SKOVTUR
På munter og snakkesalig skovtur i Odense Teater med Shakespeares ’Som man behager’.
****
ARDENNERSKOVEN! Hvad skal vi nu dér? Hvorfor henlægger Shakespeare sin komedie ’Som man behager’ til en skov på grænsen mellem Frankrig og Belgien? – Vi er plaget med bevidstheden om det mest morderiske vinterslag i den skov i slutningen af 2. verdenskrig, hvor amerikanere og tyskere slagtede hinanden i den grad, at egnens kirkegårde har kilometerlange rækker af hvide kors på soldatergrave.
LIVET I SKOVENMen Shakespeare gør så meget. Fabulerer som det passer ham.
Det skal vi tage i stiv arm. Og det gør de også i Odense, hvor instruktøren Jens August Wille lader træerne gro og gro, da vi først har forladt indledningen – den dramatiske situation, hvor helt og heltinde, den ene efter den anden, Orlando og Rosalinde, bliver ekspederet hjemmefra og forvist til livet i skoven, den først af sin bror, den anden af sin far. Orlando endda efter et gladiator-slagsmål så voldsomt, at man kunne frygte, at han aldrig ville nå frem til skoven – den kække Morten Brown er i morderisk stagefight med den professionelle Kim Jansson. Og Rosalinde – flotte Kathrine Høj Andersen – efter et ubegribeligt faderopgør. Afsted til skovs med hende sammen med snusfornuftige kusine Celia, pudsigt spillet af Christine Gaski.
I skoven er der fred for bylivets og hoffets intriger og trakasserier. Og mulighed for pjank uanset vejret. Wille og scenograf Camilla Bjørnvad lader sneen dale gennem hele 2. akt, så der bliver så meget mere grund for sangeren Søren Huss til at synge den lille hymne til foråret hen mod slutningen, den lykkelige slutning, hvor alle kabaler går op. Heises ’Der var en svend med sin pigelil’ er droppet, og Søren Huss har opdateret til enklere toner.
Undervejs hører vi om både løver og slanger, og om Robin Hood, skønt han jo hører hjemme i Sherwood-skovene ved Nottingham, hvis vi skal tro på Walter Scott.
GUIRLANDER AF INDFALD
Men vi er på lykkelig komedie. Forvekslingskomedie, hvor de glade bønderkarle og piger, der er mod- og medspillere til hovedpersonerne, får lov at lege så muntert brægende fåreflok for deres hyrde, at de har svært ved at bræge af, når de skal agere mennesker.
Der er en vrimmel af pudsige guirlander i den forestilling, især verbale – håndteret sjovt og skævt af f.eks. Mikkel Bay Mortensen, som er hofnarren, der gør skovturen med. Oversætteren Niels Brunse leverer ham så mange godbidder – ’den ene er grundstødt, den anden er stødt uden grund’ – det vrimler med rappe formuleringer. De absurde figurer bliver skåret skarpt til – den melankolske hofmand Jacques er skovlet i Malene Melsens ranglede krop, og Baard Owe lægger bare tæer og sin uforlignelige diktion til den filosoferende tjener Adam.
FORVIKLINGER
Det hele handler om parret – og parrene, for der er flere, socialt lagdelt – som skal have hinanden gennem en proces, hvor Rosalinde indtil sidste hug drejer hovedet af led på Orlando i et dobbeltspil, hvor hun er forklædt som en ung fyr, der ’spiller’, at hun er Rosalinde – ja, hold lige fast – kønsforvirring er et shakespearsk speciale. Kathrine Høj Andersen snor sig gennem de kringlede forviklinger med pågående robusthed, hvor man kunne se og høre for sig en mere raffineret underfundighed – jeg husker en Lily Weiding i rollen som uimodståelig dobbeltbundet, det kan være en nostalgisk erindringsforskydning, for det er umanerlig længe siden: Odense Teater i 1958.Under alle omstændigheder er vi godt underholdt på Odense Teater, hvis vi ellers gider hænge på – ørerne skal være på stilke, for det går stærkt, og det er de sproglige rap- og finurligheder, der er guld værd i ’Som man behager’.
Sidegevinsterne er mange i store og små roller i denne besætning, der fortæller noget om teatrets store potentiale. Nævn dem alle, og du er ikke halvvejs gennem teatrets skuespillerpersonale.
GregersDH.dk