Tina Gylling Mortensen, Lars Mikkelsen og Paul Hüttel i ‘La Bête’ (Tegning: Claus Seidel)
JEG SNAKKER –
ERGO ER JEG
Forrygende kraftpræstation af Lars Mikkelsen i den amerikanske dramatiker David Hirsons ’La bête’ på Grønnegaards Teatret.
****
DER går – hvor meget? Ti minutter. Så sniger, slasker og kringler den mest fedtede, ranglede las sig over bagscenen, gennem galleriet i Nina Flagstads barokke lille slotssceneri – bagom Troels Lyby og Paul Hüttel, som lige har afleveret deres eget patetiske opgør om, hvad de skal stille op med den starut, de netop har spist middag med, og som de nu skal forhandle med, nu hvor deres arbejdsgiver Marquise de Conti har pålagt dem at antage starutten til deres teaterkompagni.
Så åbner lasen kæften og taler derefter uafbrudt i en halv time. En halv time! Af og til standser han op – ’jeg snakker måske for meget?’ Og fortsætter. På vers. ’Jeg taler, ergo er jeg’ – for nu at lege med filosoffen Descartes’ berømte ’Jeg tænker, ergo er jeg’.
Verden er fuld af vrøvl, og denne monsieur fra det herligste, sorte folkedyb er konge dernede.
Jammerlige rim, rædsomme metaforer, radbrækkede citatstumper af Cicero, biblen, eller hvad der falder ham ind, påbegyndt med skråsikre grin, hældt ud af en afgrundspøl af forkvaklet lærdom, opsnappet i flugten fra nær og fjern, og nu postet ud for at dupere Troels Lyby, der er teaterkompagniets leder – endevend navnet, han hedder Élomire, et anagram for Moliere.
OG DOG
Så vi ved, hvor vi er, og dog.
Marquisens afsindige idé: At den skæve outsider, som er skrabet op på et marked, skal være det salt, der kan sætte fut i den litterære, højt kvalificerede komediedigter – at den idé fra den amerikanske forfatter David Hirsons side skal give os et up to date billede på nutidens kulturelle niveau, hvor den elitære kunst og kultur trues af forfald og pop-ræs, stimuleret af politiske magthavere, der render i hælene på den dårlige smags og popkulturens elendighedssøgende markedskræfter – alt det bringer os ikke på bølgelængde med Moliere af den enkle grund, at stykket nok er en fuldstændig forrygende tour de force for Lars Mikkelsen som den krukkede klovn, men ellers har morderlig svært ved at fylde idéen med andet end en skematisk substans.
Idéen løber tør gennem den halvanden time stykket varer, og det skinner igennem i det mas, instruktøren Christoffer Berdal undervejs forståeligt nok får med at fylde et show ud, der dårligt når længere end til at brodere verbalt virtuost på sin figur, den rablende markedsgøgler og superkrukke Valère.
Der er påfund undervejs – David Hirson har en lille gave til ham med tøsen Dorine, der i Rikke Lylloffs udgave er uheldbredelig stammer og dermed et komisk kontrapunkt til det skummende ævlehoved Valère.
Men stort set er de to centrale ofre for Lars Mikkelsens løsgående skybrud – Paul Hüttel som Bejart og Troels Lybys Élomire – overladt til at måbe magtesløse over for den forkvaklede Valère.
De gør, hvad de kan, men opgaven er svær. Den vattede medløber Bejart og den fornærmede alvorsmand Élomire – mulighederne taber sig snart. De er på scenen næsten konstant over for galningen, og et greb til papirkniven og besvimelsesnære chok over mandens dårlige ånde og pågående, obskøne attituder er hurtigt brugt op.
PANIK
På den måde krymper spillet omkring Lars Mikkelsens ubeskrivelige festforestilling efterhånden. Det kommer kun delvis op at stå mod slutningen, da Tina Gylling Mortensen gør sin pompøse entré som marquisen, og skuespillertruppens andre medlemmer – Pauline Rehné, Maria Mondrup, Mikkel Larsen, Asbjørn Krogh Nissen og Rikke Lykkoff – bliver sat på den ekstravagante prøvelse at skulle medvirke i fyrens elendige gøglershow ved navn ’Parablen om de to drenge fra Cadiz’ uden at ane, hvad det handler om. Et påfund fra marquisen, der skal opfylde hendes umulige tegnebords-ønske om at se gøgl og traditionel komedie løfte sig i en højere enhed.
Det bliver ganske komisk og underholdende i sin totale panik. Men man kunne sammenligne den subtile kunstneriske effekt, Richard Strauss og Hugo von Hoffmannsthal opnår i en lignende situation i ’Ariadne på Naxos’ for at se, hvor svært den amerikanske dramatiker har ved at ramme sin pointe: Kampen mellem kunst og populistisk vrøvl.
OVERVÆLDENDE
Det, der bliver tilbage med denne forestilling på Grønnegaardens Odd Fellow Palæ-scene er Lars Mikkelsens overvældende præstation. Et verbal-erotisk overflødighedshorn, men også et hyperaktivt og feberagtigt kropssprog, der fører ham på krydstogt mellem sofistikeret intellektuel svindel og hamper underklasse-snuhed, kroppen som uafladelig medspiller, det svedne grin afløst af forbavset rullende øjne, himmelvendte uskyldsblikke, ryggen bøjet i underkuelse – en skabekrukke, det er sådan, men også spiller sådan, et teater i teateret, ufremkommelig for folk, der tænker i mening og holdning.
Lader David Hirson ham tage stikkene hjem til sidst? Se selv.
Stykket varer en time og fyrre minutter uden pause. Man kunne skære nogle minutter fra af Lars Mikkelsens verbale Tour de France. Smerteligt, når han nu er så forrygende? Måske. Men alligevel. For mange bjergtoppe. Eller hvad det nu var, kejser Leopold sagde om Mozarts ’Figaro’.