IND OG UD AF MØRKET
’Love Songs’ og en ny brasiliansk ballet hos Dansk Danseteater.
Spiller under titlen ’Fallen From Heaven’ i Dansehallerne til og med 20.11.****
DET er umådeligt – og umåleligt – hvad lyssætning betyder for en forestilling.
Nu ’Fallen From Heaven’.
Premiere i aftes hos Dansk Danseteater i Dansehallerne på Carlsberg, hvor den største af salene, Store Carl, lægger rum og ryg til.
Sort åben scene. Som ligger i mørke, da Rushtons ’Love Songs’ begynder. De femten dansere anes på en stolerække i baggrunden. Stolene bliver udgangspunkter og stationer undervejs for danserne i denne halvtimes ballet, de dukker ud af et clair obscur og forsvinder igen i konstant vekselbelysning – lige som de gjorde på Det Kgl. Teater, hvor ’Love Songs’ havde premiere i maj [se anmeldelsen 26. maj].
Dengang med Caroline Henderson som vandrende satellit mellem den, en chokoladelysende søjle med mikrofon i hånd og jazz i stemmen. Denne kærnemælksslørede mezzo, som også ledsager danserne denne gang – men kun stemmen på bånd, ligesom pianist Hess og hans musikere nu ’kun’ høres – dengang sad de midt på scenen i mosekone-halvmørke.
Hvilken magi. Og hvilken sødmefyldt og munter og sexet og lystfyldt stribe af pardanse vi diverteres med i dette lys kulminerende med det ensemble i ophidsende 5/4 rytme, der slutter ’Love Songs’. En genoplevelse.
KONTRAST
Og hvilken kontrast til aftenens senere uropførelse af den brasilianske koreograf André Mosquitas ’dot’ – titlen vittigt hentet fra mail-sproget. Med ’com’ faldet fra, og godt det samme. For der er sandelig ikke meget kommercielt over denne sorte ballet, der i halvmørket forløber som et stykke aleatorisk, atonal kammermusik fra 1960’erne, selvom John Taveners musik er nutids-minimalistisk og usammenhængende. Danserne i tilsyneladende individuelle, søvngængeragtige ture gennem natten, enkelte i korporlige udbrud mellem de vandrende. Kroppe i bevægelser, der kunne være modeller for Bjørn Nørgaards genmodificerede skulpturer i Søndre Frihavn.
Stjerner lyser i mørket, den knokkelsmidige Ana Sendas er min favorit.
I pausen vises en syv minutters film i foyeren, nogle af Dansk Danseteaters dansere i erotiske nærbilleder sat i scene af Jeanette Ginslov. Ja, ja da. Kønt, lysfladt, hud og hår. Virkeligheden på scenen er langt interessantere.
Og – for igen at nævne den sceniske lyssætning: Suggererende.
GregersDH.dk
