Margaux de Valensart, Mia Bertström og Magnus Ingemund Kjelstad i ‘Poppeas kroning’

ROMERSK CIRKUS

Komik og koleraturer fra Opera Akademiets afgangs-elever 2019.

’Poppeas kroning’ spiller på Operaens Takkelloftet, igen 20., 22. og 24. marts. Varighed: 3 timer inkl. pause

****

VI er fulde af forståelse for, at Operaakademiet nu for 3. gang bruger ’Poppeas kroning’ som årets afgangs-udfoldelse for de studerende. Den har så meget, for ikke at sige det hele, den opera. En stribe af roller og stemmer at jonglere med. Temmelig hidsige tekniske krav til de unge sangere. Stor variation i stemmetyper. Et dramatisk indhold, der kan gå mod både alvor og sjov. Og så stilmæssige udfordringer: Operaen er af Monteverdi, så at sige ’opfinderen’ af operaen som genre. ’Poppeas kroning’ er uropført i 1642. Der må meget gerne lyde et barokorkester som styrende akkompagnement til sangerne, instrumenter, sangerne skal swinge med. Og det sker der denne aften på Operaens Takkelloft-scene: Et lille band hentet fra Estland, Collegium Musicum Riga og dirigenten Maris Kupcs. Glimrende match.

AKADEMIETs faste mand på afgangs-iscenesættelserne er Ebbe Knudsen. Han har denne gang valgt at lægge en cirkus-tone ned over historien, der selvfølgelig, som den skal, handler om Kejser Nero, som terroriserer sine omgivelser, er en liderlig slyngel og skubber sin kone ud, for at der kan blive plads til elskerinden Poppea. Det perverse hofmiljø omkring Nero giver fin anledning til at bruge cirkus og klovne-modellen godt hen ad vejen, vi balancerer nemt og logisk med, at Nero og andre mandsroller – men især Nero – synges af sopraner, de er jo dengang blevet sunget af kastrater.

KLOVNE, cirkus og den tidlige baroks commedia dell’arte-figurer udgør sammenbragt en blomstrende buket af makabert hof-show. Nero sunget og spillet af svenskeren Mia Bergström, som er gjort til en androgyn, slikket fyr af ret ulækker apparition, ufattelig som tiltrækning for den strømlinede Poppea, sunget af belgiske Margaux de Valensart, men hvad gør man ikke med kejserindemagt i kikkerten? Besindighedens apostel, filosoffen Seneca figurer i et slags sprechstallmeiser-antræk, og bassen Joel Kyhle er nede i rollens dybe c-omgivelser, som bringer mindelser om Ulrik Colds debut i Seneca-rollen i 1965. Der er brillant komisk kraft at hente hos flere af de medvirkende i deres sprælske partier som gakkede håndlangere eller spielverderbere i den enkle arena, Ebbe Knudsen har givet dem at udfolde sig i. Skæggede damer som Johan Olsson, tenoren der udfolder sig som Poppeas amme. Poppeas tilbeder Ottone, der er Cirkus’ vægtløfter og bærer af hverdagsnavnet Magnus Ingemund Kjelstad, en fin baryton. Og talentfulde sopraner på række: Foruden Mia Bergströms Poppea, så Kari Dahl Nielsen som arme kone Ottavia og vægtløfter-kæresten Drusilla, der uden skyld bliver viklet ind i mordforsøg på Poppea. Navnet er Cassandra Lemoine. Stemmemæssigt er det tre sopraner, der klinger i en vis indbyrdes nærhed – har der udviklet sig en ’skole’, når vi taler om sopraner, der udgår fra Opera Akademiet?

OPSÆTNINGEN af ’Poppeas Kroning’ kan ses tre gange endnu på Takkelloftet, den giver gode signaler om interessante stemmer og karakterer i flere kategorier. Ebbe Knudsens cirkus-vinkel gør det til en frisk og slagkraftig forestilling, temmelig anderledes end den historisk bemærkelsesværdige udgave som Operaen satte op i 2008, instrueret råt og spektakulært af David Macvickar, mindeværdig for bl.a. en scene, der var gjort til en tv-debat omkring filosoffen Senecas vurdering af Neros holdninger.

gregersDH.dk