NØDRAKETTER

Dramatikeren Peter Asmussen har igen skrevet om livets dirrende og absurde meningsløshed. Hans nye stykke hedder ’Hjertet skælver’

’Hjertet skælver’ spiller på Aarhus Teaters Studioscene indtil 25. februar.

*****

’HJERTET SKÆLVER’. Det kunne være titlen på en ugeblads-novelle. Man ser illustrationen for sig. Et nydeligt ungt par. Og solen skinner.
Men nej. Så kender du ikke Peter Asmussen. Der er ikke sol og forårsstemning hos ham. Han slipper ikke sine sorte visioner. Det bliver vi mindet om, allerede inden skuespillerne åbner munden. Instruktøren Simon Staho har sat publikum til at vandre gennem mørke gange i Aarhus Teater frem mod teatrets Lille Sal. Op og ned ad skumle trapper. Undervejs stopper vi op omkring et rundt bord fyldt med vandglas, der dirrer og klirrer svagt hver gang, der lyder hjerteslag fra højtalere. Vi er pålagt dyb tavshed. Og lister videre ind i salen, øjner i mørket de seks skuespillere på scenen. Silhuetter. Så dystre som på billedet.
Lammende stilhed.
Og første replik: ’Mere er der vel egentlig ikke at sige’.
Men det er der sandelig. Gennem den næste time lytter vi til replikker, der sendes mod os fra så en, så en anden af skuespillerne, uden at vi præcis spotter, hvem der nu taler. Mandsstemme det ene øjeblik. Kvindestemme det næste.
Det er som var vi i en skyttegrav ved Vestfronten, sidder i mørket, hører spredte skud i ryk, replikker der er så uberegnelige som salver, hvis retning vi ikke kan beregne.
 

UHELDSVANGER
 
Peter Asmussen vil os det ikke godt, han vil ikke sig selv godt, hans replikker er som nødråb fra en verden og en tilværelse, der ikke finder sin mening. Sådan kender vi ham fra andre teaterstykker, og man skal ikke lytte til ham, hvis man tror, at der er beroligelse, opmuntring og livsglæde at hente i hans selskab. Tonen er uheldsvanger, tilsyneladende meningsløs i selve substansen, voldsomhederne er uforklarlige.
Og er der sammenhæng gennem den times tid, et stykke som ’Hjertet skælver’ varer?
Jo, korte antydninger af forløb. En pige, der udsættes for incest, en far, der lukker sig om sig selv, et visnende kærlighedsforhold på et hospital. Og meget mere. Men alt skåret stykvis og kastet ud som sønderrevne brudstykker af noget, der engang har været.
Sært, undertiden råt og komisk i sin vrængende, afsnuppede form.

REPLIKKER

Jeg genkender pludselig en replik fra et tidligere Asmussen-stykke, der var lige så isnende.
Stykket hed ’Ingen møder nogen’, gik på Husets Teater med Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer. Det fik en Reumert-pris.
Her spørger kvinden manden, hvorfor han lukker øjnene i sengen.
”Jeg forestiller mig, du er en anden,” svarer han.
Kvinden siger: ”Jeg lukker dem også.”
Manden spørger: ’Hvorfor?”
”For ikke at glemme dig. Jeg husker dig kun med lukkede øjne.”
I ’Hjertet skælver’ føres vi videre et andet sted hen. Men fjernheden, anonymiteten, intetheden er lige så desperat. Personerne sortner, råber i det tomme rum.
Men sjældent har jeg lyttet så intenst. I første omgang selvfølgelig for at spore sammenhæng. Men så for at opsuge den kraft, der ud af tomheden kommer fra mange af udsagnene, replikkerne. Sort humor. Eller sort snak. Eller bare sort. Rungende sort. Udsagn, der sendes ud i rummet som løsslupne nødraketter. I et tempo og en rytme, der får dem til at eksplodere. Eller forsvinde. Eller blive hængende i luften.
De seks skuespillere, der opfører denne dystre requiem-messe er Jens Zacho Böye, Jesper Dupont, Barbara Hesselager, Sicilia Gadborg Høegh, Jacob Madsen Kvols og Kirsti Kærn.

gregersDH.dk