DE DÉR MORMONER

HAR INDTIL FLERE KONER

’The book of Mormon’ er Det Ny Teaters næste bud på en musical. Mormoner møder man også i denne bog, der bl.a. fortæller om de 17.000 danske mormoner, som udvandrede til Amerika.

’Rejsen til Amerika’ – Ole Sønnichsens fortælling om de danske udvandrere. Gyldendal. 510 s. Illustreret.

****

HUN er 16 år. Hun hedder Kristina og står og ser nydelig ud som statue på Amerika Kaj ved Nordhavn. Kik på hende, når du kommer forbi. Hun er – sådan set – en af dem, den nye musical, der har premiere på Det Ny Teater 25. januar, handler om. Den hedder ’The Book of Mormon’.

KRISTINA var mormon. En af de 17.000 danske mormoner, der udvandrede i årene efter 1852 til U.S.A., mange af dem med skib fra Amerika Kaj. De sejlede via Hamborg til New Orleans under trængsler og lidelser, der for de fleste var lige så rædselsfulde som bådflygtningenes på Middelhavet i vore dage. En beskidt og livsfarlig sejlads i flere måneder over Atlanten og videre til fods eller skrumplende i en oksetrukken kærre tværs over det amerikanske kontinent til Utah og det, der blev byen Salt Lake City.

DER er utallige dramatiske historier om mormonernes udvandring. Kristinas er en af dem, og hendes skæbne kan man læse om på en tavle ved siden af hendes skulptur på Amerika Kajen. Hvis man vil læse mere, er der netop udkommet et værk på over 500 sider, der gør en stribe danske udvandrerskæbner lyslevende. Mormonerne. Og nogle af de mange andre, der med dødsforagt kastede sig ud i emigration fra Danmark til det fjerne land. 300.000 tusind i alt. Eventyrlystne eller på flugt fra fattigdom. Landarbejdere, tit hele familier, bønder, der tog chancen for at udskifte hårdt arbejde med frit slag på den urørte jord, der blev talt og fablet om, og som man dengang kunne være heldig at få stillet gratis til rådighed.

BØNDER de fleste. Ind imellem også kriminelle. Eller politisk besværlige. Mennesker, som politiet betalte for at forsvinde. Socialdemokratiets stifter Louis Pio var en af dem. I 1877 sagde han ja tak til 10.000 kr. og rejste til U.S.A. med en gruppe tilhængere, han havde samlet. De slog sig en tid ned et øde sted i Kansas og prøvede sammen at få styr på et stykke jord og skabe et socialistisk kollektiv. ”Vi mænd kom sultne hjem om aftenen efter at have arbejdet hårdt med at vende jordknoldene,” fortæller en af dem til et amerikansk blad, ”og så var kvinderne i gang med at skændes om, hvem der skulle passe komfuret… Når kvinderne gik i seng, fortsatte skænderierne, og det eneste levende væsen, der beholdt sin værdighed, var den gamle ko.”

PIO og hans fæller blev snart spredt, og Pio selv bosatte sig i Chicago, hvor han fik en vis succes som journalist og bladudgiver. I 1893 var han bestyrer af Floridas pavillon på verdensudstillingen i Chicago. Det udløste en ny drøm om at skabe et socialistisk, dansk minisamfund i Florida, men allerede i 1894 døde han 52 år gammel. Knap tredive år efter blev hans aske hentet til Danmark i forbindelse med Socialdemokratiets 50 års jubilæum og begravet på Vestre Kirkegård. Der er en mindesten på stedet.

MANGE af udvandrer-historierne er dramatiske og gribende.  De er samtidig fortællingen om, hvordan det U.S.A., vi kender i dag, opstod og blev formet på ufattelig kort tid – gennem ikke meget mere end et århundrede, blev rigt, blev selvsikkert, skabte den kolossale vækst, der gjorde det til verdensmagt.

De danske indvandrere er en forsvindende lille del af de millioner af europæere, som på et lille hundrede år rejste til Amerika fra Europa og bosatte sig i alle egne af landet. Rigtig mange andre kom fra øst- og sydeuropa, fra Rusland, Polen og Italien f.eks. Fra Sverige kom der endnu flere end fra Danmark. Mange husker sikkert den svenske film ’Udvandrerne’ bygger over Vilhelm Mobergs roman og med Max von Sydow i hovedrollen.

Den svenske udvandring var som den danske i høj grad styret af fattigdom hos landbefolkningen midt i det 19. århundrede. Fattigdom og den hårde behandling, som mange bønder og landarbejdere var udsat for af godsejerne.

UDVANDREREN August Rasmussen, der kom fra Halleby Ore i Vestsjælland, skriver på sine gamle dage lyslevende erindringer om, hvad det var, han som ung rejste fra: ”Jeg gav min ryg til herremandens spanskrørsstok og min trøje til premierløjtnantens klinge og min kindben til forvalterens ørefigen. Prygl, stød og slag var ikke tilladt, men de store slog de små alligevel. De vidste, at vores ret var borte.” Hans fremturede ufortrødent: ”Herremændene er kommet til verden af spyfluerne, ganske små i begyndelsen, men store nok til at begynde at sladre og skælde ud og gøre fordring på en mageløs æresbevisning fra tjenernes side. Det var disse maddiker, der voksede frem til herremænd og som satte forrådnelse i Danmarks samfund.”

AUGUST Rasmussen manglede ikke ord. Der var vrede og drama i hans erindringer, skarpe ord, men også glade ord om at være kommet til et Amerika, som var ”en fri republik, hvor de hvert fjerde år vælger en ny præsident i stedet for som i Danmark at leve under en konge på livstid og så få hans søn som eftermand.” Hvad han skrev kom i den lokale avis ’The Independent’ i Greenville, Michigan. På avisens opfordring blev det en hel serie af artikler, senere oversat til dansk og udgivet som bog. August blev 89 år og døde i Greenville i 1919.

I vores bevidsthed handler U.S.A. meget om vestkysten og østkysten, og hvad der sker dér. Californien og Hollywood. New York og Washington. Bogen om de danske udvandrere bringer os ud i det store gab imellem. Dér hvor to trediedele af den amerikanske befolkning befinder sig. Dér, hvor også mormonerne har deres hjemsted. De mormoner, som er emnet for musicalen på Det Ny Teater.

MUSICALEN handler om to mormoner, der rejser til Uganda i Afrika for at missionere. Det lyder ikke som noget med meget musicalkrudt i. Men foromtalerne siger noget andet, så vi må jo vente og se. Det vil ikke ligne Det Ny Teater at lancere gravkammer-stemning og tungsindig musik. Det Ny Teater præsenterer ’The Book of Mormon’ som ’en grænseoverskridende, knivskarp satire over religion og kultursammenstød’ og advarer om, at den ’indeholder scener og sprogbrug, der kan virke stødende’. Anmeldelser i amerikanske aviser taler om ’kaskader af uanstændig latter’.

TITLEN ’The Book of Mormon’ henviser til den hellige bog, der er mormonernes, og som de to prædikanter bærer med sig for at præsentere for Ugandas beboere. Mormon-biblens historie kan nok give anledning til nogle løftede bryn. Dens indhold siges at stamme fra indskrifterne på nogle kryptiske guldtavler, der blev fundet i nærheden af New York i 1823 af en mand ved navn Joseph Smith, grundlæggeren af den mormonske tro. Smith fik en åbenbaring: En engel viste sig for ham, og sammen fik de to oversat hieroglyfferne til engelsk, så bogen kunne udgives allerede i 1830 som tillæg til biblen. Den fortæller om jøder, der udvandrede 6000 år før Kristi fødsel til Amerika og grundlagde en art kristen tro.

SIDEN er ’The Book of Mormon’ oversat til over hundrede sprog og kommet i 150 millioner eksemplarer. Englen forsvinder ud af historien efter fundet af tavlerne, men Joseph Smith talte og skrev og stiftede mormonske menigheder i nogle år, indtil han blev dræbt i 1844 i Illinois under anti-mormoners storm på et fængsel, hvor han var indsat. Hans modstandere havde hidset sig op over hans budskaber om bl.a. flerkoneri, som han selv praktiserede.

POLYGAMI blev siden forbudt ved lov i U.S.A., men er et emne, der har forfulgt mormonerne lige siden – ’De dér mormoner har indtil flere koner’ lød et refræn i en danske revyvise engang. Emnet vil med garanti også dukke op i musicalen på Det Ny. Musicalen vakte efter premieren en del postyr i U.S.A. og England, fordi den laver skæg og ballade ud af beretningen om de to missionærer.

DET mormonske hovedkvarter i Salt Lake City har til gengæld forholdt sig i ophøjet ro over for provokationerne i forestillingen. Dér ved man, at man står sig bedst ved at vende det døve øre til.

Bliver musicalen på Det Ny lige så munter som bogen ’Rejsen til Amerika’ er godt fortalt, har vi noget at se frem til.

gregersDH.dk