Anette Katzmann og Morten Nielsen i ‘Overgang (tegn.: Claus Seidel)

NÅR KLOKKEN RINGER

Poetisk tolkning af menneskeskæbner mellem livets første og anden halvleg.

’Overgang’. Instruktør: Tove Bornhøft. Koreograf: Julie Anne Stanzak. Medvirkende: Anette Katzmann og Morten Nielsen. Spiller på Husets Teater indtil 17. marts. Varighed: 2 t. 15 min.

****

EFTERÅRETS blade dækker hele scenen. Det er som oktobers Dyrehave genopstået. Scenen flammer i rødt og orange – Verweile doch, siger vi med Goethe, bi lidt endnu, du eventyrlige efterår, du bist so schön… men vi ved jo godt, hvad forestillingen på Husets Teater handler om, den handler om menneskets efterår – efterårets farver er bare et billede på menneskelivets uundgåelige skæbne, det forgængelige liv og fingerpeget om livets afslutning derude i horisonten.
Og jo, vi gad da godt nok kunne holde fat i kraven på det gyldne liv, så vel som på kulørerne i Dyrehaven. Og det er det, de gør i stykket. Klokken har ringet, og de prøver at se den anden vej.
’Overgang’ er titlen på Teater Rio Roses gæstespil. Ordet klinger prosaisk – overgangsalder er sådan et klinisk-biologisk begreb. Det handler det om, men også om noget andet og mere. Nemlig om to mennesker, en mand og en kvinde, der griber og omfavner det gyldne efterår og prøver at fastholde livskraften og aftvinge deres egen sensommer dens kræfter.
De har drømmen om at bevare saften og kraften, men erkender samtidig det halsløse i drømmen. De udtrykker både længsel og smerte, livsglæde og savn. De genkalder oplevelser, den tysteste lykke, den mest ekstatiske kærlighed. Alt kan fastholdes som under en fermat i et partitur. Og næsten alt fremstilles fysisk i en koreografi, der veksler mellem adskillelse og hed nærhed. Og næsten ordløst.
De to er skuespillerne Morten Nielsen og Anette Kratzmann. Koreografen er den amerikansk Julie Anne Stanzak, der er knyttet til Tanztheater i Wupperthal. Tove Bornhøft er instruktøren, der har holdt sammen på ideen og dens struktur. Og får idéen til at svæve i luften som et memento om, at menneskers tilværelse har urørlige kvaliteter af indforståethed og nærhed. Uanset blade, der visner og kulører, der blegner.
Den poetiske fortælling er ledsaget af musik, der situation for situation forstærker eller underbygger. Som teater er det på den ene side et næsten håndfast indlæg i den aktuelle debat om alder og aldersgrænser. På den anden side en lyrisk suite om livets uendelige frodighed.

gregersDH.dk