DEN IRONISKE SKEPTIKER

Komponist-biografi med ironi og sarkasme i lys lue. Sven Erik Werner leverer selv brændstoffet

’Langsomt, men usikkert – notater om skrøbelighed’. Sven Erik Werners erindringer. Eigil Holms Forlag. 352 sider

*****

CORONA-virussen driver sit spil. Ingen teatre spiller. Ingen teatre at anmelde. Så tid til læsning. For et par måneder skrev jeg om en bog om englænderen Charles Burney og hans research-rejser i Europas musikliv i begyndelsen af 1770’erne. Og fortalte, at den var oversat af en bekendt fra min tid i DRs musikafdeling, komponisten Sven Erik Werner. Hvad dumper kort efter i brevkassen? Sven Erik Werners erindringer. Et gedigent værk på tre et halvt hundrede sider med titlen ’Langsomt, men usikkert’. Undertitel: ’Notater om skrøbelighed’. Så vidt jeg kan se: Grundigt ignoreret og ikke-anmeldt, da den udkom i 2013.

EN kringlet livsberetning skrevet af et originalt, kantet og højt begavet menneske, der har haft blomstrende indflydelse på dansk musik gennem en generation. En gammel ven? – nej, ikke direkte ven, for venner var vi ikke. Heller ikke uvenner, selvom vi sagtens kunne været blevet det. Min erindring om ham samler sig i de situationer, jeg gengav i anmeldelsen af Burneys ’Rejsedagbøger’: Sven Erik Werners afslappede og distancerede ro over for mine journalistiske udskejelser under de direkte udsendelser, vi lavede med titlen ’Aktuel musikreportage’. Vores veje skiltes, og nu kan jeg læse om hans.

’SIDDER du og skriver erindringer?’ hører vi vores fælles ven, komponisten Ib Nørholm spørge i et af bogens kapitler. Det vil Werner ikke benægte og bruger det så som stikord til overvejelser om fænomenet erindringer: “En ladeport for kosmetiske korrektioner, bekvemme fortielser og bortforklaringer, bevidste og ubevidste forglemmelser. Erindringsoptimisme, med et andet ord. Løgn, med et tredje.” Den konstatering forhindrer ikke Werner i selv at skrive videre, han går på med krum hals, og det vil være løgn at sige, at det er kedelig læsning, selvom kreative, små løgne nok ryger med i flugten. ’Wie es eigentlich gewesen’ er vrøvl – det skrev Henrik Stangerup en hel roman om.

WERNER skriver, at man som komponist egentlig ikke skal skrive erindringer, Værkerne taler for sig selv, al snak om hvad, hvordan og hvorfor er udenomssnak: ”Tro kun komponisten til og med sidste dobbeltstreg i partituret. Ikke et sekund længere.”

MEN ord og fortælling brænder i Werners mund, det kan bare aldrig blive en kronologisk livsberetning, det må blive en stribe fortællinger om skrøbelighed. Den skrøbelighed, der er eksistensgrundlaget. Som læser flyver man som en flagermus med på hans springvise indberetninger om et liv på konstant jagt gennem tilværelsens tågede luner, spontane anfald af bud på forandringer, frygtindgydende oplevelser og lyksalige stunder. Fundamentalt er livet umuligt og idiotisk og afbrydes kun af ekstatiske, lykkefortumlede øjeblikke, lynglimt af frugtbringende handlinger, der nedfældes, men snart efter dementeres.

HAN tager Samuel Beckett til sig som kronvidne allerede i afsnittet om erindring, da han beretter om opførelsen af sin opera ’Den hellige kommunion’ på Det Kgl. Teaters forsøgsscene i 1973. Den var som forestilling koblet sammen med Becketts ’Ikke jeg’, den fabelagtige lynmonolog, vi for et par år siden hørte med Ellen Hillingsø på Østre Gasværk. På Det Kgl. dengang var det Astrid Villaume, som kun med læberne synlige mellem de næsten sammentrukne fortæpper fræsede ord frem om livets totale meningsløshed.

INGEN kronologi i Sven Erik Werners historie? Jo, sådan set. Han begynder med at lægge en fortælling om sine forældres bryllup og hans egen fødsel i munden på sin mormor. Bryllup i 1936, Fødsel i 1937. Mormoren havde regnet sig til, at Sven Eriks undfangelse måtte være sket på bryllupsnatten, en nat, hvor hans far og mor angiveligt havde været oppe at skændes. ’Han er i det mindste en slags elskovsbarn’, konstaterede hans far. Episoden er første stadium i gennemgående, grumme beretninger om ulykkelige hændelser under Sven Eriks private og familiære løbebane. En lillesøster, der falder i en brønd og bliver dræbt for øjnene af ham, en far, der gik til i druk, en mor, der i sit ægteskab med Sven Eriks far “viklede sig med masochistisk målrettethed stadig længere ind i deres fælles klæbrige net af løgne, fortielser, svigt og bedrag. Skrig og skrål, bønner og håndspålæggelse.” Historien er – med lyse afbrydelser – en knagerække af strindbergske højdepunkter – to andre søstre og en ellers lovende stedfar, det går ilde. Alt fortalt af Sven Erik Werner med en blanding af blid sarkasme og underliggende skarp humor. Og så en afkølet tristesse, som vi kan læse som sort vrede eller dybtliggende forklaring på hans eksperimenter med selv at leve et liv, der har været på konstant løsrivelse fra egenskaber og holdninger, der har lejret sig hos ham fra barn derhjemme. Lige så meget som fra den tvetydige opvækst, han har været pålagt langt hen ad vejen med katolsk skolegang og selvpålagt med ægteskaber – tre er det blevet til – som med næsten kompositorisk parallelforløb til hans professionelle liv – fører sig frem i lighed med de kurver, børseksperter bruger i disse uger som demonstrationer af aktiernes op- og nedture under Corona-krisen.

HANS professionelle liv? Sven Erik Werner har sviende og forgyldte erfaringer fra møder med musikkens avantgarde i de mange år – vi får dem i voldsomt interessante rush i flere omgange – første med de ekspeditioner, han foretog rundt i Europa for DRs musikafdeling – bl.a. til Østeuropa, hvor Lutoslawski blev den komponist, der fangede ham med sin kompositoriske substans, hvor han mest har spydigheder til den mere udadvendte og popularitets-udnyttende Penderecki (Hiroshimas ofre, Djævlene fra Loudun). Så Darmstadtskolens despotiske vidunderbarn Karlheinz Stockhausen, som han lokker til Odense et par gange i de år, hvor han selv sad som direktør for Det Fynske Musikkonservatorium. Beretningen i kapitlet ’Magi og mafia’ er hans ti dages sønderrivende, dagbogsførte fortælling, bestilt af dagbladet Information, om hvordan prøverne til koncerten med Stockhausens kæmpeværk ’Inori’ forløb i 1987. Et 75 minutters værk for to mimere, stort orkester og elektrofoni – som projekt i dette tilfælde realiseret som en samarbejdsopgave mellem de fire danske konservatorier.

OPFØRELSEN var Werners idé, og han er berettiget stolt af, den blev gennemført. Men lidelserne undervejs og sveden på panden var morderiske. Stockhausens benhårde krav til musikere, lys- og lydfolk og alle andre medvirkende var ubønhørlige, fremført med strømme af arrogante uforskammetheder, men ganske underholdende at læse om. I Odense blev det både ilddåb og højdepunkt for Werners karriere som konservatoriechef. Tiljublet eller nedrakket af nær og fjern. For læseren af hans bog ’Langsomt, men usikkert’ en utrolig beskrivelse af de knubs, dansk musikliv kunne udsætte sig for i hænderne på en kunstner, som blev beskrevet som en megaloman ekshibitionist. ’Let sagt’ som Werner skriver. Men ’hvad stiller man op med genialske mennesker med sociale kompetencer på børnehaveniveau?’

BOGENS ’notater om skrøbelighed’ – fremført over de mange sider ’langsomt, men usikkert’ – svigter sjældent de personlige, for ikke at sige private sider af hans liv, der er knyttet til hans umådelige glæde over damer, ægteskabsberedte eller ej, han er et pudsigt, omvandrende produkt af 60’ernes livshungrende, erotiske ildspåsættelser. Alt egentlig så nøgternt beskrevet som beskrivelsen af den bondehusidyl, som han bosatte sig i under direktørtiden i Odense, og som han med kone og barn nr. – jeg har glemt hvilket – måtte redde sig ud af, da der gik ild i stråtaget og huset i øvrigt brændte ned. Det var så dét, lyder reaktionen.

OMSKIFTELSER i samliv, i karriere, i livsrytme og livsgerning. Efter konservatorietiden i Odense, passer han i flere år orglet til gudstjenester og andre hellige handlinger i en af Danmarks mindste kirker, på en af Danmarks mindste øer, Omø i Storebælt. Og som han har indledt bogen med sin mormors nøgterne fortælling om hans undfangelse i 1937, slutter han bogen med at gengive hospitalets journal fra 2007 af en tarmkoloskopi. Under undersøgelsen spørger Sven Erik Werner, da et eller andet begynder at bippe, lægen: ”Er det nu, I tilkalder bedemanden?” Lægen svarer: ”Nej i denne fase plejer vi at kunne nøjes med at tilkalde præsten!” Werners bidende vid smittede.

gregersDH.dk