Jonas Kaufmann Tivolis Koncertsal 1.8.2011 Anm.

EN DØD GENRE?

 

En øjebliksberetning fra Tivolis Koncertsal, hvor Jonas Kaufmann og hans pianist Helmut Deutsch skabte fortættet stemning med Schuberts ’Die Schöne Müllerin’.

 

******

Jonas Kaufmann (foto: Uli Webber) 

NÅDADA! – ku’ man så ellers få luften mættet i total, koncentreret, anspændt stilhed – jeg siger også anspændt, for vi er sunket til bunds med Schuberts møllersvend i hans elskede bæk, hans fortrolige samtalepartner i Schuberts ’Die schöne Müllerin’, historien om tøsen, der drejer hans hoved af led og hellere vil have den grønne jæger, da det kommer til stykket.
Og så drukner han sig, møllersvenden! På bunden af den lille bæk, der har været hans guide undervejs, har hvisket og lokket ham, som var det ikke pigen, men den rislende bæk, der var hans elverpige. Vi er vel i den friske romantik, ikke? Hvor naturen selv i egen lyslevende åndekraft og åndedræt tager os ved hånden og forfører, som var det Jesus selv.
Panteisme kalder de det, de, der hæfter kulturen og filosofien op på knagerækker.  
Anspændt lyttende og nedsunken i salig historiefortælling – det var det, vi rev os ud af for en halv time siden.
Fra Tivolis Koncertsal, og fra sangeren Jonas Kaufmanns afsluttende ord i ’Des Baches Wiegenlied’, bækkens vuggesang i ’Die Schöne Müllerin’. Druknet har han sig, og drukne må han sig, for det gør man, når man ikke får den, man elsker.

FORTÆLLEKUNST
 
Tenoren Jonas Kaufmann skulle jeg vel sige – for tenor er han, og vi kender ham mest som en fremragende operatenor.
Men himmel, hvor er det underordnet at kalde ham netop tenor i det, vi snakker om her.
For min skyld må man kalde ham hvad som helst, for det afgørende er, at han er en sanger, en kunstner, der fortæller en historie sammen med en pianist – Helmut Deutsch er hans navn – en historie, Schubert har gjort til et vidunder af musikalsk fortællekunst med klaver og stemme vævet sammen i dialog det ene øjeblik, sublim syntese det næste, spørgsmål og svar, samklang som var det et lille kammermusikalsk partitur – lige meget: En historie! Fortalt så stilfærdigt, at det kunne være Benny Andersen, der sad med bogen i hånd, men også så morderisk dramatisk, så det kunne være realiseringen af en Terentino-drejebog.

FINMEKANIK

Der sad vi. Begyndte at trække vejret igen efter en fortælling på en times tid, en fortælling, der hos pianist og sanger voksede i intensitet – et par, der lod historien gro i et mylder af sublime detaljer, et sug af dramatik i juvel-detaljeret finmekanik.
Schuberts værk, forfatteren Wilhelm Müllers værk, jo, jo. Men to lyslevende kunstnere dér på tribunen. Afbrudt nogle få gange undervejs af glade publikummer, der måske ikke er nørdede Schubert-kendere og derfor bryder hævdvunde, liturgiske spilleregler: ’Du klapper ikke mellem sangene’!
Men fandeme da gør det, fordi de bliver begejstrede – gør tilhørere ikke også det undervejs i en god H.C. Andersen-oplæsning? Jo, de gør, hvis hjertet må ud med glæden – men nej, de gør ikke, hvis de er kultiverede og kender deres Schubert og den klassiske musiks spilleregler.
 
TRADITIONEN

Så hvor er vi med dét?
Vi er dér, hvor Schuberts ’Die Schöne Müllerin’ og så meget andet er røget ud af den kontinuerlige koncerttradition, der herskede på vores forældres og bedsteforældres tid – som Bo Skovhus sagde i et interview, vi begik for et halvt år siden: ’Koncertarrangører vil have os i større og større koncertsale for at skovle billetindtægter ind. Og dermed dør den klassiske liedsang!’
Så derfor også en venlig tanke til Tivoli for sådan en koncert, vi nu har tumlende sig i vores hoved denne skrivende aftenstund, hvor rødmen på himlen er ved at slukkes.

DEN GRØNNE FARVE

Hvad vi har boltret os med? Med detaljer som det øjeblik, hvor den arme møllersvend må synge om den grønne farve, der er den lykkelige naturs, men også den forbandede jægers farve, den jæger, pigen har stirret sig blind på. Schubert lader pianisten hamre, hviske, mumle, prikke, kæle sig og smyge sig ufravendt og manisk omkring kvinten i den h-moll, der er kernen i både sangen ’Die Liebe Farbe’ og den efterfølgende ’Die Böse Farbe’, en rasende insisteren, et hadefuldt råb, en nervepirrende pil i hjertet på den arme fyr, der synger og krænger sin sjæl ud, synger sin pine, sin kærlighed, kæmper med stolthed, prøver med ironi, prøver med anråbelse, prøver med selvbebrejdelser.
Den kvint bliver bare ved, og rummer det hele.
Hvordan gør man? Spørg Schubert. 

GregersDH.dk 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

code