‘Tvang’ Teater Katapult-gæstespil på Teater V 11.6. 2017

Ægteskabelige piskesnert på Teater V. Gæstespil fra Teater Katapult i Århus

 

David Elnebo og Sara Hjort Ditlevsen i ‘Tvang’. (Foto: Karoline Lieberkind)

ET

GIFTIGT

ÆGTESKAB

 

Ægteskabelige piskesnert på Teater V.  Gæstespil fra Teater Katapult i Århus.

Dramatiker: Aleksa Okanovic. Instruktør: Line Paulsen. Scenograf: Nadia Nabil Korsbæk. Medvirkende: Sara Hjort Ditlevsen og David Elnebo.

’Tvang’ spillede for sidste gang under CPH Stage på Teater V i Valby. Varighed 1 time.

****

CPH STAGE teaterfestivalen kan man bruge som anmelder til at få samlet op på nogle af de forestillinger, men i det travle premiere-ræs ikke når, fordi de kræver daglange rejser og overnatninger.
Sådan også med ’Tvang’, der nu var hentet fra Teater Katapult i Århus til Teater V i Valby til et par opførelser.
Det er en slags ’scener fra et ægteskab’. En stribe hidsige øjeblikke, hvor vi følger et ungt ægtepar over nogle år. De har alt, hvad de skal bruge og mere til – det er det, historien drejer sig om: Karriere, penge, et par børn får de, de er fysisk i topform – det sidste får vi demonstreret i åbningsscenen, hvor der er tryk på fitness-halløjet – Demonstration af en slags psudo-fællesskab, der nærmest ligner tilløb til kampsport mellem parterne – de er ikke rigtig sammen, det ser bare sådan ud.
Det er den type parforhold, der er defineret af aftaler om, at man er et lykkeligt par. I den grad. at man næsten tror på, at man er det, og bruger alle kræfter på at få troen bekræftet.
De to ser ud. som man skal se ud i et ugeblad, perfekt krop, stil over klunset. De to skuespillere, Sara Hjort Ditlevsen og David Elnebo, opfylder kravene og tilfører samtidig en verbalt gnistrende evne til at prikke dramatikeren Aleksa Okanovic’ replikker og dialoger i hovedet på hinanden – de skænderier, der ustandselig kører op i en spids, især over uenigheder om graden af det superliv, der skal leves. Han synes faktisk, det hele kører ok, men hun er rastløs i små og store krav til tilværelsen, og derfor i kravene til ham om at gøre noget ved sagerne. En moderne dame.
Et kernepunkt fra start er deres bolig: Se nu at få onduleret den ejendomsmægler og den advokat… Det må du da kunne ordne, ikke? O.s.v.

SELVPÅLAGT TVANG

Vi genkender Aleksa Okanovic spidse skildringer af parforhold og familieliv fra flere af hans tidligere stykker, ’Diamonds/Dust /Shoes’ – vist et Andy Warhol-citat – der gik på Caféteatret… Nærdramatik med heftige knald og skænderier hen over køkkenbordet.
’Evil Living’ hed et andet, ’The Child in Barcelona’ et tredje, der vist kun nåede til en reading på Husets Teater, men som ifølge vores anmeldelse dengang i 2009 borede sig ”ind i de grumsede hjernevindinger på halv-intellektuelle, vel aflagte mellemklasse-mennesker, som spillende med tungen slubrer tilværelsen i sig og med let hånd tager for sig af retterne.”
Scenisk udspiller den mentale, ulyksalige og – dybest set tragiske – kampsport i ’Tvang’ sig under et loft besat med et sortiment af glødepærer, der kan trækkes ned én for én og ekspederes op på plads igen, et konglomerat af livsstil-ønsker, Tantalus-kvaler skildret som evige blålys.
De to spiller i Line Paulsens instruktion i en fin timet vekselvirkning mellem rablende tryk på skænderierne og lurende tavshed, bedrageriske pauser og kluntede genforeninger. En times enerverende komedie – hverken et minut for meget eller for lidt.
En komedie om menneskers selvpålagte tvang. Deraf titlen.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *