HELENE

I GRÆSK

KRISE

En glad aften med Offenbachs ’Den skønne Helene’ i pjank og vellyd på Hofteatret.

Offenbach: ’Den skønne Helene’. Instruktør: Jacob Beck. Scenograf: Thomas Winkler. Kostumer: Jannie Rask de Vitt. Dirigent: Magnus Larsson. Medvirkende: Bl.a. Jacob Andersen, Philippa Cold, Erling Eliasson, Willim Jønch Pedersen, Susanna Elin Jensen, Ulla Abildgaard og Katrine Deleuran Petersen.

***

DET kunne blive en svir, hvis Det Ny Teater en dag greb en klassisk operette som ’Den skønne Helene’, og gav den hele armen med sit store professionelle udtræk.
Men det er sandelig også en svir at se det entusiastiske foretagende Polyhymnia – de kalder sig en ’lille forening’ – kaste al sin operettebegejstring ind i sådan en Offenbach-sag. Det gør de med premiere denne fredag aften på Hofteatret, og det er en fornøjelse. En trekvart-professionel forestilling, skabt med beskedne midler, men med smittende ildhu, omhu og humør, også en portion glimrende selvironi.
Polyhymnia er dannet for tyve år siden af universitetsstuderende, der syntes, at wieneroperetter kunne sætte ekstra skub i deres teologiske studier.
Der sker overraskende ting i opsætningen på Hofteatret. Ikke bare, at den har fået en del fjantet aktualitet – vi er jo i Grækenland, og det skal Helene og prins Paris og resten af banden fra Homers ’Illiaden’ ikke slippe godt fra: Banklån hænger ikke på træerne, når det kniber.
Men det mest overraskende er egentlig, at det lykkes instruktøren Jacob Beck at få de over tyve medvirkende til at fungere på den lille Hofteater-scene med en smidighed, der får det hele til at ligne en leg. Hovedpersonerne, jo, jo, der kører det som det skal. Talentfulde sang og musikstuderende, der ved, hvad de gør. Men at vi i den ene massescene efter den anden kikker forbavset på det folkelige røre, der udfolder sig og tænker: De går aldrig i vejen for hinanden. De er en levende organisme i bevægelse. Midt i tossestregerne. Midt i de lattervækkende intriger.

OVERSKUD

Det er en fornøjelse. Der skal grundig indstudering til. Og præcis koreografi.
Det sidste sørger Den kgl. Ballets tidligere topdanser Erling Eliasson for, og når han så er i gang, kan han jo lige så godt spille Menelaos og synge dennes offenbachske strofer. Hvad han så netop ikke kunne på denne premiereaften, hvor han måtte nøjes med at mime og få dirigenten Magnus Larsson til at synge tonerne.
Og det bringer os på endnu en opstemt kurs: Den musikalske indstuderingen af netop kor- og ensemblescenerne må have været omhyggelig, for alt sidder præcist, og der er overskud til at folde sig ud tilsat skæve smil og overstadig charme – med et solistisk besat ensemble på elleve musikere, og en som sagt syngende dirigent, der ikke kan nære sig for at snuppe en rolle på scenen et par muntre øjeblikke.
Det hører til genren, at ikke bare aktuelle vittigheder og politiske finter får plads, men også hele indbagte scener, f.eks. et lille X-factor show, hvor solisterne kan brillere med Giro 413-numre a la ’Angelique’. Eller en gang matadorspil, hvor græske ejendomme og formuer forsvinder så hurtigt som i den virkelige verden.
Dette kaster ikke noget røgslør over, at næsten alle solisterne på scenen er i gang med professionelle vokale uddannelser eller allerede er igennem dem. Folk som Jacob Andersen, der er Prins Paris i forestillingen eller William Jønch Pedersen, der er Kalchas.
For ikke at tale om Philippa Cold i titelrollen, der trods sin unge alder nærmest er veteran i dette selskab: Hun debuterede med sin sopran for fire år siden og kunne læse sig til fem stjerner i anmeldelsen på denne blog.
Der er small scale-wieneroperette over forestillingen, men scenografien afstår nu ikke for søjler og skib i søgang på den lille scene. Og især: Boblende humør.

gregersDH.dk