Kitt Maiken Mortensen, Signe Egholm Olsen og Jeannett Albeck på Betty Nansen T. (tegn: Claus Seidel)
HEKSESABBAT-
SYMFONI I FARVER
Sort Samvittighed blomstrer på Betty Nansen med en gnistrende musikalsk heksesabbat.
Forfattere: Tyve danske kvindelige digtere. Dramaturg: Leila Vestergaard. Instruktion: Elisa Kragerup. Scenografi og kostumer: Ida Marie Ellekilde. Komponist: Jeanett Albeck. Koreograf: Signe Fabricius. Medvirkende: Rikke Bilde, Jeanett Albeck, Kitt Maiken Mortensen, Lila Nobel og Signe Egholm Olsen.
’I et forhold’ spiller på Betty Nansen Teatret indtil 18. april. Varighed: 2 t. 20 min. inkl. pause.
*****
DET er så lige på og frækt. En erobring. Tæppet går op, og vi er på eventyr i et glansbillede af blomster, farver, frodighed, og dér står de som eksotiske, mærkelige planter midt i en overdådighed, der ligner en aflægger af Haveselskabets Have henne ved Frederiksberg Runddel – de fem sorte samvittigheder, donnaerne, der kalder sig et kollektiv, plantet som sære fugle i en botanisk voliere. Mystiske og skønne, urørlige i deres farveflimrende, besynderlige outfit.
ER det en opstillet dekoration til forevigelse? Klik! Tag et stillfoto. Til evig erindring om den særeste plante i dansk teater: ’Sort Samvittighed’. Sådan som de fems scenografisk pastelmaler Ida Marie Ellekilde pynter dem op til kamp.
KAMP om hvad? Kamp for hvad? Hvor skal vi hen med dem denne gang? De begyndte som forfrosne jomfruer i spejdertelte slået op i et sne-landskab på Edison Teatret med et helt Anne Linnet-katalog af sultne pigesange under titlen ’Hvid magi’. Det var i 2011. De forsatte i 2015 med Tove Ditlevsens slibninger af kvindelivets skarpe kanter i ’Tove, Tove, Tove’, forestillingen, der endnu har været at se på Det Kgl. i denne sæson. Begge stykker belønnet med Reumertpriser. Og nu springer de ud af den kunstfærdige, eksotiske scene-jungle, som scenograf Ida Marie Ellekilde har plantet dem i, og fortæller videre om forhold, der gør alt det ved dem, som naturen, fanden og vorherre byder dem, og som de selv kan styre eller køre skævt i efter forgodt- eller forskidt-befindende.
DET udvikler sig på øjeblikke til eksplosioner af vrede, henrykkelse, overstadighed, erotiske ryk i hjerne og krop, udmattede sammenbrud, magnetiske tiltrækninger mod det opnåelige eller det uopnåelige, følelser i skred, jubel og lyksalighed – kædereaktioner af komik og latterlighed ved siden af hjerteglødende længsel og dirrende tilfredsstillelse. Overdådige, visuelle tableauer folder sig ud i forbløffende handlinger, musikken er faste, stimulerende holdepunkter af den mest groteske, lystfyldte art – de fem Sorte Samvittigheder, Rikke Bilde, Kitte Maiken Mortensen, Lila Nobel og Signe Egholm har et ømt forhold til, hvad der bydes på af instrumenter, guitar eller slagtøj. Jeanett Albeck er i førertrøjen ved pianoet – og der er messing nok ved hånden til en gang løssluppen blæserkvintet, der lyder som et vrissende cirkus-svar til Carl Nielsens blæserkvintet.
MEN det er ikke den, de er i et forhold til. Det mændene. Det er hinanden. Det er pardannelserne i glæde og katastrofe, som der nu leves mellem mennesker. Og dér kommer de sandelig langt omkring. Ikke mindre end tyve digtere, fra Agnes Henningsen til Lone Hørslev, gode danske kvinder med hjerterne i bankende udbrud på godt og ondt, har lagt tekster til sange og replikker – med citater fra dobbelt så mange digte. Kys, der drømmes om. Kys, der udveksles. Køkkenknive, der trækkes. Indbyrdes kvindepalaver som flyver mellem damerne som briser, der vokser til flodbølger – og dér bliver det som bidrag til hele forestillingens karakter af en symfoni, et stykke musik, der udvikler sig i temaer og satser, pittoreske lydbilleder mellem dramatiske højdepunkter, kontrapunktiske knytnæver.
VILDT går det til i par- og kædedanse, sammenbrudte illusioner, ubegribelige maskespil og øjeblikke, hvor teksternes kaotiske netværk af lyriske irgange hænger uantastet og ubesvaret i luften, og hvor latteren runger takket være overskuddet af absurditet. Trommesoloer og snertende svirp på bækken er signaler til pauser mellem yndefulde viser, monologer, der er som hentet ud af ’Ude og Hjemme’ anno 1930, og de ødeste – ikke sødeste – udmalinger af størknede hjemmemiljøer sat over for livsglade omfavnelser og længselsfulde suk.
DET er stemmernes milde eller vrængende udfoldelser og grebene i de forhåndenværende instrumenter, der fører os fra story til story, men altså også hele det formale, symfoniske koncept, der holder os fast på en forventet, men alligevel forbløffende oplevelse af den smukkeste heksesabbat på denne kvindernes internationale kampdag.
SYMFONIEN bliver dirigeret af Elise Kragerup, farvelagt af Jeanett Albeck, og der er fem vildtvoksende musikere ved pultene.
gregersDH.dk