SKAKMAT
Øredøvende aflevering af ’Chess’ i Tivoli. Modtaget med øredøvende jubel.
Tekst og musik: Andersson, Ulvaeus og Rice. Instruktion: Mark Clements. Scenografi: Peter McKintosh. Dirigent: Mikkel Rønnow. Medvirkende bl.a.: Stig Rossen, Xenia Lach-Nielsen, Bjarne Langhoff, Pernille Petersson, Kristian Vetter, Jakob Zethner, Martin Loft plus et stort ensemble. Foto: Bjarne Langhoff og Stig Rossen (Fotograf: Rumle Skafte )
’Chess’ spiller I Tivolis Koncertsal fra 19. 1. I Århus fra 20.2. I Odense fra 6.3., i Vejle fra 13.3. og i Holstebro fra 21.3. Varighed: 2½ time inkl.pause.
****
UD i det våde Tivoli med den ’Anthem’ rungende i ørerne! Det er som når man ikke kan slippe hovedtemaet i Mozarts g-mol symfoni. Man glemmer at se sig for, træder i en stor vandpyt. Det er det infernalske sluttema i ’Chess’. Xenia Lach-Nielsen med den høje Anthem-sluttone. Ikke noget at snakke om for en sopran. Nattens Dronning i ’Tryllefløjten’ fiser det meste af en oktav højere, når hun sætter pedalen i bund. Xenia er skuespiller. Med en flot musical-sopran.
MAN fatter, hvorfor den sang skal slutte ’Chess’. Xenia gør det indlysende. Den bliver sunget allerede en time tidligere i ’Chess’ – dér er det Stig Rossen, og han giver den alt, hvad den kan trække, han har sunget ’Anthem’ myriader af gange, hans tekstbehandling er perfekt, og man kan vågne med temaet i hovedet en sort vinternat, høre Rossens fløjls-baryton, der svinger sig op i sit høje leje i konkurrence med Tommy Körbergs stemme fra den gamle version fra originalen i 80’erne.
MEN nu Xenia Lach-Nielsen, som tager fat i kraven på denne musical og slynger dens hovedtema ud, en af disse ubegribelige vokale kanonskud, som Abba-drengene Benny Andersson og Bjørn Alvaeus skrev tilbage i 70’erne som trumfkort i deres historie om den russiske skakspiller Anatoly, der hopper af til Vesten, rejser fra kone og barn, og nu står der og savner og fortryder med sang på læben.
TEMAET er som halet ud af den russiske nationalsang. Og konkretiserer Chess-emnet: Skak som symbol på russisk kultur og selvstændighed – og modsætningsforholdet til Vesten, især U.S.A.: Abba-drengens inspiration til at skrive ’Chess’ kom efter den unge amerikanske skakspiller Bobby Fischers forbløffende sejr ved verdensmesterskabet i Reykjavik i 1972 over russeren Boris Spasskij, nationens stolthed og anset for uovervindelig.
FORFATTEREN Leif Davidsen har skrevet i programmet om, hvordan verdensmesterskabet kom til at bryde op i den årelange stormagtskonflikt og kolde krig. Om virkeligheden bag ’Chess’-fiktionen.
EN FIKTION, Hvor identifikationen af de to parter i musicalen er tyktflydende: Russerne grå og firkantede. Amerikanerne fjollede og fordrukne festaber. Et klart kneb for at sætte de to hovedpersoner, den amerikanske sekretær Florence, som er Xenia Lach-Nielsens rolle, og Stig Rossens Anatoly i relief: Den forelskede Florence, der selv har en fortid som flygtning fra Østeuropa, og den forelskede Anatoly, der vælger at flygte fra hjemlandet. To flygtninge, der finder hinanden.
’CHESS’ er i Tivoli blevet en nyskabelse af denne skak-opera, langt flottere scenograferet og gennemarbejdet med dansere og kor og solister end den ’Chess’, denne anmelder så og skrev om for seks år siden på Århus Teater. Men stadig med de uhelbredelige svagheder, der består i, at musikken – bortset fra flere perler af korsatser og nogle sange, eller arier skal vi vel kalde det, for vi er til musical på grænsen af opera… at musikken drives frem i monotont komponerede dialoger og en orkester-instrumentation, der i lange passager er som stykket sammen med et rivejern, og som oven i købet i Tivolis Koncertsal gives videre til os med en mikrofonstyrke, som var vi tonedøve, der skulle til høreprøve inden en skydeøvelse.
KAPELMESTER Mikkel Rønnov og solisterne skulle tage og lytte til det båndede resultat, så også voldtægterne på sangernes stemmebånd kunne reduceres til det nødvendige. Der er sandelig nok af vokale ressourcer hos de medvirkende til, at de ikke behøver agere opråbere på et marked for at komme igennem til os. Det gælder Bjarne Langhoff, der spiller Frederick Trumper, Anatolys modpart i de dramatiske skakkampe om verdensmesterskabet, Kristian Vetter, som er dommeren, impressarioen, spillet af Martin Loft, og Jakob Zethner, russerbossen med den rungende kælderbas og det malende navn Molokov. Eneste forskånede er Pernille Petersson med den velpolerede, skolede sopran – Anatolys svigtede russiske ægteviv. Hun er på scenen i øjeblikke, hvor orkestret er sat på mezza voce.
DER er krudt i mange af dansescenerne, fikse koreografier, sjove kostumer, natklubhalløj til amerikanerne, folkelig russerdans til modparten, en flot ramme om det hele med loft og baggrund i skaktern. Jo, der er gjort noget ud af det hele. Den nye ’Chess’ har mange kvaliteter, og man går skakmat hjem.
gregersDH.dk
