Simon Mathew i ‘Techno’ på Aarhus Teater (foto: Annamarin)
SMADRET
’Techno’ på Aarhus Teater er blod, sved og analsex, så det driver. Hverdag? For nogle måske.
Dramatiker og instruktør: Sargun Oshana på grundlag af Niels Henning Falk Jensbys roman ’Techno’. Medvirkende: Simon Mathew. Komponist og musiker: Natal Zaks.
’Techno’ spilles i Aarhus Teaters regi på GBar i Skolegade indtil 13.1. plus 29.1. – 10.2. Ind imellem fra 17.1. på Teater Republique i København. Varighed: 75 min.
****
SMADRET. Ikke jeg. Kun forbløffet. Den smadrede er hovedpersonen i denne desperate monolog på Aarhus Teater, en dramatisering af Niels Henning Falk Jensbys roman ’Techno’, der vandt debutantprisen på Bogmessen sidste år.
AARHUS TEATER har lagt stykket ud som satellit-forestilling på bøssebaren GBar om hjørnet i Skolegade bag teatret. Gulvet i GBar er arenaen. Vi sidder langs væggene. Holder fast i armlænet – hvis der er et. For vi er tæt på, og det går voldsomt til.
TECHNO-MUSIKKEN dunker som hjertebanken i de mareridtsagtige billeder, som den unge skuespiller Simon Mathew gennemlever og slider sig selv til laser i. Billeder? Selvmorderiske sex-fantasier? Dokumentariske fabuleringer over oplevet virkelighed hos den unge forfatter til historien? Historien om en ung bøsse, der tumler hovedkulds ud i et forhold, som bliver til mange forhold, stormfulde anal-erotiske jordskred, blodige, vanvittigt udpenslede i mund og krop af den unge skuespiller Simon Mathew, der sandelig sætter sig selv på fysiske og mentale prøver, der rækker ud over, hvad han så drabeligt ellers præsterede som Jesus i teatrets ’Jesus Christ Superstar’ sidste forår.
LAMMENDE og temmelig uhyrligt. Ingen skal ganske vist bilde sig ind, at uhyrlige og blodige voldsomheder ikke udspiller sig mellem mennesker – bøsser eller ikke-bøsser – i den blodrige virkelighed eller i fantasien, på kanten af afgrunde, hvor vi ikke definerer, om det er kærlighed, forelskelse, sex eller vold, som styrer balancen, og om balancen overhovedet kan styres. De groteske ekstremer, som udfolder sig i stykket, opleves som ubestemmelige sammenkoblinger af vrangforestillinger og konkret selvdestruktion styret af ekspanderende drifter. Det er som at opleve en slags Faust, som ikke bare ’möchte alles wissen’, men ’alles probieren’ og ender med at været taget af fanden selv.
VI er altså til tragedie. Det er en fortælling om en ung mand, der sætter sjæl og krop på spil i et jublende og rædselsvækkende stormløb på den totale seksuelle tilfredsstillelse.
’TECHNO’ overføres fra 17. januar til København, hvor Teater Republique henlægger forestillingen til natklubben ’Never mind’. Her får opsætningen titlen ’Frådseri’, fordi den hører til Republique’s serie, som bygger på den kristne kirkes tanke om de såkaldte ’syv dødssynder’, allerede tematiseret af Republique med stykkerne ’Griskhed’ og ’Hovmod’ i forrige sæson.
TITLEN ’Techno’ i Århus henholder sig især til instruktørens og komponistens placering af handlingen i et technomusikalsk miljø, hvor frådseriet kan opfattes som seksuelt løben løbsk. Frådseri vil nogle nok forbinde mere med æderi. Æderi af den art, vi – i dramatisk sammenhæng – f.eks. kender fra Brechts ’Mahagonny’, hvor den gode Jacob Schmidt banker hovedet ned i tallerkenen og dør af forædthed. Men frådseri kan selvfølgelig udøves på så mange måder. Astrid Lindgren siger et sted: ”I dag har jeg frådset i ensomhed.”
PÅ Aarhus Teater altså i sex. Extrem, selvmorderisk sex.
gregersDH.dk