Bygherrer skal være mere modige
Arkitekten Lene Tranberg er i spidsen for en af tidens stærkeste danske tegnestuer. Her går i rette med både bygherrer og arkitekter: Bygherrer viser for lidt mod, og arkitekter sælger sig selv dårligt.
Tekst: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeanne Kornum
Billeder, mine damer og herrer! Visuelle indtryk. Det går vi efter.
Når man kommer ind på Lundgaard & Tranbergs tegnestue i Pilestræde, er øjnene straks på rundtur. Mod tårne og tage ud gennem de store lysbadende vinduer. Til gårdsiden: Et plateau i 3. sals højde, minsandten med basketball-bane – på taget af det gamle Crome & Goldschmidt stormagasin.
Og så et grundigt blik på fruen, Lene Tranberg, slank som en ål, cowboybukser, et halvt hoved højere end mig, et lige så grundigt blik retur.
Et billede er også det første, vi taler om. Et, der ligger på tegnestuens hjemmeside. Hjemmesiden viser et orgie af projekter, modeller, realiserede byggerier. Men det, som ledsager medarbejderlisten, fanger først: Det viser tegnestuens stab ved en bjergtop i tindrende sol, lejret ved en gletscher. I fuldt udstyr. Støvler, bjerghakker.
– Øh…
”Vi har altid taget årlige studieture med hele tegnestuen. Det her var kort efter min partner Boje Lundgaards død. Den kom som et chok, og vi var nødt til at gøre noget særligt. Fastholde, at vi var levende oven på det forfærdelige, der var sket. Vi tog op til nogle fjorde, sejlede med kajak i timevis, lagde kajakkerne, vandrede ind til gletscheren, slog telt op, sov i kulde og frost om natten, så folk var helt blå. Og så gik vi oppe på gletscheren en hel dag.”
– Hvad har det med tegnestuearbejdet at gøre?
”Meget. Medarbejderstaben viser f.eks., hvor sammentømret den er – det er godt at opleve den styrke, der ligger i tegnestuens mentalitet. Selvfølgelig var der mange, der ikke havde prøvet at sejle i kajak eller vandre. Det var hårdt…”
– En slags overlevelseskursus?
”Det var ikke tænkt sådan. Men det gik op for os undervejs, at det var mere voldsomt end vi havde regnet med. Men vi opdagede også, hvor meget vi kunne. Løse opgaver sammen. Ligesom i det daglige. Alle er med. De, som gør rent. De, der tager telefon. Grafikerne. Det er sådan en modus vivendi. Noget, Boje og jeg skabte i sin tid. En tegnestue med et stort fællesskab. De fleste af den halve snes partnere, der nu leder tegnestuen sammen med mig, har været her i over tyve år.”
– Ingen bryder ud for at starte selv?
”Det kan du jo tænke lidt over. At folk gider bliver her. Selvom det ikke er et forkromet firma, hvor du kan stile mod en position som chef på et eller andet niveau. Sådan har det aldrig fungeret. Ingen kasketter. På det formelle plan er der måske et hierarki, men ikke i praksis. Ikke noget med, at nogen lægger et koncept på bordet og siger: Lav dette her. Ordet er frit. Alt foregår i processer, hvor vi sammen finder ud af, hvad vej vi skal.”
– Hjemmesiden viser et utal af meget forskellige projekter. Mange andre arkitekter specialiserer sig.
”Arkitekter sælger ofte sig selv dårligt. Har de bygget en kirke eller et hospital, lader de sig tit fastholde på den samme type opgaver. Vi mener, at man er allerbedst, når man får en opgave første gang. Hvis du skal lave et kraft-varmeværk, så går du seriøst til det og bruger en masse ressourcer på at forstå, hvad sådan et er. Allerede anden gang, du har den samme type opgave, har du mistet noget af åbenheden.”
– Men erfaring tæller vel også.
” Essensen af vores fag er, at du skal være i stand til at sætte dig ind i en hvilken som helst opgave. Det spændende er, at du hele tiden flytter dit arbejdsfelt fra sted til sted. Jeg tror, jeg ville blive sindssyg, hvis jeg skulle lave pumpestationer eller kraft-varmeværker hele tiden. Vores fag har en kæmpefordel frem for mange andre: At du kan gå fra at lave sociale boligbyggeri til at lave teater. Du er nødt til at gå nye veje og dybt ned i essensen af hver opgave. Det er det, der driver os. Men det er stadig det samme fag.”
– Vælger mange bygherrer alligevel ikke det sikre: Arkitekten, som har specialiseret sig. Som kender opgavetypen?
”Det sker. Det kræver MOD at være bygherre. Arkitekter bliver for lidt udfordret af bygherrer. Af folk, som tør gå i dybden om opgaven sammen med os. Som tør være med til at løfte opgaven op på et nyt niveau. Tilføre det nye værdier. Udvide programmet til at være bedre end først tænkt. Den proces er der heldigvis nogle bygherrer, som er gode til. Vi har oplevet det med Tietgenkollegiet i Ørestaden. Med Copenhagen Business School. Og med Det Kgl. Teater.”
– Bygherrer kan vel være bange for budgetoverskridelser hos fantasifulde arkitekter?
”Hos os tegner vi til den økonomi, der er. Vi er opdraget gennem den boligbevægelse, der hed socialt boligbyggeri, hvor man har lært med få midler at disponere noget, som kan lidt mere end det forudsigelige. Du vil også se, at når skuespilhuset er færdigt, så er det lykkedes at holde budgettet. Ret godt, ikke? I betragtning af, hvad man ellers ser. Og trods kompleksiteten og de enorme prisstigninger, der har været i perioden. Når vi afleverer et konkurrenceprojekt, så er vi meget langt i vores besvarelse og har tænkt i produktion og foruddiskonteret processen. Det gælder om ikke at vide for lidt, når du vinder en konkurrence. Og så om ikke kaste sig ud i uoverskuelige, spektakulære projekter – bare for at lave noget spektakulært.”
– Som højhuse?
”Det kan lyde arrogant: Men et eller andet sted er det provinsielt og banalt, for hvad er det et højhus kan – andet end være et pejlemærke? Det at lave et tårn er for mig ikke bare at stable nogle etager oven på hinanden. Jeg er ked af den forenklede tolkning af arkitekturens særlighed, der ligger i tiden. Det bliver så poppet – en arkitektur, der bare vil gøre opmærksom på sig selv. Hvor mange gode højhuse kender vi i verden? De indgår som noget selvfølgeligt i strukturen i New York. Dér står der et ved siden af og balancerer det af. En form for topografi…et landskab, du trækker med op til en bystruktur. Men jeg tror ikke, jeg ville have fået ideen om et højhus på Scalagrunden ved Vesterbrogade. Der er en tendens til, at man skal være så skide international. Vi har en anden måde at tænke på. I Danmark har vi den bløde natur, hvor al ting sættes af i forhold til det. Sproget, sangen, arkitekturen. Vi skal fastholde den ånd. Stedets ånd.”
– Så ingen højhuse i Danmark…
”Jo. Se på Bellahøj. Højhuse, der i den grad tager fat i landskabet. Bygning og landskab smelter sammen. Husene står der på deres bakke. Som træer, der vokser op. Den slags kan du også skabe kunstigt. Vi gør det ved Kalvebod Brygge, hvor vi bygger SEB-banken. Umiddelbart en dødssyg byggegrund. Men vi laver et landskab, der går fra 7 til 12 meter. Pludselig kan det blive attraktivt. Sådan skal byen kunne iscenesættes ved nogle forskydninger. Vi gør det samme på Beauvais-grunden ved indkørslen til København ved Lyngbyvejen. Forskyder. Laver bakker og – højhuse. Men vi undgår det der flade asfalthelvede, hvor du går rundt mellem en masse biler, og vinden suser om hjørnerne.”
– Altså alligevel højhuse…
”Ja. Gennemtænkt. Og i et menneskeligt format.”
