder ud af det. Kører rundt i en gammel sort Cadillac med sorte solbriller og leger lidt Blues Brothers-agtige figurer. En blanding af John Cleese, Buster Keaton og Groucho Marx. En komisk tur ind i dødens landskab.”
– Komisk?
”Ja. F.eks. nr. 2 program. Det er det bedste.”
MIG OG MIN BLODPROP
– Fordi det er det mest komiske?
”Vi bruger hele tiden mig som eksempel. Mig og min blodprop. Vi spørger hos stenhuggeren: Hvad kan Morten få? En statue måske? Det kan jeg godt. Kan jeg også få en, der er en halv meter højere end jeg er i virkeligheden? Så står stenhuggeren dér, kikker og tænker: Hvad fanden er det for en mand? Nå, det kunne jeg så ikke. Jeg spørger, om jeg kan få et mausoleum. Dét kan godt lade sig gøre. Han skal finde ud af, hvad det vil koste. Den slags er der flere i vore selvfede tider, der vil have, fremgår det. Mange kommer for at arrangere deres egen begravelse. Nogle vil have monumenter! Komisk, ikke?”
– Og værd at gøre grin med?
”Det er som i den franske forfatter Célines ’Rejse mod nattens ende’, hvor han skriver, at ’det gælder latter foran døden’. Han har nogle kostelige scener i bogen fra 1. verdenskrig, hvor han selv var med. Hvordan den ene blev pløkket ned efter den anden, får revet arme og ben af. Grotesk sort humor. Du skriger af grin. Døden er forfærdende. Du er nødt til at møde den med en form for humor. Det er i hvert fald en mulighed. Den anden mulighed er at møde den befriet som en tibetansk buddhist. Det er svært. For at vende tilbage til min mor: Er man bevidst i sådan en dødskamp? Eller er det bare krop. Fysiske reaktioner? Måske.”
GRÆNSEOVERSKRIDENDE
– Hvorfor lo du over din mors sidste ord: ’Vil du godt lade være med det dér?’
”Den nat, hvor jeg sidder alene med hende, er voldsom. Det tænker jeg ikke meget over, mens jeg er der. For jeg har en funktion. Set i bakspejlet var det grænseoverskridende. Der er en masse, der skal gøres. Jeg skal made min mor, gøre hende ren, skifte ble, give hende stikpiller – ketogan. Det er grænseoverskridende i lyset af det forhold, jeg havde til min mor. Hun var et meget privat menneske. Tredje eller fjerde gang hun kommer med en stønnen, er jeg overbevist om, at nu er hun døende. Så lægger hånden på hendes pande og siger en masse om at hun ’driver på en flod’, ’bliver båret af sted som et blad’…hun havde jo i sit liv haft en stor karriere som svømmestjerne…jeg fortæller bare sådan en vidunderlig Hollywood-historie og synes, det må være det helt rigtige. Jeg tror ikke, hun har flere kræfter tilbage. Men så rejser hun sig pludselig på albuerne og stirrer på mig med et mælkehvidt blik, som en fugl med døde øjne, og hvæser de ord. Chokerende, så jeg måtte udenfor og le. Hun fik det sidste ord. Og jeg fik at vide, hvad døden ikke er. Den er ikke sentimental. Ikke en eller anden Hollywood-historie med solskin og søde små børn. Den er hårdt arbejde.”
– Hvad skal der siges, når du selv en dag ligger der?
”Ha! Du mener: ’Famous last words’? Man burde kikke i noget litteratur og finde et godt citat, som de bagefter vil snakke om: ’Er du klar over, hvad han sagde til allersidst?’… I bogen stiller jeg et spørgsmål, som jeg selv synes er interessant: Er den levende den døendes fjende? Jeg ved ikke, om jeg synes det vil være særlig sjovt at have mine nærmeste omkring mig. De tager jo ikke med mig. Jeg vil måske synes, det er forræderi. At jeg ligger her og kæmper, og de andre bare skal leve videre. Jeg kender nogle, der fandt ud af, at den døende ikke ville dø, så længe de var der. Derfor gik de. Da de kom tilbage en time efter, var den døende død. Jeg tror, man skal dø alene. Det fandt jeg da ud af. Den kærlighedsafsked med min mor, den dur ikke. Døden er alt for brutal. Afgrunden mellem den levende og den døende er uoverskridelig. Det bryder vi os ikke om. Men jeg tror, det er sådan. Det er mere råt.”
FARENDE SOM ET UDRÅBSTEGN
– Er du ikke selv bange for døden?
”Hvis jeg var død, da jeg væltede med cyklen i St. Peders Stræde, så ville det være fint. Døden må være en gave, når den kommer farende som et udråbstegn gennem hjernen. Min far fik alzheimer. Det var frygteligt. Dét kan jeg være bange for. Hellere dø med det samme. Og håbe, der sker noget interessant bagefter. Jeg kan godt lide en bemærkning fra Lars von Trier. Han ’glæder sig til at stige op fra krematorieovnen på vej mod nye eventyr.’”