Bjarke Ingels. Børsen 27.8.07 s. 26-27 Interv.

Logo: Arkitekter på toppen

BIG  – i lyntempo

Den 32-årige arkitekt Bjarke Ingels er med til at forvandle København og stormer frem med internationale opgaver. Der er nu 80 ansatte på hans tegnestue på Nørrebro.

Tekst: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeanne Kornum

Hvad skal man stille op med sådan en knægt? Han kommer vandrende ind i arkitektarenaen med øjne og et smil, der smelter bedstemødre og sikkert får piger til at stamme og andre arkitekter til at se sig i spejlet og tænke: Hvordan?
Bjarke Ingels er 32 år. For seks år siden kendte ikke en sjæl ham ud over de nærmeste. I dag har han en tegnestue med 80 ansatte, løser opgaver på verdensplan, forelæser på Harvard, og ligner stadig en Aladdin, der bare er glad for sin eventyrlige lampe.
Han indrømmer:

”Det er da gået stærkt. Det føles som en sneboldeffekt. Arkitektfaget er ellers en form for gentlemansport. Normalt er det først, når man kommer lidt op i årene, at det begynder at køre. Men vi oplever bare, at vi har en utrolig masse ideer, som vi er kommet et stykke vej med, og som folk har lagt mærke til.”

Det må man nok sige. Ideer og opmærksomhed. Bjarke Ingels kan ikke klage. Det er stormende.
Ved vores møde er jeg fremme til aftalt tid, finder tegnestuen på 2. salen i den underlige halvmoderne bygning, der ligger og lurer for enden af en stump sidegade til Nørrebrogade. Med udkik til Assistents Kirkegård.
2. salen er en slagmark af tegneborde, og i et glasbur sidder Bjarke Ingels og holder møde med en bande, der ser ret eksotisk ud. Medarbejdere. Japanere, amerikanere, italienere og vist også et par danskere. Samlet omkring – ja, hvad i herrens navn er dét? En snes poser på bordet. Hvide. Er der en kokainhandel i gang?
Nej, forklarer Bjarke:

”De hvide poser er modeller til Tate Gallerys MOBILMUSEUM. De har bedt os om et bud på et mobil vandreudstilling, som skal have premiere til næste år i Beijing ved de olympiske lege. Bagefter skal mobilmuseet verden rundt i fire år for at ende hjemme i London, når London skal have legene i 2012. Vores idé er en pneumatisk struktur, et oppusteligt rum, der kan udvides og trækkes sammen, så det kan tilpasses de steder, hvor museet skal fungere…”

Det er en bold, Bjarke sender i luften. Griber englænderne den? Måske. Måske ikke. Som med konkurrenceprojekter. En chance at tage hver gang. Tate Gallery i form af et oppusteligt mobilmuseum vil der blive lagt mærke til.

”Om ting bliver til noget eller ej…der skal nok blive snakket om dem. En god idé får sit eget liv. Det gør f.eks. Folkets Hus i Shanghai. Det lever sit eget liv i medier i Asien. Det er på forsiden af det store asiatiske tidsskrift Archiworld i deres jubilæumsudgave, der præsenterer tolv af århundredets store projekter  – vores er på forsiden! Det ligger ude i forskellige debatfora. Og på uTube. Når det er færdigt, bliver det vartegn for Expo-udstillingen i 2010 i Shanghai.”

Det er ikke så sært, at Shanghai-projektet får folks øjne tændt. Byggeriet er formet som en flækket brødskive. Kineserne læser det som skrifttegnet for ’Folket’. Der kan indlæses både Yin og Yang i det. Eller om man vil: Den kinesiske Folkerepubliks skizofrene politiske identitet mellem Mao og kapitalisme.
Der er lige ved også at stå ’Kina’ over et af Bjarke Ingels mange danske projekter: Kløvermarken. Den kinesiske Mur rejst for fuld udblæsning i kanten af fodboldbanerne på det indre Amager. Tre km i længde. Et byggeri, der på samme måde har taget sit eget mediestunt og nu må forventes at blive til noget efter mange politiske op- og nedture.

”Man udvikler en kombination af en terriers stædighed og engleagtig tålmodighed. Maser på og accepterer samtidig, at tingene tager tid. Kløvermarken tog vi selv initiativ til, da vi hørte om Ritt Bjerregaards plan med lejligheder, der skulle være til at betale. Vi snakkede med fodboldklubberne. Ni ud af ti var positive. Men så kom kolonihaverne på banen. De skulle i hvert fald ikke have nye naboer. Jeg er fuld af respekt for kolonihaverne  – jeg er faktisk selv nærmest vokset i en af dem, Strandhøj, hvor min farmor og farfar havde kolonihave. Men jeg synes, det er snæversynet, at man vil forhindre sygeplejersker og politifolk i at få en billig bolig. Kolonifolkene påstår, at vi vil lukke halvdelen af fodboldbanerne. Der lukkes ikke en eneste. Og vi sænker bebyggelsen ned mod kolonihaverne, så ingen kan se ned til deres pinsefrokost. Hele byggeriets formsprog er formet af hensynet til naboerne.”

Bjarke Ingels og hans BIG Group har løsninger, der rykker i vores vanetænkning om byggeri. Ikke mindst i hovedstaden. Big House, formet som et gigantisk ottetal. VM-huset med 80 forskellige lejlighedstyper. Begge dele i Ørestad. Havnebadet på Islands Brygge er såmænd også Ingels værk. Og nu har vi i årevis snakket om, hvordan man kan løse forbindelserne over havnen til Amager, ikke mindst til Operaen. Tunnel, hurtigbåde, gangbro?
Hvad som helst. Men ikke en bro, bestykket med snesevis af butikker og lejligheder! Sådan en har BIG tegnet. Firenzes Ponte Vecchio i kæmpeformat. Tiltænkt Aalborg og Limfjorden. Men hvorfor ikke København  – Nordhavn-Refshaleøen? Udlejning og salg kan finansiere broen, siger Bjarke. Vej og promenade øverst. Parkering næstøverst. Elevatoren ned til boligen, så man kan vinke fra vinduet til de japanske turister. Hvorfor skal de smarte lejligheder altid været penthouses?
Man ryger med på den værste, når Bjarke Ingels foreviser sine modeller. Men der er mening i galskaben. For eksempel en dyb respekt for funktionalismen.

”Efter i hundreder af år at have lavet arkitektur for kongen og Gud fik man podet arkitekturen med en masse gode hensyn til dagslys, byggeteknik, økonomi, udsigt o. s. v. Fint. Men funktionalismen endte som stil. Man tegnede til sidst bare firkantede kasser i stedet for at genformulere spørgsmålene om funktion og menneskers behov. Når vi giver bud på Scalaprojektet over for Tivolis hovedindgang, handler det om, hvordan man kan lave noget, der fungerer tæt og levende, og som tager udgangspunkt i københavnske kvaliteter. København kaldes ’tårnenes by’. Altså ’tårnenes’. Ikke ’højhusenes’. Der er skabt sådan en angst for højhuse. Og så ryger tårne med i puljen. Men vi elsker vores tårne. I næsten hundrede år har vi bare ikke præsteret andet højt end H.C. Ørstedsværket. Af bar skræk for at komme til at blive sådan et mini-Manhattan. Københavnske tårne er slanke og har forneden en karré, der føjer sig til byen og har byens skala. Det er det, det handler om. Der skal være kvalitet i mødet mellem tårn og by. I Scalaprojektet sker det fra taljen og nedefter, og hele formgivningen i Scalatårnet går ud på at skabe en ny offentlig plads omkring tårnet. I Malmø kan du se, hvad der er galt. På afstand er Turning Torso en flot skulpturagtig pind, der stikker op. Men prøv at stå ved foden af tårnet. Det er ubehageligt. Der er ikke gjort en skid ud af at gøre bygningen til en del af den omliggende by.”
 
Sådan ender vores snak på Nørrebrogade 66 D, 2. sal  – i Malmø, med brok over et højhus. Ad omveje over London, Beijing, Kløvermark, Ørestad og København. Ikke for ingen ting hedder Bjarke Ingels Group BIG. På nettet: www.big.dk.  
      

       
  
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *