PILLET NED – LAG FOR LAG

Kanonspil af Flemming Enevold og Thure Lindhardt på Betty Nansens Edison Scene i ’Rød’

*****

EN diskussion mellem to mennesker om kunst… Hallo!! Kan der komme godt teater ud af det?
Det kan der, og det gør der på Betty Nansens Edison Scene, hvor Peter Langdal har sat to skuespillere til at spille op mod hinanden i en kamp på liv og død. Om kunst? Jo da. Men sandelig også magten over hinanden.
Langdal har ladet det halve af teaterrummet rydde og omdanne til et kæmpe atelier. Stort skal det være, for den ene af de to er en kunstner med store armbevægelser, store lærreder, store tanker om kunsten og især store tanker om sig selv. Det er i hans atelier, de to befinder sig.

MALER-TEATER

Vi har set flere teaterstykker, som handler om malende kunstnere.
Ernst Bruun Olsens stykke om van Gogh var biografisk. Et psykologisk nærbillede af en outsider.
Yasmina Rezas ’Kunst’ var et henrivende opgør mellem tre venner om det store, hvide firkantede skilderi, en af dem havde erhvervet for en formue. Abstrakt kunst som svindel?
Howard Barkers ’Scener fra en henrettelse’ var historien om en kvindelig maler, der på bestilling af dogen i Venedig skulle male et berømt søslag, men valgte at male krigens rædsel i stedet for sejrherrens triumf. Kunst som politisk provokation – eller propaganda. 
Amerikaneren John Logan går løs på den megalomane amerikanske maler Mark Rothko. Rothko tog sit liv i 1970. Men det er ikke det, stykket handler om. Det handler om arbejdet på den kæmpe-bestilling, han fik i årene omkring 1960 på en stribe kæmpestore vægmalerier til en ny luksusrestaurant i toppen af en skyskaber på Park Avenue i New York.

VERBAL SKUDKRAFT

På Edison bliver han spillet af Flemming Enevold, der rammer den egocentriske Rothko med hele sit arsenal af verbal skudkraft. Og meget mere: Det lykkes Enevold at fortælle om en kunstner, der bruger alt skytset til at dække over rædslen for at miste sig selv – opgaven på skyskraberen byder ham imod, men der er gysser i den.
Rothko bliver i atelieret opsøgt af en ung malerstuderende, som søger arbejde hos ham og får det: En flink ung mand, Ken hedder han, og det er Thure Lindhardt, der med sit lille generte charmesmil og uskylden plantet i det åbne fjæs, gør sin entre, og på sekunder bliver kastet ud i arbejdsgiver-terror af Rothko, som får afløb for sin usikkerhed over for den store opgave ved med topmålt arrogance at piske sin nyerhvervede legekammerat med al den teori, lærdom, kunnen og viden, han kan mobilisere.
Det skinner igennem, at hvert name drop og hvert bombardement med Nietszche-citater fra ham i virkeligheden er fortvivlelsens selvhjælp til at holde sig selv opretstående – en mand i krise, fremragende analyseret af Enevold, der har fundet ind til dobbelttydigheden og løsner afklædningen af ham lag for lag. Som Rothko lag for lag med sin berømte maleteknik når ind til kernen af, hvad et kunstværk kan rumme.

MEDRIVENDE

Det er denne dobbelthed i stykket, som er opsætningens styrke, et kup af Langdal og Enevold. Et kup som så modsvares af en glimrende opbygget skildring hos Thure Lindhardt af, hvordan den unge Ken efterhånden gennemskuer og overtager magten over mesteren, finder ud af at bruge hans egne våben, og selv når til erkendelsen af, at han skal videre ud i verden, af sted fra den vaklende kyklops atelier og skabe sit eget liv.
Det er både generationskamp og kunstnerskæbner. Det er kunst i forkvaklet romantisk galimatias. Det er kunst som spøgelsesagtig delirium i kommercialismens favntag. Og det er især fremragende dynamisk ordteater, varetaget af et par store skuespillere og en instruktør med evne til og indsigt i at drive sine karakterer til de yderste hjørner af deres muligheder.
Medrivende, intelligent teater.

GregersDH.dk