JEG VILLE HA’ VÆRET DYRLÆGE

Det Kgl. Teaters grandiose bas Stephen Milling pendler konstant mellem Wien, London, New York, Paris og København. Hvor har han det bedst? Hjemme. Ved Arresø. Og hos familien.

Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Kim Agersteen

”Egentlig ville jeg gerne have været dyrlæge. Køre rundt til gårdene. Ordne grisene og køerne. Give dem en indsprøjtning…”

Dét kan man se for sig. Som Stephen Milling kommer gående dér gennem det våde græs. Med hunden i snor. Og et håndtryk af den slags, der vil blive godt modtaget af bondemanden, der får dyrlægebesøg.
Jeg tror også, Millings stemme ville få en genstridig gris til at slappe af og give sig dyrlægen i vold. Der breder sig en ro omkring ham, når han opløfter sin basstemme.
Vi er på landet. Det er januar. Udenfor hænger tunge regnskyer over Arresø. Også naturen taler med dyb, fuldtonende stemme.
Stephen Milling blev ikke dyrlæge. Han blev operasanger. Og ikke en hvem som helst. I disse år er han en af de mest efterspurgte bassangere i verden. Sig Sarastro, Hunding eller Kong Philip til operafolk på La Scala, Covent Garden eller Metropolitan. Første bud vil være Stephen Milling.

”Det med dyrlæge var da jeg var 18 år. Jeg er sådan en fra landet. Og jeg havde været i erhvervspraktik hos en dyrlæge. Vi boede her ved Arresø, da jeg var dreng. Også mine bedsteforældre. De havde en gård her oppe i bakkerne. Jeg gik i skole i Annisse, og når jeg kom fra skole, kørte jeg på cyklen op til mormor og morfar. Dyrene, og freden her ude – det er stadigvæk mig. Som voksen har jeg boet med min kone og drengene inde på Vesterbro. I Sundevedsgade. Vi var ved at blive tossede til sidst. Der ligger så mange værtshuse dér. Det ene lukker, det andet åbner kl. 5 om morgen. Derfor flyttede vi. Og nu er vi tit heroppe på landet, selvom vi har en lejlighed på Østerbro. Når jeg kommer hjem fra en eller anden storby, så vil jeg gerne have ro. Så sætter jeg måske noget Ravi Shankar på  – gerne en stille aften-raga.”

– Ikke opera? 

”Hellere indisk musik. Det kommer nok af, at jeg har boet i Indien. Min far var ingeniør og var i perioder i Indien for at bygge gødningsfabrikker. Dér lærte jeg at spille citar. Der kom en lærer hver dag og spillede med mig i et par timer. Jeg har stadig citaren. Den ligger på loftet. Nu spiller jeg ikke. Jeg vil hellere lytte. Også til jazz. Jeg slog på trommer i Helsinge ungdomsklub. Og boede også engang i et kollektiv, hvor vi hørte avantgardejazz.”

– Nogle ordentlige yderpunkter! Men hvor kommer operaen ind?
 

”Jeg var på efterskole i Mørkøv. Der spillede jeg guitar og sang i kor. En af lærerne sagde: ’Smid den der spade ud! Du skal sgu’ da synge! Han kendte komponisten Svend S. Schultz og sendte mig ind til ham. Schultz var ikke sanglærer, men han indførte mig i den klassiske musik. En aften tog ham mig med i Det Kgl. Teater. Til ’Cavalleria Rusticana’ og ’Bajadser’. Bang, sagde det! Det var fantastisk. At man kan stå på en scene og synge ud over et orkester på firs mand. Svæve over al den lyd! Schultz fik mig til Kjeld Christoffersen, der underviste i sang på Smallegade Musikskole på Frederiksberg. Da jeg var tyve år, gik jeg til optagelsesprøve på operaskolen. Og dumpede.” 

– Du dumpede?

”Ja. Fordi jeg var dårlig til hørelære og ikke kunne spille klaver. Jeg kunne ikke få de her store grabber ned mellem de sorte tangenter. Det kan jeg stadig ikke. Men de ringede bagefter og sagde: ’Du skal ikke gå nogen steder. Du skal komme to gange om ugen og få banket teori og hørelære op. Så kan du søge ind igen.’ Så kom jeg jo ind. Det var i 1986.”

– Siden du blev færdig er det gået slag i slag. På det Kgl. og i udlandet. Du har også en kone og tre drenge. Hvordan fungerer dét for dig?

”Familien er alfa og omega. Hvis jeg er ude og synge, og jeg ved, at en af mine unger er syg, så kører det ikke. Så kan jeg ikke koncentrere mig. Jeg skal helst kunne komme hjem hele tiden ind imellem. USA orker jeg ikke lige nu. Jeg siger nej. Jeg er booket op frem til 2011. Hoteller? Det gider jeg ikke. Jeg bor altid i lejligheder, så tilværelsen kan ligne den derhjemme bare lidt. Nu har jeg efterhånden fået en status, hvor jeg kan sige: Jeg kommer kun sådan og sådan. Hvis det ikke er ok, så må I finde en anden. For mange år siden skulle jeg synge ministeren i ’Fidelio’ på Scala Opera med Ricardo Muti som dirigent. Jeg var der i syv uger! For at være på scenen i ti minutter!! Syv uger for den lille pisserolle! Åndssvagt. Syv uger væk fra familien!”

– Du kunne tage familien med dig? 

”Det har jeg også gjort. Nogle gange. Vi holdt jul i New York, da jeg sang Sarastro i ’Tryllefløjten’. Jeg havde også den ældste af drengene med i New York i fjorten dage, da jeg sang i ’Valkyrien’ på MET. To uger i penthouse lejlighed med udsigt til Hudson River, og så ned og høre jazz sammen med ham i Blue Note og de andre klubber. Fantastisk! Far og søn!!”

– Du laver få og store roller. Ikke så mange nye.

”Det er svært. Der ligger jo nogle og gnaver. De russiske f.eks. Boris Godunov. Men jeg har 10-15 partier. Wagner og de italienske. Dem, som alle vil have. De sidder inden for vesten. De er krævende. Og så er der det med familien.”

– Hvad så, når en Kasper Bech Holten kommer og siger: ‘Ku’ du ikke tænke dig…’

”I starten var man benovet over at blive spurgt. Nu har jeg lært at sige nej tak. Jeg har brugt mange år på studier og på at indstudere de roller, jeg har. Nu er der ro. Jeg hviler i det her. Jeg bevæger mig i et niveau, jeg kan lide at arbejde i. Med de bedste dirigenter og sangere. Og nye vinkler fra de forskellige instruktører. Det er smadderspændende. Selvom nogle instruktører kan være besværlige.”

– Hvem?

”En mand som Robert Wilson. Jeg forstår ikke de der Anna og Lotte-dukker, han kører rundt med hele tiden. Vi lavede ’Ringen’ på Châtelet Operaen i Paris. Han ser alt i lys og billeder. Man skal stå i bestemte positioner. Han bad mig f.eks. om at stå i fem minutter med et sværd strakt ud – sådan her. Jeg kunne ikke få ud af ham, hvad ideen var. Jeg sagde: Prøv du lige engang selv! Linda Watson, der sang Brünnhilde, tabte også tålmodigheden. Wilson stod oppe på balkonen og blev ved at dirigere hende: ’Lidt til højre! Lidt til højre!’ Så råbte hun: ’Du kan godt slæbe din fede røv herned og sige, hvad meningen er!’”

– Sangere kan være sensible…

”Man skal kunne snakke med en instruktør. Man behøver ikke altid være enige. Jeg skal have det ind gennem hjertet og videre ud til de mennesker, der sidder og ser på. Hvis det ikke lykkes, så kan du se med det samme på kropssproget, når kroppen ikke ved, hvad den skal. Dér er Kasper en dejlig instruktør. Jeg kan sige til ham: Jeg kan ikke få dette her ind i kroppen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Så bruger man en time på at snakke det igennem. Jeg har nogle barrierer i mit kropssprog. Jeg er to meter høj og ret bred. Jeg går på en speciel måde. Jeg har svært ved at gå meget hurtigt. Sådan noget kan man snakke om. Men ikke med Wilson.”