Hoffmanns eventyr Operaen 8.9.07
Eventyr for viderekomne
’Hoffmanns eventyr’ er grim at se på, flot at høre på og giver Louise Fribo en brilliant debut.
***
Vi ler, da tæppet går op. En joke, set før, men altid go’: Scenen er en publikumsopbygning i rødt plys. Et spejlbillede mod os. Men vi ser kun stolerækkerne og tre-fire mandspersoner, der hænger mere eller mindre fulde på deres pladser.
Det skal forestille det værtshus, handlingen starter i. D.v.s. det værtshus, den normalt starter i hos Offenbach. Men scenografen og instruktøren har en plan: Værtshuset er omdannet til baren i det operahus, der omtales i prologen, hvor digteren Hoffmann tumler sig med vennerne og sukker efter pigen, der netop den aften synger i Mozarts ’Don Juan’. Altså både sal, foyer og bar, med toiletter og det hele, inklusive tissekone på plads i ophøjet ro.
Sceneopbygningen bevares stort set operaen igennem.
Man mærker hensigten, men bliver forstemt. Efterhånden. Hensigten er, at svirebrødrene, som Hoffmann fortæller sine tre hårrejsende eventyr til, er stand by gennem alle akter. Hoffmann fortæller. Og de bivåner hans fabuleringer i de følgende akter og scener. Lidt træls bliver det bare at se på efterhånden. Alt foregår inden for en tungsindig ramme af germansk nyklassicisme. Berlin anno ca. 1930. Der sænker sig en visuel mathed hos os – uanset hvor meget spræl, der er i instruktion og kostumer – og i musikken, for mamma mia, hvor er der meget flot og velkomponeret musik i det Offenbach-partitur! Vi labber det ene tema i os efter det andet.
Vi er bare vant til med ’Hoffmanns eventyr’ at have så meget at se på. Farver, overdådighed, Greven af Monte Christo-mystik og -pragt, kulørt djævelskab og trolddom. Dramatisk afveksling fra akt til akt. Der må vi til musikken og til sangerne. Og det kommer vi heldigvis. Med mange af dem. Ikke mindst damerne.
Lige Hoffmann selv først. Sunget af Nikolai Schukoff. Programmet har glemt at fortælle om denne gæst, men ok: Google kan meddele, at han er østriger. En tenor med det stemmejern, der skal til. Partiet er ikke for tøsedrenge, og lige kønt er det ikke, men effektivt. Som den rastløse, fortumlede digter på grænseløs jagt efter idealkvinden kan vi identificere ham som alt fra den digter, Schumann og Heine lader synge i ’Dichterliebe’, til en fyr på stoffer i de glade 70’ere. Jeg ville ønske, han også havde haft den franske elegance, som partiet sangligt lægger op til. Man kan ikke få alt i denne verden.
Kæden af dæmoniske mænd, der som magikere og svindlere fører digter Hoffmann fra akt til akt, fra kvinde til kvinde, er godt besat med Kjeld Christoffersen. Blandt de bemærkelsesværdige og sære mandspersoner i galleriet er Bengt-Ola Morgnys outsiderfysiker og Michael Kristensens lidt-af-hvert-tjener, der præsterer sexede hoftehug, der må kunne give ham en chance i ’Vild med dans’.
Men altså damerne.
Vi undrer os ikke over, at Tina Kiberg kan forføre hvem som helst til tonerne af den berømte, vuggende barcarole, selvom Venedigs kanaler er indskrænket til at soppebassin a la Fælledparken – en nødtørftig location-markering neden for de røde plysrækker.
Heller ikke over, at Anne Margrethe Dahl som 2. aktens astmaramte donna styrer sin sopran perfekt mellem iltapparat og vokale udløsninger.
Men man må nok sige, at Louise Fribo som den berømteste af de tre eftertragtede damer får os til at rykke i stolen. Olympia, dukken, der trylles til live og besætter Hoffmann. Det er Fribos debut på Det Kgl. – her får vi resultatet af hendes modige, lidt sene transformering fra musicalstjerne til stærk operakunstner. Den tindrende koloratursopran i fuld udfoldelse, samtidig med en ekstravagant kropslig tour de force. Jeg erfarede, at hun har født for to måneder siden og i øvrigt ammede sin nyfødte i pausen mellem akterne. Jamen, altså.
Hanne Fischer er den eneste, der sammen med Schukoffs Hoffmann hjælper de værgeløse gennem operaen brogede og uigennemskuelige forløb – hun er musen, der prøver at holde styr på ham.
Anbefaling til nye publikummer, der går løs på forestillingen. Læs på lektien. Det dur ikke at sidde og spørge sidemanden, hvad fanden det nu er, der foregår. Det er eventyr for viderekomne.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
