Peter Flyvholm, Xenia Noetzelmann, Kitt Maiken Mortensen og Anders Mossling i ‘Opvisning i lavt selvværd’ (foto: Raphael Frisenvænge Solholm)

MIG OG MINE

KOMPLEKSER

Er vi til Oxford-møde eller til et privat natteshow? Begge dele er muligheden med ‘Opvisning i lavt selvværd’ på Teater Sort-Hvid.

Tekster: Cheer Extreme. Medvirkende: Anders Mossling, Kitt Maiken Mortenen, Xenia Noetzelmann og Peter Flyvholm.

’Opvisning i lavt selvværd’ spiller på Teater Sort/Hvid i Staldgade 38 i den gamle Kødby.

**

VEKOMMEN til Oxford-møde, eller hvad vi skal kalde dét, der foregik denne aften på Teater S/H’s midlertidige opholdssted i Kødbyen.
Bliv ikke forbavset over noget dét sted, slagtekrogene hænger der endnu, køerne er væk, men skuespillere er jo også en slags kreaturer, der brøler deres nødråb, hvis det stikker dem, og det gør det i den forestilling, der udspiller sig denne aften på selveste H. C. Andersens fødselsdag.
Andersen burde have været med i levende live. Han havde kastet sig ivrigt ud i det, der er forestillingens emne – læs titlen: ’Opvisning i lavt selvværd’. Essensen i den øvelse er jo noget, Andersen havde stort talent for: At bekende sine ydmyge svagheder som kamuflage for sin ekstreme selvhævdelse.
Det er, hvad forestillingens fire skuespillere bedriver i den gode time, vi sidder der grebet af forbavselse.

EKSHIBITIONISMEN

Vi kalder det Oxford-møde med tanken på de bekendelses-seancer, som Oxford Bevægelsen, den senere Moralsk Oprustning, foranstaltede som kristelige renselsesprocesser.
Vi kunne vel også se for os seancen i S/H Teatret som et festligt indslag i en privat skuespillerfest, et lille ekshibitionistisk karneval ved midnat, når stemningen er ude af flasken.
Hvor man med et munter glimt i øjet snakker løs om pudsige fobier, man render rundt med. Komiske forestillinger om, hvordan man tror, man bliver opfattet af andre. Skavanker, man synes man har, men forsøger at skjule. Mindreværdskomplekser, man kæmper med. Fornærmelser, man bider i sig.
Nøjagtig som det går ved den slags festlige lejligheder kan man have svært ved at se grænsen mellem ironi, selviscenesættelse, uigennemtænkte blotlæggelser og psykologiske problemer, der gror i undergrunden.
Har eller har ikke den sympatiske skuespiller Anders Mossling små svamp-problemer i hovedbund og over hele det nydelige legeme, han blotlægger? Problemer, der plager ham?
Og rækker det videre, når den lige så sympatiske Kitt Maiken Mortensen fortæller, at hun godt kan blive i tvivl om, at folk, der siger, at hun har kønne øjne, dermed indirekte siger, at resten af hende sandelig ikke er for kønt? Hvilket hun så dementerer ved at smide alt tøjet og vise pæne bryster og andet godt, dog under koket påberåbelse af sin personlige tvivl om kvaliteterne.
Mindre tvivl om det sande indre slagsmål med komplekser viser Peter Flyvholm, når han morsomt fortæller om, hvordan man har det, når man har haft en mindre rolle i en filmindspilning, og så som en strøbemærkning under en filmfestival får at vide, at rollen er strøget. Eller hvordan det er at stå i en elevator med Paprika Steen og sige pænt goddag til kollegaen, og bliver spurgt: Hvem er De? Og fortælle, at man er skuespiller ved Aarhus Teater, hvortil fru Steen arrogant svarer: Jeg kommer aldrig i Aarhus…
Selvironi er forsonende.
Egentlig rammer kun en af de fire nogle strenge, der et øjeblik får dybere og mere uheldsvange toner til at klinge. Det er den tyskfødte skuespiller Xania Noetzelmann, der fortæller om, hvordan hun opdagede og oplevede sin lesbiske natur som teenager i et dybt borgerligt lillesamfund i Tyskland. Luften står stille, da hun i nogle sekunder taler til en kvindelig tilskuer på første række. og vi mærker den dirrende selvværds-problematik.
Som teater hænger denne ’forestilling’ i løse tråde, og er nok nærmest til studier i marken for psykologer.

gregersDH.dk