Diluckshan Jayaratnam som revolutionshelten i ‘Tissebyen’ (Foto: Søren Malmose)
PIS PÅ DET HELE
’Tissebyen’ på Fredericia Teater er festligt, professionelt provoteater. En pragt-griner.
Manuskript: Greg Kotis. Musik og tekster: Mark Hollmann og Greg Kotis. Oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen. Instruktion: Michelle Tattenbaum. Koreografi: Kim A. Nielsen. Scenografi: Helena Prodanovic. Medvirkende: Lars Mølsted, Maria Skuladottir, Diluckshan Jayratnam, Kim Leprévost, Bjørg Gamst, Thomas Jensen, Teit Samsøe, Cecilie Thiim, Mads Æbeløe Nielsen og Frederikke Maarup Viskum m.fl.
’Tissebyen’ spiller på Fredericia Teater indtil 4. maj. Varighed: Ca. 2½ time inkl. pause.
*****
DET er upstairs, downstairs. Vi behøver hverken drejescene eller sceneskift. Vi er ikke i tvivl. Ovenpå sidder kapitalisten, den slyngel, i sin guldbelagte tronstol ved skrivebordet. Nedenunder bor rosset med en stribe affældige lokummer i den stil, ejendomsmæglere vil kalde ’faciliteter til let renovering’. Og der er virkelig stairs mellem up og down. Man kan gå ned og give tæsk eller op og lave revolution.
ER Fredericia Teater ude på at genopvække Brecht eller endnu vildere: Sovjetisk proletarteater? Overhovedet ikke. Fredericia er ude på at levere en rigtig pragt-griner af en satire over både et samfundsproblem og en business-fidus: Der er vandmangel på kloden, vandet må rationeres, så det må koste penge at gå på lokum. Den lurer direktør Tårnhøj. Han ekspederer sin elskerinde Mona Møntfod ned ad trappen til underverdenen for at tage billet og indkassere lokumsafgiften. Resultat: De fattige må slippe skillingerne eller pisse på gadehjørner og husmure, og omdanne byen til ’Pissebyen’ – Urinetown. Og det gør de.
MED Tårnhøj og Møntfod runger straks effekten af den swingende satire, der er målet med forestillingen. De to roller bliver spillet af Kim Leprevost og Maria Skuladottir, et par af Fredericia Teaters veteraner, der tegner teatrets skarpladte format som sangere og skuespillere. Også de øvrige roller er besat med en stribe af teatrets bedste skud: Bjørg Gamst, Lars Mølsted, Cecilie Thiim, Diluckashan Jeyaratnam – kanongennembryderen fra forrige sæson – og mange flere, ikke at forglemme Mads Æbeløe Nielsen, der både er ’Harry Knivskaft’ i musicalens lasede, pis-stinkende, revolutionære broderskab, men som bekendt også er manden, hvis navn står for det halve af alle teatrets mange mundrette og fantasifulde tekster og oversættelser. Find ham og alle de øvrige i programmet, der afleveres ved indgangen som afrevne stykker WC-papir. Ubrugte.
DEN overordnede klima-satire har sin egen pudsige vinkel i denne tid, hvor vandmangel ikke er dét, vi snakker mest om, tværtimod, der er nu ved at blive for meget vand på kloden – ’The ice is melting at the poles’ som Villy Søvndal siger det. Derfor. Vi har et dobbelt klimaproblem. Med fiduser i kølvandet, f.eks. som dem, forestillingen rammer: Rationeringer, business-udnyttelse, politiker-korruption, slagsmål om restoplaget af klodens ressourcer o.s.v.
MEN ved siden af det er ’Tissebyen’ en skæv og uforskammet, men også ganske kærlig ironiseren over den traditionelle musical-stil, som jo ellers netop er Fredericia Teaters fortrukne domæne. Vi bliver lige fra start af Lars Mølsted, den ene af gadebetjentene, som også fungerer som en slags fortæller, mindet om, at Tissebyen’ er musical-navnet. Vi er ikke til en dokumentarisk skildring af et kvarter i New York. Hvad tænker vi så? At det er det såmænd nok, men skal jo passe på, hvad man siger i vore dage. En af de mange graffiti, som dekorationens mure er overmalet med, siger ’Tissebyen – Det kan en musical sgu da ikke hedde!’ Hva’ bilder de sig ind?
DEN dobbelttydige ironi rammer også forestillingens stil, musik og koreografi – og heldigvis med stort held. Der er passager, der minder sjovt og rammende om scener fra musicals som ’Les Miserables’, ’Chicago’ eller go’e, gamle ’Laser og pjalter’. Et absolut highlight i 2. akten efter pausen er, da helten Bobby stiller sig i spidsen for oprøret, og de i samlet flok affyrer deres frihedssang med den bagvendte opfordring ’Lad os stikke af!’. Det er som en operascene. Det svæver stilmæssigt mellem ’West Side Story’ og Verdis ’Siciliansk Vesper’. 2. akten er i det hele taget den mest fængende. Det blomstrer med groteske koreografiske og mimiske optrin, en afvikling af handlingen, som bliver til en blanding af komisk danseteater og musikalsk show.
SELV den besværgelse af seriøs klimabaggrund, der ligger i programmets note om filosoffen Thomas Malthus berømte diktus, der bliver kaldt ’Den Malthusianske Fælde’, får komisk skær, selvom hans teorier om vækst og overbefolkning ikke bare er til at grine af. Men komisk bliver det selvfølgelig, når teorien voldtages af karikaturer af politikere og forretningsfolk, der udnytter dem gennemskueligt og rammes for dét lige i masken af tissetrængende festoriginaler.
’TISSEBYEN’ er en stærk og morsom outsider-produktion af Fredericia-korpset, velkommen og moden til også at blive sendt til København som Fredericia-musicalerne plejer at blive.
gregersDH.dk
