Ena Spottag som Drengen der ville være vægtløs (Foto Lars Horn)
HØJT AT FLYVE
Skarpt og velspillet lille drama om en teenagers vilde ambition
Dramatiker: Thomas Markmann. Iscenesætter: Nicolai Faber. Scenograf: Christian Albrechtsen. Medvirkende: Ena Spottag, Jakob Hannibal, Hanne Windfeld, Henrik Weel og Nanna Skaarup Voss.
‘Drengen, der ville være vægtløs’ spiller på Aalborg Teaters Lille Scene indtil 18. marts. Varighed 1 t.15 min.
****
THOMAS Markmann er en dramatiker med er herligt og sikkert greb om replikker og dialoger. Og så får han ting til at ske hurtigt og effektivt. Hans nyeste stykke, ’Drengen, der ville være vægtløs’ varer kun en time og et kvarter og forløber i korte, koncentrerede scener.
Lige så hurtigt og effektivt som de rumraketter, drengen drømmer om. Bortset fra netop den ene raket, han glødende af interesse ser blive sendt op i tv – ’Challenger’, rumraketten, der i 1986 sprang i stumper og stykker efter få sekunder.
1986 er året, vi er tilbage i. Og det er ikke småting, vi i det korte stykke får med: 80’ernes boligkrise, finansstramninger, kartoffelkur, arbejdsløshed, narkohandel, ungdomsproblemer. Og altså rumkapløbet mellem Sovjet og USA.
Det hele er der. Ganske ubesværet.
Markmann og instruktøren Nicolei Faber samler historien i en lille indbygget lejlighed, hvor den burgerpumpede René med de vilde, ambitiøse drømme om at blive astrofysiker bor med sin mor, og hvor drømmene og verden uden for bliver slynget op på vægge og mure i videobilleder.
René kommer for sent hver anden dag til sin læreplads hos en smed, bliver skældt ud af sin mor, af smeden og af kammeraten Theis, der vil have ham med på noget narkohandel – men hele tiden bider han sig fast i sin drøm, krammer yndlingsbogen ’The Big Bang’ og smider planetnavne, lysår og atomberegninger i hovedet på de andre, mens han rasende tørrer lortet af tøjet fra det lokumsrør, han lige har været nødt til at banke ned på smedejobbet.
FINT SPIL
René bliver spillet med urokkelig teenagestædighed af Ena Spottag, der har en mimik og et sprog, der sidder med millimeterpræcision. Alt bliver knægten budt, selv Theis’ og deres fælles veninde Winnies omsorg – intet rokker ham fra drømmen.
Omkring ham møder vi Hanne Windfeld som moren i total forvandling fra start som knust enke, der kommer hjem fra farens begravelse, til genopblusset forførerske over for sønnens smedeformand, Henrik Weel i fedtet charmørrolle.
Og vi møder Jakob Hannibal som kammeraten, der er på den brede, livsfarlige vej ud i narkokriminalitet, samt Hanne Skaarup som hans damefrisørdulle, der tror på en fremtid som popsangerinde.
En lille række fine skuespilpræstationer med Hanne Windfelds ubetaleligt pindet ud i detaljer, et gustent syrebad af en kvinde i vrængende humørsvingninger.
Stærkt går det som sagt. Det er, som om der i hver eneste scene er udviklingsmuligheder til meget mere, men Markmann og Faber holder fast ved en handlingsmæssig flugt og det skizzeagtige, tætte indblik i spinkle menneskeliv på et bestemt stadium.
Et godt og talentfuldt lille drama.
gregersDH.dk
