KVAKSALVER

ELLER

TROLDMAND

Gregory Lamar dyrker det perfekte belcanto i sin masterclass på COP Opera Festival.

****

SANGPÆDAGOGIK! Et fag fuldt af mystik, trolddom og myter. Og sangpædagoger! Et folkefærd befolket af troldmænd og troldkvinder, forførende læremestre, af kvaksalvere og fidusmagere, tillidsvækkende enere og jo, folk, der kan deres kram. Alle tænkelige typer.

FÅ ekspertområder er så uhåndgribelige. Hvad er det, der skaber gode sangere? Svaret synes at melde sig med en huskeliste så lang som Davidsens smørrebrødsseddel. Og krigserklæringer! Spør’ man den ene pædagog, så får man at vide, at den anden er topmålt idiot. Spør’ man den anden, så er det den første, der er moden til indlæggelse.

DET uhåndgribelige ligger selvfølgelig i, at meget få ved præcis, hvad der skal til for at lære mennesker at synge. Og at alle, der vil lære at synge, har forskellige forudsætninger. Forskellig fysik. Forskellig mentalitet og psykologisk beredskab. At sangpædagogerne stiller med vidt forskellige metoder. Hvis de overhovedet har en metode og ikke bare er den sangertype, der siger: Nå, man kan da for resten også undervise.

COP Opera Festivalen startede for nogle år siden med en masterclass for unge, vordende sangere, der får mulighed for at afprøve talentet over en uges tid. Med publikum på. Michael Bojesen, der var festivalchef dengang, fik pianisten, den trænede akkompagnetør Ulrich Stærk på banen. Han gik på sin bramfrie facon efter at – som vi skrev i vores anmeldelse i 2016 – få sangernes roller til at leve med ordentlig ’sproglig artikulation og tekst’ – og sangglæde. Smil, du er på! var et mantra.

STÆRK var nærmest som en operainstruktør. Det handlede ikke så meget om stemmedannelse og sangteknik. Det gør det til gengæld for den mand, Bojesens efterfølger Peter Lodahl har hentet til festivalen i år. Gregory Lamar, en sort, elegant new yorker, internationalt hjemsøgt, også Det Kgl. bruger ham med mellemrum. Og flere danske sangere, deriblandt Peter Lodahl får plejet stemmen hos ham. DENNE mandag var det seks unge, tre danske og tre udlændinge, der først sang arier på Wilhelm Scenen, derefter fortsatte i festsalen i den nærliggende St. Andreas Kirke med detaljeret finslibning af stemmen.

LAMAR er fascinerende i sin fremfærd. Selv trænet sanger med en glimrende, meget smuk kontratenor, som han bruger med stor effekt for at demonstrere en stemmes egalitet, linjeføring og klanglige sammenhæng. Hans udgangspunkt er belcanto-stilen, og den docerer han konsekvent, også over for en tenor, der med stor aplomb synger Siegfrieds ’Winterstürme’. Til fornøjelse for publikum, der dermed genhører det Wagner-hit, som Stig Fogh Andersen kvitterede med fra Wilhelm Scenen, da han fik festivalens hæderspris om søndagen. Nu sunget af den unge tenoraspirant John Olsen, en magtfuld yngling, der som de andre elever også bliver mindet om, hvor afgørende en omhyggelig og grundig skoling af stemmen er, for at ens karriere kan komme til at række langt op i årene. Stig Fogh er 68 og kan endnu – ligesom Lone Koppel, da hun fik hædersprisen for to år siden og kvitterede med Toscas bøn ’Vissi d’arte’ fra 2.akt af Puccinis ’Tosca’.

HVIS sangpædagogen har været den rigtige, d.v.s. har været den sangpædagog, der har indsigt i de enkelte sangeres specielle forudsætninger, fysik og mentalitet, så holder stemmen længe. Vi har mange eksempler – Lauritz Melchior sang hele 1. akt af ’Valkyrien’ i DRs koncertsal, da han fyldte 70.

EN pædagog som Gregory Lamar har enkle og troværdige midler til at pejle sig hurtigt ind til de unge sangeres individuelle muligheder, finder deres svage punkter i både kropsholdning og tonedannelse og skaber tillid hos dem. Hvad der ikke er det mindst vigtige – et af de sider af opgaven, men kan læse om i den danske sangprofessor Susanne Ekens bog ’Den menneskelige stemme’.

MAN er tryg ved Lamar. Lad os bare kalde ham troldmand. Hans pædagogiske virke fortsætter de kommende dage og slutter med en koncert med eleverne lørdag 4. august på Wilhelm Scenen.

gregersDH.dk