Julie Fuchs og Orchestre National d’île-de-France Tivolis Koncertsal 29.6. 2019

... og til sidst en islandsk vuggevise, der fik os til at spærre ørerne op i Tivolis Koncertsal

Julie Fuchs (foto: Tivoli/Solane Ballesta)

I BEL CANTO

KOLORATUR-

LABORATORIET

Og til sidst en islandsk vuggesang – franske Julie Fuchs fik os til at spærre ørerne op.

****

MAN kan ikke beskylde det københavnske musikpublikum for at være besat af nysgerrighed. Tivolis Koncertsal var kun halvt fyldt i aftes. Hvad gik de glip af, de der blev hjemme, eller måske var på vej, men stoppede op på Plænen og ikke kom videre, fordi ørerne blev fyldt af det big band-arrangement, som foregik dér? De gik glip af den franske sopran Julie Fuchs og det franske Orchestre National d’île-de-France. Og det var sandelig en original og interessant oplevelse. Af flere grunde:

FOR DET FØRSTE bestod Julie Fuchs repertoire på denne aften af en virtuos affyring af en hel stribe af arier, der havde det til fælles, at de alle var hentet ud af operaer, der var skrevet i det vildeste bel canto – altså fra den periode i det 18. århundrede, da f.eks. H.C. Andersen – og så mange andre – bestormede forestillinger, hvor især sopraner boltrede sig i sanglige jonglørnumre, der bød på vokale kraftspring og saltomortaler, så man måbede, spærrede ørerne op og flippede ud, imponeret og forbløffet. Sangere, der var som cirkusartister, og komponister, der skrev løs på opera efter opera i den stil. Opera var tidens pop. Rossini og Donizetti kender vi, men der er mange andre – f.eks. denne aften Pietro Raimondi, Vincenzo Fioravanti, Francisco Barbieri – siger de navne Dem noget? Sikkert ikke, og det kan selvfølgelig være ærgerligt.

MEN så slemt er det nu ikke. Der er gode grunde til, at vi som publikum har slået en klo i nogle, der udfolder genren med ekstra begavelse. Men underholdende er det at høre den stjernekompetente Julie Fuchs udfolde nummer efter nummer, og gøre det i ledtog med det, der ved koncerten blev…

GRUND NR. 2: Det franske orkesters eminente spil. Det var mange gange en sublim fornøjelse at høre et orkesterspil, der var gennemarbejdet, velforberedt og klangsikkert under dirigenten Paolo Arrivalbeni, en nydelse at fornemme balancen mellem solisten og musikerne – træblæsere med fortættet fransk tone, en obo-solo der lytter til sangeren og får svar igen. En cellosolist i intim dialog med sopranen – var det i Raimondis ’L’orfana russa’? Ja det var det vist. Alt sammen et musikerskab, der – medregnet sopranen Julie Fuchs – emmer af intim fantasifuldhed, samvær mellem eksperter.

Og FOR DET TREDJE: En Julie Fuchs, der tilføjer en sikker fornemmelse for fysisk tilstedeværelse og omstilling – midt i den ellers monomane fokusering på virtuost koketteri med hundesvære vokale ekstravagancer. Hun sang Pietro Raimondis arie om den forældreløse pige – ganske uventet på vej fra salens baggrund, ned gennem publikumsrækkerne og frem til scenen, på den måde næsten en teaterscene. Og da hun havde affyret Rosinas slagnummer fra ’Barberen’ som ekstranummer, var det tid til endnu en ’encore’:

EN vuggevise, sagde hun. Lyset i salen gik på nul. Total stilhed i mørket. Så en blød spot på hende. Hun sad på scenekanten. Sang – som var det for sig selv – en islandsk vuggevise. Tre vers. I mørket bag hende tændte orkestrets musikere små lys. Det var magisk og smukt. Vi fik hendes forklaring: Hun havde som meget ung været på en kor-rejse til Island og hørt vuggevisen. Nu gik vi ud af salen med stille islandsk bel canto i ørerne. Og en viden om en kunstner, der var til så meget mere end den rene flintrende og imponerende vokalvirtuositet. Julie Fuchs er hendes navn. Husk hende.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *