Christopher Læssø, Joachim Fjelstrup, Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet, Carl-Christian Riestra Rasmussen, Esben Smed, Sofie Ancher Vea, Sicilia Gadborg Høegh og Siir Tilif (Foto: Bjarne Stæhr)
EN BRISE AF SPILLEGLÆDE
’En skærsommernatdrøm’ i hænderne på Teaterskolens 3.års elever i Grønnegaardsteatret.
****
HVOR skal vi anbringe dem, de herlige figurer i Shakespeare ’En Skærsommernatsdrøm’?
Alt har været forsøgt. Her, der og alle vegne. Man gad nok lige en dag fiske jazzversionen ’Swinging the Dream’ frem for at se, hvad Benny Goodmans sekstet fandt på som stykkets håndværkertrup. Med Armstrong som Rending (eller Rendegarn eller som her i Grønnegaarden Rumpe, det kære barn har mange navne).
Der er såmænd rigeligt at genopfriske: Peter Langdals gennembrud på Gasværket i 80’erne med stykket som et cirkuseventyr. Gladsaxe Teaters håndfaste show med Nikolaj Hübbe som Puk en halv snes år senere. Nørrebro Teater, som for få år siden rykkede historien til Nørrebros asfaltjungle, nu med Jan Gintberg som Puk o.s.v., o.s.v. Neumeier-balletten for et par år siden på Det Kgl. som en musikalsk svir – og nej, hvordan kan man nu glemme dét, selvom man gerne vil: Svenske Anders Paulin, som i de kongelige Turbinehallers seneste levedage, kylede skuespillerne ud på værtshusene i Gothersgade, mens vi andre så sad der og så det hele, nej det halve, på video. Og kedede os.
Dér så man, hvordan også dét kan lade sig gøre.
PÅ LEGEPLADSEN
Og slet ikke som Frede Guldbrandsen får det til at klinge i Grønnegården som en glad børneteaterforestilling, hvor vi voksne bliver som deltagere på legepladsen.
Forkortet, forenklet, fornyet, for meget, men også for lidt, for vi morer os ubrudt, og kunne godt blive ved lidt endnu. Hvis De forstår, hvad jeg mener.
Det er 3. års skuespillereleverne på Statens Teaterskole, Guldbrandsen har lavet det til. Og det er på en måde som at se en henrykt amatørteater-forestilling, hvis vi inhalerer den brise af umiddelbar entusiasme, opsætningen stråler af, glæden ved at optræde.
Begejstringen over at spille det frækkeste, mest kaotiske, mest poetiske, mest vildsomme Shakespeare-stykke – præcis, hvad vi som publikum beder skuespillerne om sådan en solbestrålet eftermiddag i Grønnegårdens hjørne af det københavnske sommerparadis. Og professionalismen ligger på lur i luften og råber op.
TEATERVÆSENER
Vi ser på dem, de jomfruelige teatervæsener, ser en lømmel som Lysander forvandle sig til den berømte mur i håndværkernes ’Pyramus og Thisbe’-show, opført til ære for en Oberon, der ligner naboens flinke søn, en Titania, som synger så kønt, en Puk, der skam kan spille violin, en Hermia, så spændende og eksotisk, en Helena, som virker, som om hun er rendt fra en stjernerolle i en sommerrevy med knæene i kalvestilling, en Demetrius, der som et naturbarn er dukket op fra fjerne egne, og en Rumpe, der kan spille, hvad der passer ham, og gør det.
DET KOSTELIGSTE
Sådan sidder vi der og måler dem med fremtids målestok, aner drømmene, aflæser sprog og timing, øjner perspektiverne hos de enkelte, trykker tommelfingre, og alt sammen i den medvind, der skyller gennem holdet – af talent og den spilleglæde, der er det kosteligste, det mest ubetalelige, det næsten alt afgørende for disse skuespilleres fremtid.
En midsommer, en skær sommernat ved højlys dag, en Shakespeare-komedie afleveret i den sprødeste dekoration – som er Grønnegårdens eventyr suppleret med en lille forhøjning og et par knasende, gnækkende sivskove, der på det herligste udgør det vildnis, som alfer og damer og herrer kan forvilde sig i og gennemtrænge i deres erotiske halløj, som Puk og Oberon får sat i baglås.
Katrine Altaparmakov har tryllet med små midler og ladet Eigtved og Thurah klare resten af scenografien for 250 år siden.
Vi sætter små glade etiketter på disse unge navne og overlader dem trygt til deres videre skæbne: Carl-Christian Riestra Rasmussen, Christopher Læssø, Joachim Fjelstrup, Esben Smed, Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet, Sicilia Gadborg Høegh, Siir Tilif og Sofie Ancher Vea.