Clara Cecilie Thomsen Wilhelm Scenen 31.7. 2018

Sopranen Clara Cecilie Thomsen kvitterede overbevisende på operafestivalen for modtagelsen af årets talentpris
Clara Cecilie Thomsen (foto: CPH Operafestival)

OVERBEVISENDE

Sopranen Clara Cecilie Thomsen kvitterede på Wilhelm Scenen for operafestivalens talentpris.

*****

OPLAGT. Dér har vi et talent. Et stort af slagsen. Vi registrerede det for fire måneder siden, da Clara Cecilie Thomsen kastede sig ud i titelrollen i Händels ’Alcina’ ved Operaakademiets præsentations-forestilling, en stort anlagt opførelse med overordentlige krav, ikke mindst til sopranen i titelrollen.

VORES overskrift til anmeldelsen lød ’Forførelse som en militærmanøvre’ – Alcina-historien handler om en skrap dulle af en ø-dronning, der nedlægger mænd grådigt og systematisk. En slags kvindelig Don Juan, der gik til opgaven med en amazones umættelige sult.

TALENTET blev i søndags belønnet med CPH Operafestivalens årlige talentpris. I dag, tirsdag, indtog pigen Wilhelm Scenen i den glødende eftermiddagssol for at kvittere for prisen med sanglig og dramatisk dokumentation. Indtog er ordet.

HUN stiller sig ved mikrofonen, ser et øjeblik på publikum med et erobrende blik, træder så et skridt tilbage, som for at markere: Mikrofon? – sku’ det nu være nødvendigt? Så bliver hun fjern i blikket, indadvendt og totalt koncentreret om det, vi nu skal høre: Heises ’Dyvekes sange’, en kæde af sange til Holger Drachmann-tekster. Sange, hvor Dyveke fortæller om sit kærlighedsforhold til den unge kong Chr. 2.

KONFERENCIEREN Mathias Hammer havde indledt med at fortælle den stump danmarkshistorie, det handler om: Chr. 2., der bortfører både Dyveke og hendes hollandske mor Sigbrit fra Bergen i Norge, hvor han har mødt dem, til København, gør Sigbrit til fortrolig i statssager, Dyveke til fortrolig under dynen. En af de faste slagnumre fra det danske kongehus’ autentiske fortællinger om borgerlig kvindemagt, der griber kongemagt med et fast greb i, om man så må sige, hoved og røv.

VI er ikke et sekund i tvivl om to ting, da vi lytter og ser Clara Cecilie Thomsen synge den fortælling, som er formet af Heise og Drachmann i syv overvejelser og romantiske drømme hos pigen Dyveke.

DEN ENE er, at Heise med disse sange, som han skrev lige før han døde som 49-årig, skaber et drama, der kunne have været udviklet til en opera med lige så stor musikdramatisk slagkraft som hans ’Drot og Marsk’. Det er i sine korte forløb medrivende musik og stærke, billedrige tekster til en spændende historie.

DEN ANDEN er, at Clara Cecilie Thomsen har videreudviklet al den kraft og sikkerhed, stemmebeherskelse og udstråling, vi konstaterede i hendes ’Alcina’. Hun kan være den bævende unge pige, den genstridige og utilpassede, den rasende, den længselsfulde, den determinerede – alt det, som sangene byder hende – og hun behersker sin sopran med en ypperlig teknik, der langt ind i detaljer minder os, der i går overværede den amerikanske stemmepædagog Gregory Lamars masterlass på festivalen, om, hvordan man kan lære at beherske klang og stemmekarakter gennem alle registre. Ved grundigt arbejde og rettidig omhu. Blive ved med det, har man lyst til at sige.

CLARA Cecilie sang andet end danske romancer – lidt fra Puccinis næsten ukendte opera ’La Rondine’, Gildas ’Caro nome’ fra Verdis ’Rigoletto’, Zerlina/Don Giovanni-duetten fra Mozarts ’Don Giovanni’ sammen med barytonen Frederik Rolin, flere operettenumre også sammen med ham. Udmærket og selvfølgelig populært. Vi kan roligt spå Clara Cecilie en sikker og sikkert alsidig scenefremtid.

MEN skal vi snakke om, hvad der rokkede ved noget, så var det hendes ’Dyvekes sange’. Den målbevidste dramatiske gennemarbejdning, rigdommen på fantasifuld og udtryksfuld stemmebrug. Lysten og viljen til at fortælle historie. En enorm fornøjelse. Mere end en militær manøvre. Meget mere.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *