Jens E. Christensen (Foto: Lars Hannibal)

FORSKERREJSEN MOD KONTRAPUNKTET

Jens E. Christensen på forskertur i Robert Schumanns sjældne orgelværker.

Robert Schumann: The Roots and the Flower. Orgelstykker opus 56 og 60. Solist: Jens E. Christensen ved orglet i Vor Frelser Kirke på Christianshavn. OUR Recordings marts 2020.   

***

SCHUMANN? Jeg har lige siddet og genhørt pianisten Katrine Gislinges meget indtagende Schumann-indspilninger. Schumann er i den grad det lyriske-romantiske klavers mester. Men hvad med orgelet og Schumann? Var det noget? Og er det? Vor Frelser Kirkes glimrende, nu afgåede organist Jens E. Kristensen må på et tidspunkt have tænkt det samme. Han har spottet et par Schumann-værker, skrevet for orgel midt i 1840’erne. Og så kastet sig over dem med hele sin favnfuld af nysgerrighed og trang til at udforske, forme og farvelægge med, hvad han har til rådighed af tangenter, pedaler, registre og muligheder. Egentlig det samme, som har stukket Schumann selv, da han sammen med sin kone, pianisten Clara Schumann brugte kræfter på at dykke ned i Bachs værktøjskasse af kontrapunktiske arbejdsredskaber langt mere end hundrede år tidligere. Jens E. har gjort det som dét, han er: “et disciplineret intellekt, hvis svale apollinske grundstemning ofte udforskes af ustyrlige dionysiske fristelser.” …en flot og rammende affyring af komponisten Sven Erik Werner i en net-artikel om Jens E., da han forlod jobbet i Vor Frelser Kirke i 2021.

SCHUMANNs opus 56 og opus 60 er dels ’Seks stykker i kanonisk form’ og ’Seks fugaer over navnet BACH’ – de sidste indlysende manøvrer med de fire toner, der ligger i Bach-navnet – oplagt og sjovt at følge i stykkerne – i miniformat så interessant som at tage på rejse i Bachs Goldberg-variationer. Men ja, ok: I miniformat. For vel håndterer Jens E. Kristensen de seks fugaer med virtuos sikkerhed, men – ligesom i de ’Seks stykker i kanonisk form’ slipper man ikke gennem oplevelsen uden momentvise suk over, at dette eller hint kunne have været oplagte stikord og idéer til pianistiske udfoldelser af schumannsk original-aftapning. Vi holder os nøgternt rolige i bevidstheden om, at det for Schumann og fru Clara har været nysgerrighed, spænding og forskerlyst, der især har drevet dem. Bachs egne værker har monumental slagkraft i sammenligning med disse to stykke-bundter fra Schumann – på samme måde som Schumanns lyrisk-poetiske drivfjedre skaber små undere i sammenligning med hans nærmest pædagogiske studier i kanon og kontrapunkt.

MUSIKHISTORISK ved vi, hvordan en Bach-renæssance netop i midten af 1800-tallet voksede op, bl.a. efter at Mendelssohn havde bragt interessen for Bach til live med en opførelse af Bachs Matthæuspassion i 1829 – nodematerialet var ved et tilfælde havnet i hans fars hænder ved en auktion i Hamborg i 1805. Den næsten glemte Johann Sebastian voksede ud af passions-opførelsen i Berlin. Som andre blev Schumann-parret optændt af interesse for hans usik.

JENS E. CHRISTENSENs Schumann-indspilninger er lidt en parentes i hans mange orgel-indspilninger af både klassiske og noderne værker – Carl Nielsens f.eks. eller Per Nørgaards ’The Organ Book’ og hans ’Canon’. Senest er orgelmusik af Aksel Borup-Jørgensen på vej. Nu ligger Schumann-stykkerne der og supplere Jens E.s samling for os. Vi deler hans nysgerrighed. ’So ein Ding müssen wir auch’… Og vi bøjer os for Jens E.’s ubestridelige orgel-begavelse. Men undrer os i øvrigt over de søgte og ubehjælpsomme noter i det ledsagende teksthefte, der forsøgsvis motiverer cd’ens titel ’The Roots & The Flower’ med en langt spunden historie, der munder ud i, at ’Die Wurzeln & Die Blume’ – rødderne og blomsten er et citat fra en anmeldelse, Schumann skrev i 1837 af Mendelssohns ’Præludier og fugaer opus 35’. Vi er langt ude. Bare for at forklare, hvad der kommer ud af at interessere sig for Bach. Det nærmer sig grandiost volapyk.

gregersDH.dk