JEG VILLE EMIGRERE
Dramatikeren og skuespilleren Vivian Nielsen var ved at droppe karrieren, da hun blev grebet af Alaskas vilde natur. Hun er den prisbelønnede forfatter bag ’Kvindernes hævn’, der har premiere torsdag på Nørrebro Teater.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam
”Kvinder skal have RÅSTYRKE. Det har den slags kvinder, jeg skriver om!”
Det må man nok sige. Thit Jensen, Asta Nielsen, Jeanne d’Arc. Og lige nu hele bundtet, der på Nørrebro Teater ønsker ’Kvindernes hævn’ – titlen på stykket, der har premiere på torsdag. Hævn over de mænd, der tosser rundt og slås. Nu kan de have det så godt.
– Der er lukket i dobbeltsengen, gjalder valkyriernes råb. Ingen adgang.
Der sidder hun så, den spinkle Vivian Nielsen. Hende skal man nok heller ikke komme på tværs. Ved trappen til 1. salen i hendes kolonihavehus hænger et enormt hoved af et rensdyr. Hun har selv skudt dyret. I tundraen i Alaska. Og fragtet trofæet hjem til kolonihaven på Amager.
En trussel, der er til at få øje på. Ligesom Metroen, Fields og Bella Centret, der ligger klos opad den stilfærdige kolonihave med navnet ’Våren’.
I snart ti år har Vivian Nielsen trin for trin besteget det danske dramatiker-parnas. Tre premierer har hun foran sig i denne sæson: ’Kvindernes hævn’, en gendigtning af Aristofanes’ komedie. ’Jeanne’ på Det Kgl. Teater til foråret – Jeanne d’Arc i ny forklædning som terrorist-anklaget. Og ’Prinsesserne’ på Gladsaxe Teater, historien om to gæve, vendsysselske kvinder i forrige århundrede.
Men vi må vide, hvad det er med det rensdyr. Affæren kommer som et spring i Vivians beretning. Vi springer ind dér, hvor hun har fortalt om sin skuespilleruddannelse på Aarhus Teater, som førte hende til gode roller i dansk teater i årene omkring 1990, på Det Kgl. Teater, Betty Nansen, Det Danske Teater og mange andre. Roller, der blev forvaltet som de skulle. Godt i gænge var hun. Men også lidt ude af trit. – Hun er så besværlig, konstaterede nogle teaterfolk dengang, hun vil altid noget andet, end vi vil.
Ja, hun ville. Noget andet. F.eks. – emigrere. Oven på nobel Frederiksberg-opvækst og hurtig skuespiller-karriere: Emigrere! Trumf på: Til Alaska, et af de mest øde, vilde og koldeste steder på kloden.
”Romantik, ja. Jeg var forelsket i den natur. Måske fordi jeg havde læst Jack Londons ’Ulvehunden’ som barn og aldrig glemt den. Så skete der det, at min far ikke mere kunne tage på laksefiskeri i Norge på grund af noget sygdom i de norske lakseelve. Han tog til Alaska. Jeg tog med. Blev der længe. Arbejdede i en lodge. Kom tilbage i flere omgange. Helt betaget af naturen. Og gik altså på jagt med de venner, jeg fik. Alle bærer riffel, når de er ude. Du er i livsfare, hvor du bevæger dig. Det var der, jeg en dag fik ham dér på kornet. Det er sytten år siden. Senere fik jeg ham sendt hjem her til. Vi har sidde her i huset og spist ham.”
– Hvorfor kom du hjem til Danmark?
”Alaska var jo en vild og vanvittig drøm. Jeg overvejede også at blive pilot derovre. I Alaska flyver du hele tiden. Landet er så stort, og der er ikke noget vejnet. Man flyver rundt i små Cesna-fly. Jeg drømmer stadig om at få lært at flyve. Meget handler jo om drømme. Vilde, vanvittige og sindssyge drømme. Jeg havde været hjemme lidt, havde spillet ’Frk. Julie’ på Teatret ved Sorte Hest Teatret, var kæreste med skuespilleren David Baton fra London Toast Theatre, og syntes, at nu måtte jeg prøve at blive voksen. Prøve at koncentrere mig om den uddannelse, jeg trods alt havde, og den karriere, jeg var begyndt på. Det kan godt være, at de syntes, jeg var besværlig. Men jeg fik aldrig dårlige anmeldelser. Ingen sagde, at jeg ikke duede.”
– Skuespiller igen. Men hvorfor pludselig forfatter?
”Jeg var med i et lystspil af Ayckborn. En turné med Det Danske Teater. Jørgen Buckhøj skulle have spillet med, men var blevet syg. En aften sad jeg på et hotelværelse i Slagelse og hørte i radioen, at Buckhøj var død. Jeg tænkte: – Hvis ikke han var død, havde han siddet i værelset her inde ved siden af. Nu har jeg sagt nej til Alaska. Er det så dette her, jeg skal bruge mit liv på? Mindst tyve skuespillere kunne spille min rolle. Sikkert gøre det bedre end jeg. Lystspil var ikke rigtig mig. Så kom det med at skrive dramatik. Egentlig sådan dumpende. Selvfølgelig havde jeg altid skrevet lidt. Men ikke dramatik. Jeg snakkede med en kammerat, instruktøren John Berglund, om at lave – et eller andet. Det blev så ’En sommerdag på Bulbjerg’ – min Thit Jensen-monolog. Thit Jensen havde jeg det dér billede af: Damen med proptrækkerkrøller og cigar. Men dagbøgerne! Dér lå stoffet. Masser af dramatisk konflikt. Det var også sådan med Asta Nielsen.”
– Oprørske, selvstændige kvinder…
”Ja. Men det er ikke så meget noget med kvindesag og rødstrømpebevægelse. Det tror mange, når de kommenterer mine stykker. Det, der tænder mig, er, når jeg mærker et dramatisk potentiale. Rytme, lyde, åndedræt. Indholdet, emnet, temaet er ikke det afgørende. Det kommer i anden omgang. Jeg bliver fanget af figurer, jeg kan leve mig ind i. Som skuespiller og som forfatter. Da jeg på et filmseminar så Asta Nielsen gå ned ad den trappe i ’Afgrunden’, rykkede det i mig. Jeg blev simpelt hen så fascineret af den dramatiske spænding, der lå i det billede, at jeg blevet grebet af vild lyst til at reproducere det. Barnligt, kan du sige. Men det blev til monologen ’Asta – Die Asta’, som jeg selv spillede på Kaleidoskop.”
– Nu spiller du ikke mere. Du nøjes med at skrive.
”Næsten helt. På en måde er jeg glad for ikke at spille. Det er så krævende. Nerveanstrengende. Da jeg var skuespiller, havde jeg slet ikke noget liv, for jeg gik hele dagen og tænkte på, at jeg skulle på scenen om aftenen. Men det er klart, at når jeg skriver, er jeg tiltrukket af de samme ting, som jeg selv har været tiltrukket af som skuespiller. Heftig dramatik. Store følelsesudbrud og udsving. Det kompromisløse. Konflikterne mellem drøm og virkelighed.”
– Alaska igen!…
”Ja, da. Ha, ha! Så meget handler om vores muligheder for og evner til at realisere vores drømme. De omkostninger, det har. Det kan blive mareridt. I det øjeblik, du realiserer din drøm, så sker der i min bevidsthed et gigantisk uskyldstab. Hvordan administrerer vi uskyldstabet? Drømmen er jo uskyldig. Magisk. Fordi den er uprøvet. Du skal håndtere det. Pludselig kræver virkeliggørelsen hårdt arbejde.”
– Råstyrke.
”Ja.”
