Cirkus Arena 2019 Pladsen v. Bellahøj 20.3. 2019

Alt det, der duperer os. Cirkus Arena har det hele. Også en jordklode, der går amok.

Claus Seidel har tegnet fra Cirkus Arena-premieren. Klovnen Folco iført boksehandsker.

 

OG SÅ

EN JORDKLODE

DER GÅR AMOK

 

 

Alt det, der duperer os. Cirkus Arena har det hele. Også en jordklode, der er gået amok.

Cirkus Arena spiller på pladsen ved hjørnet af Hulgaardsvej og Borups Alle. Skal senere på turne til en række byer i Danmark. Varighed: 3 timer inkl. pause.

*****

MAN kan ikke blive lige duperet hver gang. Eller hva’? Kan man? Ja da. Næsten hver gang i hvert fald. Det er det, der sker, når man går i Cirkus og ser en forestilling som den, Cirkus Arena havde premiere på onsdag aften. Det ene nummer efter det andet får os til at måbe og sige: Er det muligt, dét dér?

MEN sådan er cirkus.

DU ser otte heste, elegante arabere, stryge arenaen rundt og bukke-neje på kommando, du har set det mange gange, men det er igen smukt og forbløffende. Ligesom det er, når kamelerne nikker i takt til musikken fra orkestret, hvis ikke det er omvendt: Orkestret, der tilpasser taktarten til kamelernes faste nikkeri, mens de løber deres rundture, de store tunge pukkeldyr, der er kommet på vildspor fra en eller anden ørkenkaravane.

DU ser flotte fyre og damer slippe trapezerne i svimlende højde og gribe hinanden i luften. Gør de det med lukkede øjne? Næh. De er bare sikre på sig selv og hinanden. Derfor kan de også lade, som om de kikser et tag og dratte ned i det udspændte net otte meter under dem og lege trampolin.

DU ser en russer ved navn Fjodorov slippe en halv snes duer ud i rummet og kalde dem hjem til eksercits og linedans og polka, som var de elever på en danseskole. Fjodorovs smukke, hvidpelsede hund deltager som lige så afslappet fuglefænger som russeren selv.

DU ser en anden russer indtage håndstand, som var han en levendegjort søjlehelgen, der kopierede skulpturerne af sportsheltene i Olympia. Og to russiske piger vrider med et smil deres kroppe af led i fælles attituder, der er nær ved at få os til at ringe efter både læge og fysioterapeut. Det er flere artist-akrobater – russere ser de ud til at være næsten alle sammen ifølge programmet og ifølge Bubbers kommentarer. Bubber er forestillingens sprechstallmeister, et job, han forvalter med smittende glæde og begejstring og med små hurtige beretninger om kunsten at være et cirkus, om kunstartens historie, såmænd også hans egen lille del i historien – han optrådte faktisk i Cirkus Arena i årene 1990-97, det må have været som barn, han ligner i hvert fald stadig en knægt i sin bedste alder, hvor dén så befinder sig.

MERE, som duperer, og her er det for engang skyld ikke russere, men en flok brasilianere, der vælter vores forestillinger om naturens love omkuld. De bliver introduceret med et af de mest misbrugte temaer fra klassisk orkestermusik, indledningstemaet fra Richard Strauss’ ’Tod und Verklärung’, og vi tænker: Nå, hvad skal det så bruges til denne gang? Indtil en enorm globusagtig kugle bliver manøvreret ind i arenaen, den er hul og gennemsigtig, og de fem brasilianere indtager dens indre en af gangen – på motorcykler, som er eldrevne, forsikrer Bubber os, af hensyn til os alle sammen i teltet og verdenssituationen i øvrigt. I denne dødsdrom – de kalder den The Globe of Death – slipper de levende fra at drøne rundt og rundt mellem hinanden i djævelsk fart. Et ubegribeligt show, der giver baghjul til flere generationers galne speed-artister fra Ole Olsen til Kevin Magnussen. Måske også en lektion om en jordklode, hvor tingene er gået amok.

HAR vi glemt, vi også så en klovn? Ja. Det er i år igen Jimmy Folco, der ligner en fortumlet, løssluppen direktør for et sydlandsk mafia-firma, en tanke, der bliver bekræftet, da han lokker mandlige publikummer i arenaen for at få dem til at deltage i et bokseshow, og da han på et andet tidspunkt tager bad i et bassin, hvis eneste anden badelystne er en haj – altså en attrap -, som han på et øjeblik æder råt, så kun skelettet er tilbage.

ANDRE samfundspolitiske tiltag kan vi vist ikke digte ind i året cirkus Arena, og heller ikke dette holder mange meter. Vi er bare duperet igen. Som før over de grin og de ekstravagancer, en cirkus-forestilling kan indbyde til.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *