Selvmordets anatomi Teater Republique 9.3. 2019

Selvmordets anatomi er et velspillet, men kikset eksperiment på Teater Republique

Nicolai Kopernikus, Helle Fagralid, Ida Cæcilie Rasmussen og Christine Albeck Børge (tegn.: Claus Seidel)

IMPONERENDE FEJLSKUD

’Selvmordets anatomi’ er et velspillet, men kikset eksperiment på Republique.

Dramatiker: Alice Birch. Instruktion: Anja Behrens. Scenograf: Ida Grarup. Oversættelse: Simon Boberg. Medvirkende: Helle Fagralid, Ida Cæcilie Rasmussen, Christine Albeck Børge, Karin Bang Heinemeier, Nicolaj Kopernikus, Troels Thorsen, Thue Ersted Rasmussen, Ellaha Lack, Isabella Kjær-Westermann, Rose-Maria Kjær-Westermann, Thora Marie Lind Wilhardt, Martha Fogh Dueland og Sara Fusager.  

’Selvmordets anatomi’ spiller på Teater Republique indtil 6. april. Varighed: 2 t. 40 min. inkl. en pause på 30 min.

***

ET eksperiment. Eller skal vi kalde det et dramaturgisk krumspring.

DEN engelske dramatiker Alice Birch har fået den interessante ide, at lade tre dramatiske forløb ske samtidig på scenen. Selvom der er tyve-tredive år mellem dem i tid. Til venstre i kongesiden dukker først Carol ud af en dør. Lidt efter Anna fra en dør i midten. Til sidst Bonnie ud af døren i højresiden. Carol er en småborgerlig pige, gravid viser det sig, utilfreds, påståelig og i skænderi med sin mand. Anna er neurotisk, med en mand, der vil have hende indlagt, men nej. Vil ikke. Pigen i damesiden til højre er åbenbart lesbisk og har så vidt det kan opfattes fra min tilskuerplads yderst til venstre problemer i den anledning. Man skal klart sidde midtfor i Republiques store sal, hvis man vil få alle toner i forestillingen til at klinge. Som tilskuere og lyttere er vi – billedlig talt – til en slags barokmusikalsk orkestrering, hvor temaerne er i stemmer og instrumenter.

DÉR er vi ved eksperimentet. Replikkerne fra de tre og deres omgivelser overlapper gradvist hinanden, de siger de samme ord og sætninger, taler om de samme emner. Af særlige grunde, der ikke har noget med musik at gøre. De tre er i familie. De repræsenterer tre generationer. Anna er datter af Carol. Bonnie er steddatter af Anna. Her er vi så ved titlen: ’Selvmordets anatomi’. Carol har taget sit liv. Det sætter sig spor i slægten.

IDEEN i at spille de tre forløb på én gang er fortænkt. Vores øjne og ører flakker fra side til side af scenen for at følge med i Helle Fagralids forpinte aggressioner som Carol. Og Nicolaj Kopernikus som hendes kærligt forstående mand, rørende og lettere komisk som kun han kan snitte sådan en rolle. Springet en generation frem til den nu voksne datter Anna får drabeligt hysteri og desperation i Ida Cæcilie Ramussens utilregnelige figur, suppleret af Troels Thorsen, der igen er en mand sparket hen i et hjørne, hvor behjertet bistand modtages med utaknemmelighed. Endelig oplever vi en selvkørende Christine Albeck Børge, der lader Bonnies naturlige præferencer styre mod en sygeplejerske – eller læge? – vi ved det ikke, for det nødtørftige program har ingen rolleliste. Karin Bang Heinemeier spiller hende med kølig autoritet.

TRÅDENE er mangelunde i dette forsøg på at dramatisere samtidighed uden at kunne klippe som i en film, hvor ’Later in the Jungle’ siden stumfilmens dage har været vejledende signal til kronologiske steds- og tidsspring. Sammenhængene er uklare og svært styrbare for tilskueren på Republique. Det er til gengæld stimulerende, hvordan øvelsen med replikkernes spindelvæv af adskillelse og samtidighed lykkes som virkeliggørelse af et præcist partitur – der ligger en professionelt imponerende præstation i indstuderingen, som er guidet af instruktøren Anja Behrens.

IMPPONERENDE. Men sært frugtesløs i betragtning, at al den møje og idé med form og struktur får den interessante tanke om arvebiologiske konsekvenser af selvmord til at smuldre. Lad os kalde det et imponerende fejlskud.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *