STJERNEKARRIEREN – KORT SOM ET VINDPUST
Den danske stjernedanser ved Englands Royal Ballet Johan Kobborg danser på mandag og tirsdag ved Skagen Festival. Vi har netop besøgt Kobborg i London, hvor han har fundet sig et paradisisk hjem i centrum af storbyen. Den feterede solodanser deler bolig, liv og karriere med sin rumænskfødte kollega Alina Cojocarus. Sammen er de et efterspurgt par på verdensscenerne. Men Kobborgs karriere nærmer sig det punkt, hvor der skal træffes afgørende valg for fremtiden.
Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeppe Michael Jensen/Scanpix og Elliott Franks/Polfoto
En London-oplevelse med Johan Kobborg. I tre billeder:
Først sidder vi i en salon uden for kantinen i tagetagen på Covent Garden Operaen. Taler længe sammen. Der er et virvar af mennesker. Dansere, teknikere. Høj og lav. Hilsen-på. Knus, jubelgensyn. Og pludselige højtaler-opkald: ’End of break. First call for rehearsal ’Butterfly’’.
Næste billede: I en prøvesal. Total ro. Ene tilskuer til en arbejdsprøve. En detalje i ’Romeo og Julie’ skal på plads. Et spring. Et løft. En drejning. Forberedelse til en opsætning ugen efter i Londons gigantiske O-2. Alina Cojocarus spinkle stålfjeder af en krop over for Johans stensikre greb.
Tredje billede: Vi er strøget i taxa gennem trafikkaos til Johan Kobborgs og Alinas hjem. Trappen i det gamle hus er stejl, som var det i et borgtårn. Johan forrest – ’light of foot, dark of soul’, letfodet, mørk i sjælen… sådan har en engelsk balletkritiker beskrevet ham. Det sidste en hentydning til de magisk besættende figurer, han har skabt på Royal Ballet, så anderledes end publikum er vant til.
Kobborgs hus er limet inde mellem et rodsammen af bygninger. Gadelarmen forsvinder bag os, vi passerer 2. og 3. etage og står med ét på en terrasse mellem træer, buske, planter, blomster.
Puccini kunne have skrevet en scene til ’La Bohème’ det sted. H.C. Andersen et eventyr. Dronningen ville tegne en dekoration til Pantomime Teatret.
Jeg fortaber mig et øjeblik i dette romantiske sceneri. Og spekulerer lidt på, hvordan det ville blive vurderet i tv’s ’Hammerslag’.
TO ETAGER OG TAGTERRASSE
Johan Kobborg kender ikke ’Hammerslag’. Af gode grunde. Han har været borte fra Danmark i over ti år. Han siger bare:
”Vi har været heldige. Jeg ved ikke, hvor meget du kender til huspriserne herovre. Det er helt vildt. Da jeg kom i 1999, kunne jeg lige købe en lillebitte studie-lejlighed for 2½ million danske kroner. Det havde man fået en femværelses for i København dengang. Lejligheden havde jeg i et år. Så fandt jeg denne her. Den lå lige om hjørnet. To etager og tagterrasse. Og den var billig. Nu har Alina købt lejligheden nedenunder. Så nu har vi tre etager. Undskyld rodet for resten….”
Men der er ikke noget at undskylde. Vi er kommet ned fra terrassen, og Johan viser rundt fra rum til rum. Der er ikke særlig rodet. Ikke noget at undskylde. Bare nogle flyttekasser og et par værelser, der ikke er indrettet endnu. Alina er som sagt lige flyttet ind, og Johan har modtaget forskellige ting fra sit barndomshjem på Fyn. Hans mor døde for nylig, fortæller han stilfærdigt. Og fortsætter:
”Et sted som dette her er måske ikke noget særligt – i forhold til København. I København havde jeg allerede som nittenårig min egen lejlighed i Nyhavn. Men i Londons centrum er det vanvittig svært overhovedet at få noget. De yngre dansere i kompagniet bor tre eller fire sammen. Selv dansere, der nærmer sig de 30 år, bor stadig i delte værelser, mange af dem langt fra centrum. Alina og jeg har mindre end et kvarters gang til teatret.”
En drøm af en bolig for et kunstnerpar som Johan Kobborg og hans rumænske kollega Alina Cojocaru. Covent Garden’s Royal Ballet er deres arbejdsplads, deres andet hjem.
På en måde er de blevet londonere. Men så alligevel ikke rigtig.
Den uge, jeg møder dem, er de begge på vej mellem udenlandske gæstespil. Deres arbejde er i den grad flettet ind i internationale sammenhænge. Johan Kobborg netop nu vendt tilbage fra New York, hvor han har danset den sadistiske danselærer i Flemming Flindts ’Enetime’ ved Den Kgl. Ballets gæstespil. Både han og Aline rejser meget. Tit sammen. De er nok det mest efterspurgte par på de store scener. I Østen, i Rusland, rundt om i Europa.
På selve Covent Garden er korpset stykket sammen af dansere fra mange lande. Lige som på Det Kgl. Teater. Alina har været væk fra Rumænien det meste af sit liv. Hun kom på balletskole i Rusland som niårig. Hun har danset i London, siden hun var sytten.
Spørger man Johan, hvordan han har det med englænderne, taler han meget om deres korrekthed.
– Korrekthed?
”Ja. I hvert fald, når det gælder miljøet omkring Royal Ballet. Det er dybt påvirket af traditioner. Det lever i ånden fra ballettens blomstringsperiode. Margaret Fonteyn, Ashton, Nurejev – fyrrerne, halvtredserne, tresserne – tider, da verden var mere konform. Hvor man tiltalte hinanden på en bestemt og meget korrekt måde. Jeg så for nylig Nikolaj Hübbe i et dansk tv-program. Den direkte måde, du kan tale på i Danmark! De ord, du kan bruge, selvom du sidder i en stilling som hans! Herovre tror jeg, du ville blive fyret, hvis du bare sagde et enkelt bandeord! Hvis ballettens chef sagde ’fucking’, ville der udbryde brand i byen!”
– Vi opfatter ellers englænderne som både frisindede og fulde af humor…
”Jo. Men det er nok lidt specielt med balletten og dens publikum her. Du ville aldrig slippe af sted med det, jeg oplevede i København. Sådan en 2. akt af ’Et Folkesagn’ med bare bryster, små børn, der drikker blod, og en trold med en to meter lang tissemand. Det er man alt for konservativ til her. Publikum kræver klassikere. Dem, de kender. Du laver helst ikke om på tingene – selv i en supermoderne storby som London. Se nu den gasvandvarmer, jeg overtog her i lejligheden. Den type kendte man i Danmark i gamle dage. En spøjs installation. Jeg sloges med den i årevis.”
– Og på teatret…
”Der er et utrolig trofast og entusiastisk publikum til balletten. Det mærker vi. Rent personligt. Siden jeg dansede første gang med Alina for ni år siden, har vi optrådt mere og mere sammen, og man kan på en måde sige, at vi er blevet en slags ’brand’ – der er folk, der kommer for at se netop os.”
– Kan du forklare, hvorfor?
”Det er noget med højden, med mentaliteten, måske det, at vi er så indforståede. At man ser, hvor meget vi kan lide at danse sammen. Det er jo ikke som en maler, der kikker på ting og bliver inspireret. Han har kun sig selv at arbejde med. I dans er man som regel to. Det er vigtigt at finde den, du fungerer sammen med. At det bliver ping-pong. Så man er enige om, hvad det er, man vil fortælle. Det har udviklet sig, lige siden vi for snart ti år siden dansede vores første ’Romeo og Julie’ sammen. Alina sprang dengang ind med kort varsel for en kollega, der var skadet – og vi har været sammen næsten lige siden. I lørdags efter ’Manon’ kastede de blomster op til os på scenen.”
– Har I ligefrem en fanklub?
”Der er ikke en klub på den måde. Vi er jo ikke fodboldspillere. Balletten har ikke samme masseappeal som sporten. Det mærker vi økonomisk. Vi kan jo ikke som fodboldspillere og tennisspillere rende rundt med Adidas og Carlsberg på vores trøjer. Men prøv at gå ind på Alinas hjemmeside. Den strømmer over af begejstrede indlæg fra publikum.”
– Du er lige fyldt 39. Alina er lige blevet 30. Hun har en lang karriere foran sig. Hvor længe fortsætter du selv?
”Da vi dansede ’Manon’ i lørdags, strejfede det mig, at det måske var sidste gang, jeg danser ’Manon’. Jeg ved, at jeg ikke skal lave den i næste sæson. Og hvad sker der derefter? Underligt, for jeg føler slet ikke, at jeg er parat til at sige farvel til sådan en rolle. Eller til andre roller. Pludselig er det måske sidste gang med f.eks. ’Giselle’, som Alina og jeg netop nu danser overalt i verden. For nylig med New York City Ballet på Metropolitan. Det er muligt, at jeg ikke mere kommer til at danse den i London. Det er i det hele taget en underlig karriere…”
– Hvordan underlig?
Johan tænder en cigaret og tænker længe.
– Hov. Du ryger. Er det ok for en danser?
”Jeg ryger ikke meget. Men vi lever også et normalt liv. Gør ting som andre mennesker. Som kunstner, som skuespiller og danser må man kende livet for at kunne skabe karakterer på scenen. Det er klart, at når vi taler om ’Enetime’, så er der ingen af os, der går rundt og myrder andre, så dér bliver det bare, hvad man prøver at forestille sig!”
– Men… en ’underlig karriere’ sagde du…
”Det er egentlig først nu, at jeg har den fuldstændige ro i mig selv, når jeg går på scenen. Først nu, at jeg føler, at der er mange ting, jeg teknisk har helt tjek på og lettere ved end før. Og så har jeg måske kun et par år tilbage! Det er da underligt, så ultrakort ens karriere forløber. Jeg voksede faktisk, indtil jeg var 24, og jeg var egentlig ikke fysisk og muskulært fuldt udviklet, før jeg var 30. Og balletskolen på Det kgl. Teater søgte jeg først ind på, da jeg var 16. Enormt sent i forhold til alle andre. Det tror jeg i øvrigt var meget sundt. Noget, som nok også ville være godt for mange andre.”
– Hvorfor det?
”For så er det ens eget valg. Ikke forældre, der skubber på. Selvfølgelig var min mor indforstået med det. Men det var min egen drivkraft. Den drivkraft, som er nødvendig hos en selv, og som man tit ikke finder hos børn og unge, der kommer ind i en meget tidlig alder. Det er derfor, der er så mange, der falder ud. For ét er, at de måske ikke bliver gode nok, men tit har der ikke været den virkelige interesse fra starten. Jeg gik direkte og meget bevidst til det. Derfor kunne jeg blive aspirant allerede efter et år. Og få debut i ’Giselle’ allerede året efter.”
– En anmelder skrev dengang, at du lige så godt kunne være blevet optaget på Operaskolen. Hvad skal dét sige?
”Det var nok, fordi anmelderen havde hørt en af de dér koncerter med Børge Wagner.”
– ??
”Det var tilbage i min skoletid i Odense. Jeg kom – hvis du skal have det hele med – fra Nørre Lyndelse, landsbyen, hvor Carl Nielsen blev født. Der var min far skoleinspektør. Han døde, da jeg var seks år, og så flyttede vi lidt rundt, indtil vi kom til Odense, hvor min mor engang var skuespiller ved teatret. Som 14-årig var jeg med i nogle H.C. Andersen-spil i Den Fynske Landsby, bl.a. ’Svinedrengen’. Børge Wagner, symfoniorkestrets dirigent, skrev musikken. Dengang blev der linet op til Odenses 1000 års jubilæum i 1988, og så blev det organiseret, at Børge Wagner rejste rundt med mig og hende, der var prinsessen – hun hed Nanna. Vi optrådte med sangene fra ’Svinedrengen’. Meningen var at lave PR for Odense og jubilæet. Vi kom både til England og Tyskland, til Schweiz og Østrig og også helt til Spanien og Portugal. Jeg var vild med at optræde. Stå på en scene og underholde. Synge eller hvad som helst. Så jeg gik også til dans i Odense. En gang om ugen.”
– Dér begynder ballet-karrieren altså i virkeligheden…
”Egentlig ikke. Jeg vidste ikke engang, at der var noget, der hed Den Kgl. Ballet. Men så tog min mor mig med på en tur til København, hvor vi så Peter Schaufuss optræde med et show i Cirkusbygningen. Det tændte. Jeg gik stadig i skole i Odense. Og kedede mig. Så vi fik vi min danselærer i Odense til at indstille mig til prøve på Det Kgl. Og dér kom jeg ind på dispensation.”
– På hold med nogle, der allerede kunne det hele…
”Ja, jeg fik da et chok. Jeg var vant til at være den bedste i Odense. Og så stod jeg pludselig dér. Jeg havde aldrig set noget lignende. Drengene var supergode. Stjerner allerede. Jeg var slet ikke vant til at træne dagligt. Men det gav mig blod på tanden til at blive lige så god som dem.”
Og det blev Johan Kobborg. Så god som nogen. Som 22-årig var han udnævnt til solodanser. Fem år senere solodanser ved Royal Ballet i England. Og i dag nærmer dansekarrierens afslutning sig – ikke mere end godt tyve år efter at han begyndte som balletskoleelev på Det Kgl.
En karriere som danser på topplan er næsten som et vindpust.
Hvad gør man så, når man er Johan Kobborg? Man overvejer chefstillinger. Og man koreograferer, skaber selv nye balletter.
Chefjobbet som balletmester ved Det Kgl. undlod han at søge for tre år siden, selvom han blev opfordret. Han ville stadig helst danse.
Balletmester-stillingen i London lægger han måske en dag billet ind på. Men også andre balletkorps rundt i verden kan blive muligheder.
Og koreografier? Jo. Hans to nye balletter, vi så her i foråret på Det Kgl. blev modtaget med nærmest sensationel begejstring. ’Alumnus’ var fællestitlen. Andre er undervejs.
”Jeg koreograferer med vilje i disse år, mens jeg stadig danser. Det er hårdt. For når jeg laver de ting, sidder jeg på en stol i halvanden måned, og bagefter skal jeg op og selv danse i flere uger. Men det er vigtigt for mig. Så jeg ikke står om et par år og panikker og ikke ved, hvad jeg skal.”
– Og måske bliver nødt til at flytte fra London og jeres eventyr-lejlighed?
”Du stiller svære spørgsmål.”