HALLO – HVA’ SI’R DU
Teenage-teater om teenage-inferno på Mungo Park Teatret
***
————————————-
Der er en grund til, at flere og flere opsætninger bruger mikrofoner til skuespillerne: En ny generation har vænnet sig til at befinde sig i en allerhelvedes larm. På diskoteker, i trafikken, på værtshuse, med hovedet polstret med headsets. Larm er en livsform. Kun til at hamle op med ved selv at bruge mikrofonforstærkning.
På Mungo Park er det et af de emner, der bliver tager op i ’Opsang’, skrevet og instrueret af Heinrich Christensen. Man kan bringe sig på lydbølgelængde med indholdet ved at komme i god tid og hygge sig i foyeren, hvor en pladevender sørger for de fon, der er nødvendige, hvis man vil have enhver samtale til at foregå mund til øre med stemmens eget forstærkeranlæg sat i 5. gear og ørenes membraner i alarmberedskab.
ÉN OVER NAKKEN
Således præpareret er man dermed klar til at være i selskab med to udmærkede skuespillere og deres guitarist, som på scenen melder ud med en serie knytnæveslag til teenagere, der boltrer sig med de syv dødssynder og derfor trænger til én over nakken.
Larm må vi gå ud fra er den ottende dødssynd. Oven i dovenskab, hovmod, misundelse og de øvrige.
Rikke Bilde og Nils P. Munk udfolder sig med præcis og dramatisk humor i rollespil, der gennemgår dødssynderne enkeltvis. Og gør det med så infernalsk stemmeføring, at vi aldrig er i tvivl: Stykket er en øresønderrivende demonstration af, at den stribe af groteske teenage-størrelser, som de på skift fremstiller, har det tilfælles, at de døjer med at skaffe sig lydhørhed og derfor er nødsaget til at tage deres egen vokale brolæggerjomfru til hjælp.
Det accepterer vi som publikum, og det er en pointe i sig selv for skuespillerne og Heinrich Christensen, der vil fortælle os, at moderne teenagere tér sig som teenagere stort set altid har téet sig. Men i vore dage med et par færre blokeringer – moralister vil sige: Takket være velfærds-overskud, 68-forældre, irritation over løftede Dansk Folkeparti-pegefingre, eller hvad man nu har lyst til at anføre som anledning til ungdommeligt fordærv.
HØJRØSTET
Som teater er det altså højrøstet, meget vitalt, skægt ind imellem og dødirriterende, som stykket emne – teenagere – naturligvis kan og skal være det. Det går over stok og sten. Begynder med en håndfast demonstration af, at børn går mentalt i spagat fra fødslen – hjernen får én på skallen med et kirurgisk brag, der er voldsommere end Søren Østergaards attak på sin kokosbolle i Tivoli Variétéen.
Derefter begår Bille og Munk på skift de enkelte dødssynder og straffes regelret. Vi er til et moderne lærestykke. Den fråsende Nils P. Munk bliver forgiftet af sin Gucci-jakke. Den dovne og sløve Rikke Bille knækker nakken, da hun slasker sig til en stuntman-karriere, den hovmodige Munk rammes i hovedet af en kæmpemæssig frossen lort, der melder sig i frit fald fra himlen – Gud har sine metoder.
ENORM ENERGI
Sådan oplever vi dette og hint i en fræsende og temmelig rodet, men rimelig kort forestilling.
På nogle punkter ganske forfriskende og ladet med en enorm energi. På andre punkter til at blæse ud i kulissen som knopskud af lige så meget kaos, som scenen efterlades i ved tæppefald: Munk har som liderlighedens slave onaneret sig til guirlander af spermasprøjt, og det knuste hjerne-kålhoved ligger spredt som efterladenskaberne i en hønsegård efter fodring.
