‘Stabat mater’ Helligåndskirken 10.4. 2019

Dvoraks 'Stabat Mater' som grænseløs katolsk påskesmerte i Helligåndskirken på Strøget.

 

MARIA DOLOROSA

Dvoraks ’Stabat Mater’ som grænseløs påskesmerte i Helligåndskirken.

****

MERE katolsk kan det ikke blive i et protestantisk kirkerum: En opførelse af Stabat Mater – Dvoraks vældige, timelange værk for solister kor og orkester, skrevet over en middelalderlig latinsk tekst, hvis hele fokus er på Jomfru Maria, der sidder ved foden af det kors, som Kristus er naglet til. Stabat mater dolorosa juxta crucem lacrimosa – den smerteramte moder stod grædende ved korset. Et hvert katolsk barn kender den sætning. I musikken er de to første ord Stabat Mater – ’Moderen stod…’ – tilstrækkeligt til at vi er med.

DET er titlen på værker af en hel række komponister. Altså også Antonin Dvorak. Et værk til hyppig opførelse op til påske. I aftes i Helligåndskirken ved Strøget, engang en katolsk klosterkirke, ved Reformationen på nogenlunde fredelig vis omdannet til en luthersk-protestantisk sognekirke. Men altså nu på helt fredelig vis hjemsted for en dramatisk indlevelse i den hellige jomfru Mater Dolorosas sorg og tårer – vi er dybt tolerante mennesker i dette land og lever os venligt og gerne ind i andre trosretningers sæder og skikke. Gør vi ikke?

IKKE mindst, når de udfolder sig i stor musik. Nu med Københavns Kantatekor, som med sin dirigent Torben H.S. Svendsen har gjort de store bibelske korværker til et speciale. ’Stabat Mater’ er tungt stof, et instrumentalt tæt pakket værk med ubønhørlig bastant blæserbesætning og kompakte korsatser, alt mørkt farvet af en tekst, der strofe for strofe på latin maler blod og smerte, den lidende Kristus, den lidende Jesu Moder ved korsets fod, og den lidende og medlidende iagttager, der siger eller synger teksten som konstant, fysisk indføling i smerte og død.

DET er hård kost i et kirkerum, der med sin akustik i sig selv ikke indbyder til større klarhed og differentiering af orkestrale og vokale stemmer. Men der er overvældende virkninger i den brede form, dirigenten H.S. Svendsen og de medvirkende vælger – de fire solister, sopranen Julie Meera Albertsen, alten Hanne Fischer, tenoren Niels Jørgen Riis og bassen Henning von Schulmann. I kvartetter og hver for sig påtager de sig ikke bare fortællingen, men direkte og ekstatisk medleven og skyld.

DE gør det med vokalt overskud og indforståelse i en tekst og i et partitur, der enkelte steder f.eks. i tenorens bøn om få lov at stå ved Marias side ved korset bruger folkesanginspireret tematisk opbygning, godt pakket ind og slet ikke så iøjne- og iørespringende som Heise f.eks. bruger folkesangstemaer i ’Drot og Marsk’ – jeg nævner det kun, fordi Dvorak og Heise skrev værkerne næsten samtidig. Men ud fra vidt forskellige baggrunde. Heise med øjne for et drama, der kunne fortælle danmarkshistorie. Dvorak for – med sin katolske tro og i musik – at kunne dulme smerten over en personlig tragedie: Tabet af ikke mindre tre små børn i løbet af et par år. ’Stabat mater’ er en kompositorisk forløsning, ubærligt voldsom i mange passager, i færre meget smuk.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *