Nicolai Dahl Hamilton, Bodil Jørgensen og Morten Suurballe i ‘Fremtidens historie’ (Tegning: Claus Seidel)
PUSTET I NAKKEN
Christian Lollikes ’Fremtidens historie’ i Skuespilhuset knækker over fra en spillevende 1. akt til en statisk 2. akt.
****
I TV-AVISEN umiddelbart før premieren på Det Kgl. Teater på Christian Lollikes ’Fremtidens historie’ mente en kulturordfører for Dansk Folkeparti, at Det Kgl. Teater ikke burde have støtte til den slags ’politisk teater’.
Han havde erfaret, at stykket bl.a. handlede om det danske samfunds behandling af fremmede. Intervieweren fulgte op med at spørge Det Kgl.s skuespilchef Emmet Feigenberg, om teatret ikke i sit repertoire skulle tage hensyn til, at 67 procent af befolkningen var imod husningen af asylsøgerne i Brorsons Kirke.
Det mente Feigenberg ikke. Teatrets emnevalg var ikke bestemt af vilkårlige markedsundersøgelser.
NØDSTEDT CHAUFFØR
Men at spørgsmålet blev stillet var et godt eksempel på noget, som stykket beskæftiger sig med: Målløshed og orienterings-forvirring i det moderne samfund. Og medfølgende angst for ikke at holde tungen lige i munden, styret af den tilfældige, opportunistiske vindretning.
Og – som stykkets hovedperson, en kvindelig taxachauffør – blive pustet i nakken af passagerer med alle mulige hassan’er, der skal plejes. Politikeren, som skal føre sig frem med tilsyneladende hæderkronede budskaber. Vagabonden, der har valgt, at nøden hellere må bringe ham Jesus på repertoiret. Erhvervskvinden, som mener, at hun er lidt mere human end konkurrenten, men – det lønner sig, det lønner sig!
Et bombardement af informationer og synspunkter, der modtages af den venlige taxachauffør med lettere desperat hjælpeløshed. For hvad skal hun stille op med alverdens elendighed? Når livet i øvrigt er arbejde, mad på bordet, fritid med tv-kassen og gerne snart en kæreste.
MODSÆTNINGER
Scenisk arbejder Lollike, der selv har instrueret og sat i scene, med modsætningen mellem den søde, fjumsede taxachauffør – spillet med henrivende sult på livet og tindrende humør af Bodil Jørgensen – og de køligt beregnende omgivelser, Lisbeth Wulff, Helle Fagralid, Nicolai Dahl Hamilton og Morten Suurballe.
Og samtidig modsætningen mellem privaten, det indeklemte taxachaufførhjem, og fabuleringer om den ubestemmelige, farlige, store og fremmede verden udenfor. Kaldet ’lejren’ – som en slags alt favnende, globalt terræn for industri, massekultur, cyberspace, slagmark for udviklingen. Dér, hvor det sker, det overvældende og uberegnelige.
Første del af stykket er kolossalt stimulerende som – nogle vil kalde det vrængbillede, andre knivskarpt, men abstrakt indsnit i den tilværelse, vi er placeret i.
Med komisk og teatralske højdepunkter i f.eks. chaufførens telefonsnak med en psykiater. Eller en avanceret kunstfernisering, hvor konceptkunst, candyfloss og kussebarbering er en af mange muligheder for at ’gi en hånd til Afrika’.
MURE
Stykket er skrevet på international bestilling. Det tyske Goethe Institut har bedt Lollike og Det Kgl.: Beskriv verden lige nu, tyve år efter Murens fald. Samme bestilling er gået ud til 15 andre lande.
Uheldsvangert taler de medvirkende i Lollikes stykke hele tiden om mure, der skal rejses igen. Beskyttelsesmure omkring enklaver af den ene og den anden art. Beskyttelse mod alt det uoverskuelige. Adskillelser mellem vindere og tabere.
Den arme taxachauffør værger for sig, klamrer sig til stumper af nærliggende og begribelig varmegivere, en passager, en hund, hvad som helst. Men hjemsøges også af dæmoner, der som stemmemæssige rundhyl dænger hende til med ønsker, krav, animation, billeder, flimmerviden.
TOM SCENE
Efter pausen er alt ydre skrabet væk. Det store bagtæppebillede rasler sammen brik for brik som lufthavnsdisplayet af destinationer og tider. De fem medvirkende er på den tomme scene med en kavalkade af statements om klodens nedværdigende og makabre status: Børnearbejde, sygdom, voldtægt, krige, etniske udrensninger, truende folkevandringer. You name them all.
Personerne neutraliseret og anonymiseret i ens masker på et tidspunkt, senere som vidner i en fiktiv, international retssag om ansvaret for umenneskeliggørelse og retsløshed under globaliseringens amokløb. Ind imellem: Et længere, dokumentarisk indslag, et interview med en asylsøger i Sandholmlejren, fastlåst i sin statsløse tilstand.
KAPITULATION
Som teater er 2. delen mest en kapitulation over for de sceniske muligheder.
Hvis man kan opleve 1. delens mange udsagn og situationer som stærk og medrivende scenisk-dramatisk parallel til de at tidens stand up-shows, der tør tage fat i ømme samfundsproblemer – så er 2. delen næsten reduceret til oratorium og vidneføring med tilkoblet dokumentation på skærmen.
Det ændrer ikke ved hele stykkets karakter af sarkastisk nødråb om at prøve at forstå, hvor vi er på vej hen. Men det reducerer den teatermæssige effekt.
Det vil dog næppe gøre fra eller til for kulturordføreren fra Dansk Folkeparti. Han går ind for noget, der ligner teaterafbrænding. Og bogafbrænding? Muligheden kommer nok. Christian Lollikes manuskript vil formodentlig blive trykt ligesom de vigtigste af hans tidligere stykker.
