ENGELSK, SÅ DET DRIVER

Stærkt spil af Kim Veisgaard på Aarhus Teater i engelsk stykke

****

På med vanten. Programmet til ’The History Boys’ indeholder et større leksikon over ord og navne, der forekommer i stykket. Engelske digtere, historiske personer, steder og begreber. Benarbejde lønner sig. Læs på lektien, inden du sætter dig til rette!
Eller også: Se ud, som om du HAR gjort det og er helt med. Vær indforstået. Le de rigtige steder. Gør du det, er du faktisk en slags deltager i stykket. Det handler nemlig om at klare den. Jonglere sig igennem. Gøre indtryk. Lade som om.
Det er så engelsk, at det driver. En flok gymnasieelever er i slutspurten før slusen til at komme på universitetet, og rektor (Lars Junggreen i stram eksersits) pisker på for at kvalificere dem til Oxford eller Cambridge. Det pinlige for rektor – og det er omdrejningspunktet i stykket – er, at han har en lærer ansat, som driver ham til vanvid, fordi lærdom for denne lærer ved navn Hector er liv, lyst, ligefrem VELLYSTIG tumlen med sproget. Et homo ludens, for hvem den samlede kultur er en guddommelig legeplads for lærer og elever. Kim Veisgaard spiller ham med hele sin enestående renæssancekraft, slås, leger, pjatter med eleverne, får dem sparket rundt i litteratur, teater, kunst og historie, lader dem spille roller – de har f.eks. en sport kørende med mimiske gættelege, hvor der falder shillings til en fælles bødebøsse, hvis de kikser. Vildest går det til, da han og klassen kaster sig ud i franskundervisning i en improviseret situation på et parisisk bordel og bukserne ryger. Scenen afbrydes, da rektor pludselig dukker op, og spillet lynhurtigt drejes til at være en fingeret lazaretsituation under 1. verdenskrig. Rektor ryger på den og snakker med på det franske for at vise sin gode vilje, indtil Hector begynder at rette på hans brug af konjunktiv.
Scener som dén er yderst underholdende og vitaliserer stykkets problematik: Konfrontationen mellem dette uregerlige pragteksemplar af en lærer og en nyansat lærer, som høfligt og målrettet går rektors ærinde: Det handler om at få eleverne til at bestå. Især ved at gøre indtryk på censor til eksamen, ikke bare gennem faktuel, regelret viden, men også med hvad man nu kan mobilisere af tricks, smarte fremstillinger, tilsyneladende dybsindigheder. ’Be smart’. Niels Ellegaard har fornøjelsen af rollen, en rigtig lusker, glat opportunist, tilforladelig uskyldig og ålet. Glimrende.
Keder vi os enkelte gange ind imellem? Måske. Ikke fordi vi – trods vores lektielæsning – mumler: Hvem fanden var nu den der digter A. E. Housman, knægtene citerer? Mere fordi der er skruninger i dramaturgien, der egentlig ikke fører os tættere på konflikten. Der er overflødige scener, og så det uundgåelige bøsseri-element, som er standard i enhver drengeskole-beskrivelse i engelsk teater, men som ikke her føjer noget væsentligt til emnet: Livskraftig og frodig undervisning kontra tjekket karriereræs.
Merete Voldstedlund er eneste kvinde i ’The History Boys’ – også lærer, men med en rolle, der ikke rigtig trænger sig på med sin betydning. Stykket giver derimod et helt sjak af teatrets unge knægte en mægtig lejlighed til at udfolde sig. De er fine. På stribe og individuelt.
Søren Iversen har tydeligt haft det sjovt med at instruere halløjet. Og Aarhus Teater må takke, hvem der nu skal takkes, for at det har en klassisk urkraft som Kim Veisgaard at sætte i centrum i sådan et stykke. Den fjerde stjerne er hans.

Gregers Dirckinck-Holmfeld