'Plus minus nul' Skuespilhuset Store Scene 7.11.2011 Anm.

Nukaka Coster-Waldau og Marc Bodnar i ‘Plus minus nul’ (Foto: Bo Kleffel)
 
 

FØR DEADLINE

 

Gæstespillet med schweizeren Christoph Marthalers ’Plus-minus-nul’ sætter nye normer for, hvad teater kan være.

 

 

Spiller igen i aften og i morgen aften (8. og 9. 11) i Skuespilhuset på Store Scene

 

******

 

HAVNENS stilhed udenfor Skuespilhuset! Men i hovedet summer en a-mol, en overjordisk sørgemarch, 2.satsen af Beethovens 7. symfoni. Det er dønningen fra de ni skuespillere på scenen. De synger, nynner, fremmumler temaet som var det et ritual over aftenbordet – det er slutningen på stykket med den sære, svævende titel ’Plus-minus-nul’, den schweiziske iscenesætter Christoph Marthalers koncentrat af en oplevelse af Grønland, formuleret som en hymne – til hvad?
Til livet. Smertefuld, men øm. Sødmefuld, men tragisk.
Smuk og det mærkeligste teater, vil længe har set. En fortælling om kloden før deadline.
Beethoven-temaet, instrumenteret trestemmigt for sangstemmerne, forvandles af de gennemmusikalske skuespillere gradvis til lyde af vand, der drypper – det er isen, der smelter, det er den ‘ice’, der er ’melting on the poles’, som Villy Søvndal så manende taler om i Monthy Pyton-parodien.

KLIMASKRED
 
Dét spring og den reference haler vi frejdigt op af brokkassen, for også Marthaler kender humorens virkemidler midt i sin sørgmodige fortælling om klodens og menneskenes tur mod fortabelsen.
Hvad har vi lige set, umiddelbart før skuespillernes og Beethovens hilsen til Chopins regndråbepræludium?
Vi har set skuespillerne som det særegne konglomerat af europæiske fremmedelementer i det grønlandske. Suppleret med en hel og en halv grønlænder, der spiller bowling med deres mobiltelefoner hen over gulvet i den miserable sportshal – den ensomme helgrønlænder som tumlingen, der skal gøre de smarte damer og herrer ’kunsten’ efter. Hun tragi-komisk. De andre tragisk-latterlige.
For vi er aldrig i tvivl om, hvorhen brodden vender sig i dette slowmotion, impressionistiske panoramaspil om stilstand og tilstand i et grønlandsk landskab. Et landskab, vor truslen om det globale klimaskred og dets konsekvenser blander sig med kolonialismens og urbefolkningens uhellige forlovelse.

UNDERTRYKT ENERGI

Det er et utroligt stilhedens teater, Marthaler fremtryller. En stilhed, der sitrer af undertrykt energi. Der er øjeblikke, hvor alt er som sat på stand by, situationerne skruet ned til det ’plus-minus-nul’, som titlen angiver, på én gang en meteorologisk markering af fryse- og smeltepunkt og den lammede situation, klodens og dens befolkning kan tænkes at befinde sig i.
Jeg har sjældent hørt en sådan stilhed i en fyldt teatersal som i nogle af de langt spundne situationer, hvor alt blus er skruet ned på scenen, hvor en undergangens stemning sænker sig.
Hvor Vorherre eller Big Brother taler dæmpet til de medvirkende fra en højtaler i hjørnet – eller falder i søvn for ørerne af dem. Hvor en kvinde blandt de fremmede europæere overtager pladsen i et hundebur for at synge ’Abschied’ fra Mahlers ’Lied von der Erde’. Eller hvor den ensomme grønlandske kvinde tages i katekismus- og salme-eksersits af en stum kateket.
Mennesker, der i sekunder kan eksplodere i frustration og kaste sig mod væggene, som for at undslippe deres indre uro. For straks efter at hensynke og søge tilflugt i ekstremt, kultiverede korsatser.

LAMENDE INTENSITET

Det er Marthalers teknik at lade scenerne gå i stå, men fylde stilheden og stilstanden med en lammende intensitet, musikalsk med en flerstemmighed, der hos disse skuespiller sidder med en perfektion, der er usvigelig og en intim klangskønhed, som får os til at lytte med ekstraordinær intensitet. Teater sublimeret til koncert i et scenebillede og en scenisk action, der samtidig er ufravigeligt teater.
Gæstespillet er et intereuropæisk samarbejde mellem en række scener. Blandt de medvirkende er en enkelt grønlandsk-dansker, Nukaka Coster-Waldau.
Denne egensindige, provokerende forestilling går endnu i aften og i morgen aften i Skuespilhuset. Se den, hvor du vil opleve teater, der ikke ligner noget andet – en scenisk kantate om ’sørgmodigheden, der klæber til livet’, som det hedder et sted undervejs.
’Sørgmodighed, der klæber til livet’ har vi mildest talt set før. Men sjældent teater, som i sin utrolige præcision, sin ro, sine fuldstændig uventede og overraskende effekter, sætter forbløffende normer for, hvad der er mulighed i scenekunst.
 
GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *