Miraklet. Kaleidoskop 10.9.07
Den fødende pater
Imponerende 3D-eksperimenter med letvægts-komedie på Kaleidoskop
***
Det er ikke noget at stille op: Latteren kribler.
Dramatikeren Kasper Hoff kalder ’Miraklet’ for en thriller. Vi skal altså gribes af spænding. Oven i det vil han fyre sit satiriske skyts af mod den katolske kirke og al dens væsen og uvæsen. Vi skal rynke panden og sige: Det er da også rigtigt.
Alligevel: Vi morer os stille og hyggeligt over noget, der mest ligner en gammeldags ugebladsnovelle: en ung præst bliver sendt af sted fra Rom for at fremskaffe noget brugbart til mirakelfabrikken i Vatikanet. Man mangler en helgenkåring i årsregnskabet. Landsbytosserne, der hvor han havner, mener, de er leveringsdygtige. Men miraklet bliver, at præsten velsignes med et barn. Lige ud af maven på ham selv.
Kasper Hoff ser ingen anden udvej for at få den muntre historie afrundet, end at lade medicinalindustrien opsnuse mysteriet for at score kassen, og derefter overlade den onde direktørdame at sørge for, at de fleste medvirkende – inklusive hun selv – blive plaffet ned med hendes arsenal af Brownings. Både den søde landbylæge (der ellers skulle frelse både præst, barn og sig selv i kernefamiliens favn), den slimede biskop og islamisten, som ved et Allahs under også kommer i vejen for kuglerne. Kun barnet overlever vist – en ægte Kasper Bech Holten-finale à la ’Ragnarok’ på Operaen.
Frank Thiel, Nastja Arcel, Baard Owe og Jannie Faurskou trækker så meget ud af legen, der kan trækkes. Og de har sandelig noget at lege med: Visuelt har scenegrafen Rikke Juellund og instruktøren Mikael Fock snøret et arsenal af 3D-teknik sammen til en helt billedbog af sceniske virkninger. Baggrunde skifter og snor sig som i et veritabelt computerspil. De medvirkende kommer og forsvinder, som var Søren Pilmark hyret til at trylle dem ud og ind, op og ned. Det er ind imellem meget smukt, sjovt og visuelt stimulerende. Oplagt selvfølgelig til en historie, der handler om mirakler. Men givetvis som teknisk manipulationsmiddel anvendeligt til en masse andet. Jeg er lige ved at sige: En bedre sag værdig. Men ok.
Gregers Dirckinck-Holmfeld