PÅ KNÆ

Anders Gjellerup Koch er en rørende tumling som Vanja i Tjekhovs ’Onkel Vanja’, et familieopgør med tilhørende arvestrid i det førrevolutionære Rusland.

’Onkel Vanja’ spiller på Odense Teaters Store Scene indtil 11. februar

****

HVIS man følger med i ’Arvingerne’ på tv, kan man nu få nyt input til diskussionerne om, hvem der gør hvad i arvesagen om Grønnegården.
Det sker på Odense Teater, hvor man har sat Tjekhovs ’Onkel Vanja’ op. Om man så vil kalde dét ’nyt input’. Tjekhovs ’Onkel Vanja’ er fra 1897, Og der har været almindeligt slagsmål om arv og gæld gennem historien både før og efter det år.
’Onkel Vanja’ er en klassiker, som det trænede teaterpublikum har bestemte forventninger til. Det er Tjekhov, det er det gamle Rusland, det er tiden før revolutionen, og det handler om et land, der er gået i stå, dårligt nok kommet ud af feudaltiden og om mennesker, der helst vil have, at alt skal forblive ved det gamle og trygge, men godt ved, at der nok kommer til at ske noget nyt. Det er bare ikke lige deres sag. Bliv os fra livet her ude på landet. 
 

SKUB TIL TRISTESSEN

Tristessen melder sig med det samme i dekorationen på Odense Teater. En stor stue med grå slidte vægge, der lige kan åbne sig, så vi får et kik ud i haven, den elskede have. En daskende gren fra et træ anes i døråbningen. Lidt forpjuskede efterårsblade.  
Den unge instruktør Jacob Schiødt, som Odense har givet opgaven, sætter en del skub i tristessen. Han har interesseret sig for Tjekhov før. Han lavede *Mågen’ som afgangsopgave på Statens Teaterskole, hvilket medvirkede til, at han fik en Reumert-talentpris sidste år.
Schiødt vælger på den ene side at holde fast i det nedskruede tonefald, det sindige tempo, de afventende replikker og de pauser, der hører til tungsindet og passiviteten hos medlemmerne af familien med tilbehør: Tjenestepigen, lægen m.fl.   
Samtidig spiller han den desperation ud, som trods alt lurer under overfladen. I ryk og små eksplosioner.
 

GODT TÆNKT

Det er godt tænkt og set. Og giver de medvirkende mange fine muligheder for karakterfulde energiudladninger. Først og fremmest hos Onkel Vanja, som er Anders Gjellerup Kochs opgave. Onkel Vanja er en mand midtvejs i livet, forvalter af familiegodset – gennemgående uegnet til jobbet, doven, hyggelig, lidt sumpet, sympatisk i sin konstante skvulpen rundt. Stærkt betaget af den unge Jelena, der har indfundet sig med sin aldrende ægtefælle Alexander. Alexander mener, han er familiens overhoved og har derfor tiltaget sig retten til i årevis at afkræve Vanja månedlige beløb. Samt beundring for at være flittig, lærd og berømt i de akademiske snirkler. Familiens stolthed.
Hans unge kone – spillet med elegance og selvbevidsthed af Natali Vallespir Sand – sætter hormonerne i sving hos flere i huset. Hos lægen – Claus Riis Østergaard, charmør med lægetaske og lakerede intellektuelle udsagn – og altså hos den arme, letfængelige Vanja, der både forsøger sig med blomster og med at falde på knæ og tilbyde ægteskab, alt lidt i flæng.
En klovn og en drømmer. Gjellerup Koch har sin Vanja i kraven. En elskelig mand, alt går galt for. Da han til sidst ikke ser andre udveje, kryber han ved tæppefald ud under tæppet til publikum som for at søge tilflugt. 
 

BLÅØJET

Inden da har Alexanders søde, forvirrede datter Sonja forelsket sig håbløst og blåøjet i lægen – Marie Nørgaard er et flimmer af yndefuld hjælpeløshed, med alle lemmer strittende af barnlig usikkerhed – og Lisbeth Gajhede, tjenestepigen, har forsøgt at få dagligdagen til at køre, Maria Stenz, Alexanders svigermor, har luret i vandskorpen for at puffe svigersønnen fremad i hans arvefiduseri.   
Selve arvesagen kommer som et kuglelyn mod slutningen af ’Onkel Vanja’. Professor Alexander har nørklet en plan på plads, hvorefter ejendommen skal sælges, og provenuet deles på en fiks facon, så han bliver tilgodeset for næsen af alle andre.
Sammenbrud og afrejse.
Noget lignende vil nok ske i ’Arvingerne’, gætter vi.
www.gregersDH.dk