Tanja Kuhn, Stefania Dovhan og Christian Juslin i ‘Kleopatra’ (tegn. Claus Seidel)

SLANGEN

KLEOPATRA

Genopdaget opera om den mytiske Kleopatra, der lod slanger tage sit liv – selv en slange, der tog andres.

Komponist: August Enna: Libretto: Einar Christiansen. Iscenesættelse og scenografi: Ben Baur. Medvirkende: Stefania Dovhan, Christian Juslin, Tanja Kuhn, Thomas Christian Sigh, Jens Bové, Lina Valentiejute og Johannes Brüssau. Orkester: Copenhagen Phil. Dirigent: Joachim Gustafsson. Jyske Operas Kor.

’Kleopatra’ spiller igen i aften, onsdag, på Det Kgl.s Gamle Scene. Varighed: 2 t 15 min inkl. pause. Forestillingen forsætter turneen indtil 12. april.

****

DET er ikke til at slippe taget i den opera. Ikke engang den isnende dosis af regn og storm, der tager imod, når man kommer ud på Kgs. Nytorv, kan slette indtrykket. Heller ikke en knækket paraply ved første vindstød.

’KLEOPATRA’ er en forbløffende affære. Stormfuld af velskrevet musik. Men ingen har gidet spille den i hundrede år, selvom den også har en historie, der er lige til at spise. En historie om det egyptiske hundyr Kleopatra, der var en risiko for mænd, der kom for tæt på hende – inklusiv Cæsar, inklusiv Antonius m.fl. Også inklusiv sin egen bror, som hun var gift med efter egyptisk tradition. Egypter-dronningen, som lod sig bide til døde af slanger den dag hun selv havde fået nok af sit turbulente liv. Historien om hende er fortalt mange gange. Af Shakespeare, af Bernhard Shaw, af Händel – og af Hollywood med Elisabeth Taylor som den fatale dame.

MEN her kommer den så, skrevet af en dansk komponist, som de færreste kender i dag. Han hedder August Enna og skrev operaen i 1890’erne. Med premiere på Det Kgl. i 1894, hyldet som et gennembrud, spillet nogle gange derefter på teatret, og derefter lagt på hylden, selvom den vandrede til udlandet, hvor den gik en halv snes steder rundt i Europa, og så også dér sov ind. Enna fandt sin vinkel på historien, d.v.s. snuppede den hos den engelske romanforfatter Rider Haggard, som ramte world wide med sine romaner i de år – en af dem var ’Kong Salomons miner’, en anden altså ’Kleopatra’, som i denne version er et fiktivt jalousidrama om en lokal farao, der vil myrde Kleopatra for selv at få magten, men ikke kan føre kniven, da det gælder.

ENNA fik forfatteren Einar Christiansen til at skrive en libretto, der er hårdt pumpet med et arkaisk sprogbrug, ind imellem komisk. Han skulle i øvrigt nok have været mand for at få opført ’Kleopatra’ flere gange – han var senere i en årrække chef for Det Kgl. Teater. Men man aner konflikten: Christiansen skrev kort efter samarbejdet med August Enna libretto til Carl Nielsens ’Saul og David’. Vi befinder os i brudflader mellem tradition og holdning. Den senromantiske, følelsesladede, såkaldt ’svulstige’ musik over for den nye klare og ’rensede’ musik, som Carl Nielsen kom til at repræsentere, og som igennem en stor del af det 20. århundrede blev toneangivende. Enna og hans ’Kleopatra’ blev på en måde et offer for et musikalske sceneskift.

Forbløffende altså, den opera. På så mange måder. Enna skriver musik, der klinger, så det forslår – man spekulerer undervejs på forbilleder og ligheder, hører efterklang af Niels W. Gade, stumper af Wagner, sågar i store korscener glimt af fransk grand opera i stil med Meyerbeer, men egentlig mest italienere som de samtidige Leoncavallo og Mascagni for ikke at sige Verdi og Puccini. En vældig duet mellem den vakkelvorne, forelskede helt Harmaki og Kleopatra, arier og scener med både dem og den jaloux kammerpige Chermion – der gang på gang svinger sig op til smægtende og glødende vokale linjeføringer, dramatiske højdepunkter til akkompagnement af instrumenteringer i orkestret, der er ufravigeligt velberegnede og smukt og præcist timede.

HVOR havde han det fra, denne August Enna? Han lærte sig meget på egen hånd, lånte opera-partiturer på Det Kgl Bibliotek, studerede instrumentationen hos Wagner f.eks. – men det med det italienske ligger nær forstår man, når man læser om Ennas baggrund i den biografi, Steen Chr. Steensen lige har skrevet om komponisten. Enna har sit navn fra en farfar, der kom fra den lille by Enna på Sicilien. Han havde været trompetist ved Napoleons armé, men udvandrede og slog sig ned på Lolland. Der er sicilianerblod og italiensk temperament i Enna. Selv voksede August Enna op som skomagersøn i København. Spillede som ung violin på værtshuse og rejste rundt med et cirkus som akkompagnetør. Hvis vi vil lede efter en baggrund for den lange scene fra Kleopatras makabre galehus-leben ved sit hof i 2.akten af operaen, hvor musikken er en grotesk blanding af danserytmer og højt humør, så er det nok dér man finder tone og inspiration. Der var noget af en gøgler i Enna.

DEN Jyske Operas opførelse af ’Kleopatra’ er henlagt i en mørktonet, lidt dyster og meget enkel scenografi – det er en opsætning beregnet til tourné. Denne stormfulde aften blev titelrollen sunget af den ukrainske Stefania Dovhan, nu bosat i U.S.A. – en sopran med glimrende tonefylde og højde og foruroligende appeal. Finnen Christian Juslin er en kleppert af en tenor, tung nok i mæle og korpus til at gøre den fortumlede helt Harmaki troværdig. Den jaloux intrigant Chermion sunget af tyske Tanja Kuhn, der trods en fin sopran fører en ulige kamp med Kleopatra ubetvingelige vokale styrke. Ved opførelsen på Det Kgl.s Gamle Scene i aften, onsdag, er de større roller nybesat med det alternative solisthold: Elisabeth Dreisig som Kleopatra, Magnus Vigelius som Harmaki, Ruslana Koval som Charmion og Lars Møller som Sepa.

DERFOR nogle ord igen om ’Kleopatra’ onsdag aften. Den jyske Opera spiller i øvrigt forestillingen forskellige steder i landet frem til den 12. april.

gregersDH.dk