Amadeus Kgl. Teater Gl. Scene 18.1. 2019

'Amadeus er et gjaldende trompetskrald om Det kgl.s muligheder

 

Simon Bennebjerg, Rosalinde Mynster og Søren Sætter-Lassen i ‘Amadeus’. (Tegn: Claus Seidel)

 

GENOPSTANDELSE

 

’Amadeus’ er et gjaldende trompetskrald om Det Kgl. Teaters enorme muligheder

Dramatiker: Peter Shaffer. Instruktion: Kasper Holten. Scenografi: Maja Ravn. Musikalsk ledelse: Mikkel Futtrup. Koreografi: Signe Fabricius. Medvirkende bl.a.: Søren Sætter-Lassen, Simon Bennebjerg, Rosalinde Mynster, Kristian Halken, Morten Hauch-Fausbøll, Henrik Koefoed. Michael Moritzen, Martin Bo Lindsten, Sigurd Holmen le Dous, Clara Cecilie Thomsen og Joen Kyhle samt et utal af sangere, dansere og musikere fra Operakoret og Det Kgl. Kapel.

’Amadeus’ spiller på Det Kgl.s Gamle Scene det næste par måneder på vekslende datoer. Varighed: 2 t 45 min. inkl. 1 pause.

******

DET er som at opleve en genkomst.

DET Kgl. Teaters.

TEATRET genopstået som det, der var drømmen tilbage i 80’erne. Et teater, der kunne omfatte det hele, skabe Gesamtkunst – hvad der ikke skal forlede os til at forestille os Det Kgl. Teater proppet med Wagner. Det er bare et godt tysk ord for opførelser af værker, som samler kunstarterne, dans, musik, skuespil, billedkunst, hele baduljen i højere enheder – forestillingen om Det kgl. Teater som stedet, hvor mulighederne var der, når du havde orkester, kor, ballet, skuespillerkorps, kunsten i alle dens visuelle udtryk. Alt i ét.

SÅDAN kan man opleve ’Amadeus’ denne premiereaften på Gl. Scene. Ikke bare fordi der var rød løber, fotografer, guld og glimmer i lys og kroner, dronning i kongelogen, hele udtrækket – nej, det var selve opsætningen af ’Amadeus’, næsten tre timers ubrudt demonstration af dette teaters formåen i alle hjørner af sin kapacitet, omhuen i hver detalje, en fuld storskala-forestilling, der fortæller noget om, hvad det var for visioner, vi lod bag os under diskussionerne dengang i 80’erne om kunstarternes adskillelse. Totalteatrets specielle muligheder. Samspillet mellem disciplinerne.

HVAD er der sket? Vel ikke andet end at teatret har fået en ny chef, der genopfører den vision. Kasper Holten må have tænkt: Nu skal de fandeme få den. Bare for én gangs skyld. Den gamle drøm om det kgl. totalteater. Og hvordan gøre det bedre end med historien om Salieri og Mozart? Netop den historie, fordi den kan skrues sammen på så mange måder, f.eks. den, der er valgt her: Fuldt tryk på en følelsesladet konfrontation, der ikke bare har sportskonkurrence-elementer af jalousi, bagholdsangreb, uskyld, sejr og nederlag, triumf og fiasko. Men også kunst og personligheder sat på spidsen. Farverigdom på alle ledder.

OG mere til, når man tænker på Kasper Holten som operaens mand: En enestående lejlighed til at fylde forestillingen med opera, med musik, sang og musikere omkring hovedpersonerne – der er nok at tage af, du kunne fylde hele vognladninger af Mozart-kompositioner på historien, hvis du ville, for du får det meste af Mozarts livshistorie og en god bid af Salieris undervejs. Altså en enestående chance for at slå på tromme for operaen som kunstart. Og det får vi: Det er en blændende fremført reklamekampagne med serier af enkeltstående highlights fra Figaros Bryllup, Don Juan, Tryllefløjten, Bortførelsen fra Seraillet og selvfølgelig fra ’Requiem’, der ikke er en opera, men en dødsmesse, helt central i ’Amadeus’-historien.

OG hvad handler dén så om? Om komponisten Salieri, hofkomponisten i Wien, der græmmes af irritation over denne Mozart, der dukker op ved hoffet og duperer alle med sin frækhed, med sit overvældende talent og gør ham rangen stridig med sin himmelstormende uskyld. Det er Salieri, der er stykkets hovedperson – Mozart er geniet, som han snor sig omkring, fedter for, snyder, når chancen er der, men også pines til døde af, fordi han aner, at han i historiens lys ikke vil have en chance over for geniet, ’monstret’ som han kalder ham.

SOM rolle er han langt mere interessant end Mozart. Mozart er, som vi forventer det, impulsiv, uforskammet, vulgær, fuldstændig sikker på sig selv, sød og intuitiv – Simon Bennebjerg spiller rollen som en omvandrende automat af sex-lyst, selvudfoldelse, fra sekund til sekund i sit hoved kun optaget af at komponere musik. På nodeark når han har noget. Den lattermilde charme, som mange husker Mozart-figuren for fra den berømte filmatisering med Tom Hulce, er omvekslet til ubevidst, kantet selvsikkerhed.

SØREN Sætter Lassen tilfører sin Salieri en sleben udspekulerethed, kluntet charme, rasende spekulationer og koncentration om næste skridt: Hvordan kan han udnytte situationerne over for kejser Joseph og hoffet, hvordan kan han bilde Mozart ind, at han støtter ham i hans ambitioner, smigre ham og dolke ham, når chancen er der. Men mest af alt graver Søren Sætter sin Salieri langt ind i dårlig samvittighed, rasende had og misundelse, desperate forsøg på at forstå, hvad der er genialitetens art, og hvorfor han dybest set beundrer geniet og erkender sin egen mangel på geni. Han dømmer sig selv til rollen som taber. I et anfald af dyb selvironi siger til sidst i ’Amadeus’: ”Jeg – skytsengel for alle middelmådigheder”.

DET afgørende og overvældende er igen musikkens rolle i ’Amadeus’. Da Mozarts unge kone, den jordbundne Constanze – spillet af Rosalinde Mynster – f.eks. sniger sig til et forsøg på at hjælpe sin mand og sig selv i deres økonomisk sløje situation, indfinder hun sig hos Salieri med et nyt partitur, hun har snuppet fra sin mands skrivebord, Salieri åbner det og væltes totalt omkuld af at læse noderne, som er Mozarts ’Ave Verum’, bedøvende smuk kormusik, nedskrevet i en håndevending. Det er et af de øjeblikke, hvor Sætter Lassens reaktion åbner uanede jordskred af panik, den ambitiøse, men beskedent udstyrede Salieri som kunstner knust af det fuldkomne.

HELE historien fortælles på en særlig facon. To ’venticelli’ -to klassiske sladderhanke fortæller undervejs, men også Sætter Lassens Salieri bringer tilskuerne a jour med sine kommentarer og sidebemærkninger. En skuespiller som Kristian Halken er eminent komisk som overlegen, naiv kejser – det er ham, der har replikken ’For mange noder, kære Mozart…’ til ouverturen til ’Figaros Bryllup’. Mange andre medvirkende. Dansere, sangsolister – Clara Cecilie Thomsen synger Nattens Dronning hængende i en strop højt under loftet! – Det Kgl. Kapels musikere, der i vekslende grupperinger er på scenen som medvirkende i Maja Ravns grafisk medsnakkende scenografi af tusinder af nodeark, der hænger som både inspiration og trussel. En kæmpesky over de medvirkende – det er musik, det er nodeark en masse, det er et bombardement af krav til realisering af kunst, det handler om. Bare kom an, Salieri. Bare forstå, hvad det drejer sig om, kejser. Bare skriv og skriv, Mozart! Til døden os skiller.

HVIS dét var situationen – hvad det måske var – så: Gu’ ved, hvad Mozarts enke Constanze, har siddet og tænkt, da hun levede sine sidste otte år på 1. salen på hjørnet af Hestemøllestræde og Lavendelstræde? Har hun siddet og nynnet det ‘Lacrymosa’ fra ‘Requiem’, vi går ud af teatret med i ørerne? Livet er fuldt af foruroligende mysterier. Uopklarede. Mozart er et af dem.

gregersDH.dk

 

1 Comment

  • Åh man ser det hele for sig i al sin menneskelighed, når du skriver Gregers. Hvilken appetitvækker. Tak for den

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *