PILGRIMSREJSE TIL WEIMAR
Den elegante kulturby fjernt fra verdens larm emmer af musik og litteratur – og sunder sig oven på en katastrofe: Det berømte Anna-Amalia-Biblioteks brand.
På en husmur i Weimar sidder en mindeplade for H.C. Andersen.
Mere H.C. A.? Efter et år med stopfodring! Så pyt. Han er uudtømmelig.
Som man står der på en stille gade i Weimar – alle gader er stille i Weimar – nikker man glad til digteren. Man tilgiver Weimar, at byen har givet ham en bindestreg mellem Hans og Christian, og hygger sig med, at pladen sidder nær ved en plade med Johann Sebastian Bachs navn. Og man bevæges lidt over, at begge plader sidder på en mur, hvis bagside er en stor tomt – Weimar har også mærket 2. verdenskrig, selvom det blev til pebernødder af brandbomber i forhold til Dresden, Berlin og alle de andre tyske byer.
Weimar er til pilgrimsrejser. Ikke bare for at dyrke H.C. Andersen – så kunne man gøre hver anden by i Europa til et H.C. Andersen-mål. Men i Weimar kan man dvæle ved nogle af de tyske guder, der engang stod på sokler og talte til vores forældre og bedsteforældre gennem gymnasielærere, som aldrig var i tvivl om, at kulturen – den virkelige kultur – i vores verdenshjørne måtte tilbageføres til navne som Bach, Goethe, Schiller, Herder, Wagner og Liszt. Barokkens, klassicismens og romantikkens store fortolkere. Det var basislærdom for gymnasieelever gennem flere generationer. I Weimar har H.C. Andersen har været en tilfældig forbipasserende, uden betydning for Weimar-kulturen, kun endnu et navn at sætte i knaphullet til ære for turisterne.
Weimar er guldrandet europæisk kultur. En lille by, intim og høfligt udstyret med huse, pladser og palæer, ganske ukrigerisk plantet i landskabet. Industri og almindelige moderne, nervøs aktivitet er gået i en bue uden om byen. Banegården kunne være importeret fra Assens eller Lunderskov. Motorvejen lader byen ligge i fred mellem elskværdige højdedrag. En lufthavn skal man til Erfurt for at finde.
Det er, som om alle sætter en finger for munden og siger ’Ssssh’. Her opfører man sig kultiveret.
Selv H.C. Andersen blev helt stille, da han en sommeraften i 1852 overværede en opførelse af Wagners ’Lohengrin’ dirigeret af Franz Liszt i Weimar Teatret. ’Lohengrin’ var en sej banan at komme igennem for Andersen. Da Franz Liszt bagefter kom op til ham i logen og spurgte: ’Hvad siger De nu?’ svarede Andersen: ’Jeg er halv død!’
Sådan kan man blive overvældet og mundlam af kultur, som udfolder sig i store armbevægelser og rum- og metermål.
Overvældet og mundlam. Det blev jeg selv henne om hjørnet fra teatret. Det udbrændte, verdensberømte bibliotek! Hofbiblioteket i Weimar, opkaldt efter Anna-Amalia, oplysningstidens weimarske hertuginde. En uerstattelig bog- og manuskriptsamling, bestyret en årrække af Goethe. Næsten 50.000 bind brændt og total ødelagt en nat i september 2004. Andre 60.000 bøger og dokumenter maltrakteret og opløst af vand fra de snesevis af brandsprøjter, der ilede til i morgentimerne fra det halve midttyskland, da en tagbrand udviklede sig til et flammehav med spær og bjælker buldrende ned gennem etagerne i den gamle bygning. Et rokokopalæ, der rummede en af Tysklands største og mest værdifulde bogskatte. Det meste af en million bøger blev ved en lynaktion reddet.
Ved en særlig gunstbevisning var vi nogle stykker, som denne forårsdag blev sluset indenfor i stumperne af bygningen, der lige inden branden var blevet minutiøst restaureret og sat på UNESCOs bevaringsliste som et kulturmonument. Vi vadede mellem støv og spåner og et utal af håndværkere, som var i gang med for nye, hårdt sammenskrabede ressourcer at genskabe de prægtige rum.
Til oktober skal biblioteket genindvies af forbundspræsident Angela Merkel.
Sikkert med en hilsen fra kvinde til kvinde. Biblioteket bærer Anna-Amalias navn, en pompøs og klog kvinde, der på Goethes og Schillers tid brugte al sit hertugelige krudt på at få det weimarske kulturliv til at blomstre.
I den grad, at hun stadig kan sætte gang i knopskydning de mest overraskende steder:
Den nye Region Midtjylland har netop givet et nyt kulturfremstød navnet ’Anna-Amalia’ og blæst til mobilisering af midtjyske kvinder, der som Anna- Amalier skal studere, hvad hertuginden bedrev i Weimar i 1700-tallet, drage på pilgrimsrejse til det hellige sted og afholde tesaloner a la Anna-Amalia for at diskutere og udvikle begavede initiativer til opmuntring af det midtjyske kulturliv.
Et opslag på google fortæller med navne og billeder om 24 kvinder ’fra Anholt i øst til Fjerring i vest’, der ’som moderne Anna-Amalier skal bringe al viden, der findes i Weimar om ånd, dannelse, udvikling og vækst med sig hjem’. Den 25. kvinde er ude af listen igen – det var den netop afdøde forfatterinde Jytte Borberg.
Det ville H.C. Andersen havde spundet et eventyr om – han var for sent på den til at møde hertuginden selv, men omgærdede sig med hendes slægt og arv under sine besøg i Weimar. Vi andre kan løfte næseborene i denne by, indsnuse duften af gammel tysk kultur og mærke varmen fra gløderne af den ånd, som hverken krig eller ildebrande har slukket.
Af
Gregers Dirckinck-Holmfeld
FAKTA om Weimar
Beliggende i delstaten Thüringen. 285 km sydvest for Berlin. 681 km fra København. Togforbindelse til Berlin, Dresden eller Frankfurt. Fly til Erfurt (20 km. fra Weimar) daglig via München. Berømt som byen, hvor Bach var hoforganist og kapelmester 1708-17, og hvor Goethe boede 1782-1832, Schiller fra 1799-1805.
H.C. Andersen besøgte Weimar flere gange fra 1844 og frem. Weimar-republikken blev konstitueret i 1919 i hofteatret i Weimar og var Tysklands demokratiske forfatningsgrundlag, indtil Hitler tog magten i 1933.
Værd at besøge: Bauhaus Museet, Goethes bolig, Schillers hus og Belvedere Slottet. Snart også Anna-Amalia Biblioteket.
Billedtekst a:
Branden i Weimars berømte Anna-Amalia Bibliotek brød ud sent på aftenen 2. september 2004. Efter kostbar restaureringen genindvies det til oktober. (Foto: dpa)
Billedtekst b:
En af Anna-Amalie Bibliotekets store attraktioner – bortset fra bøgerne – var den smukke rokokosal. Samtlige digterbuster gik til ved branden i 2004sammen med tusinder af uvurderlige manuskripter og bøger. Men salen genopstår efter tre års kostbar restaurering. (Foto: dpa)
Billedtekst c:
Goethes havehus i en park tæt ved Weimars centrum er stadig et valfartssted for tilrejsende. (Foto: Maik Schuck)